Klimamarch: Klimakrisen er ikke glemt

Af Eskil Nordahl Fundal, aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse

Det er nu snart to år siden vi fik en regering valgt på det største klimamandat nogensinde, og det førte til en klimalov med et reduktionsmål på 70% i 2030. Desværre er den nødvendige og akutte klimahandling siden udeblevet. Gang på gang har vi set regeringen og flere af Folketingets partier præsentere en med deres egne ord ”historisk”, ”ambitiøs” og ”grøn” aftale. Og gang på gang har indholdet af aftalerne været skuffende og utilstrækkeligt. Greenwashing er blevet det nye sort.

Klimarådet kom med deres dom tidligere på året: Regeringen formår ikke at vise vejen til 70%-målet. Politikerne svigter Parisaftalen og skubber problemerne frem foran sig i stedet for at vise handling her og nu. Regeringen svinger hockeystaven og viderefører den sorte tilgang til klimakrisen som har bragt os i klimakrisen i første omgang: troen på at teknologien nok skal fikse det for os en gang i fremtiden. Denne vent-og-se strategi har ikke virket de sidste 30 år og kommer heller ikke til at virke de næste 30 år. Vi har brug for konkrete og hurtige CO2-reduktioner, hvis vi skal nå i mål.

Under coronapandemien har politikerne vist, at de kan handle hurtigt og drastisk, hvis de vil. At de godt tør gribe ind i borgernes hverdag. Nu skal vi have dem til at vise lige så stor handlevillighed, når det kommer til klimakrisen; de skal behandle klimakrisen, som den krise den er. For selvom det sidste år har været præget af en sundhedskrise, er klimakrisen ikke forsvundet – den er kun blevet mere akut og alvorlig.

Derfor arrangerer vi d. 22. maj Klimamarch: Klimakrisen er ikke glemt, og du er selvfølgelig inviteret! Det er kl. 13-15, og vi mødes i Nørrebroparken ved Hillerødgade. Ligesom så mange gange før skal vi på gaden for at kræve, at klimakrisen bliver taget alvorligt. Vi skal kræve ambitiøs og markant klimahandling nu og vise, at politikerne tager fejl, hvis de tror, at vi har glemt klimakrisen.

For præcis to år siden var 40.000 borgere på gaden til Folkets Klimamarch for at fortælle politikerne, at vi ville have et folketingsvalg, hvor klima var øverst på dagsorden. Og det fik vi! Fordi vi stod sammen, blev vores samlede stemme hørt, og regeringen blev valgt på et grønt mandat. Nu er der brug for, at vi endnu en gang går sammen og minder politikerne om, at klimakrisen ikke er glemt. Vi skal have ambitiøs og markant klimahandling NU!

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer