Det haster med klimahandlingsplanen

Af Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen

Det haster med klimahandling. Videnskaben er meget klar: Øget handling de næste 5-10 år bliver afgørende for, om det lykkes for os at undgå de værste globale temperaturstigninger. Det haster derfor – og det er nu og de næste få år, vi for alvor skal have accelereret omstillingen.

Derfor er det godt, at Danmark nu får en klimalov med en 70% målsætning for 2030. Og derfor er det godt, at den nu skal følges op af en klimahandlingsplan, der skal sikre, at det sker. Men det må ikke tage for lang tid, at komme i gang med de konkrete klimatiltag.

Klimapartnerskaberne med erhvervslivet må ikke begrænse ambitionsniveauet

Regeringen har ind til nu sat gang i 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet. De forventes her i marts måned at komme med deres bud på, hvordan de enkelte erhvervssektorer kan være med til at nå 70% målsætningen. Det er klogt, at bede erhvervslivet selv påtage sig ansvar og ejerskab til klimaindsatsen, for det er afgørende, at erhvervslivet også er med til at løfte det fælles ansvar. Men det er vigtigt, at regeringen ikke deponerer ambitionsniveauet og ansvaret for handling i disse partnerskaber. Der vil forhåbentligt komme gode og nyttige ideer fra nogle af partnerskaberne, men sikkert også vanetænkning og uvilje mod den nødvendige omstilling fra andre. For der er jo dele af det nuværende erhvervsliv, der skal lægges afgørende om, hvis vi skal nå klimamålene, og det vil skabe modstand.

Derfor må udkommet af klimpartnerskaberne ikke sætte barren for, hvad der skal nås. Der bliver sikkert brug for mere og det er stadig regeringens og Folketingets ansvar, at der sker nok – og at de derved lever op til det klimamandat, de fik af befolkningen ved valget sidste år.

Vi ser frem til dialogen med regeringen om klimhandlingsplanen – men kan ikke vente for længe

Modsat for erhvervslivet har regeringen endnu ikke etableret et klimapartnerskab med civilsamfundet, endsige sikret civilsamfundet indspil i erhvervspartnerskaberne, selv om der kunne være god brug for det. Fra civilsamfund og NGO’ernes side, ser vi frem til dialogen med regeringen om klimahandlingsplanen. Vi har forståelse for, at der skal lægges en god plan for processen, men er samtidig utålmodige for at komme i gang, og håber, at der meget snart sættes mere gang i dialog og proces fra regeringens side. Det er vigtigt for etableringen af ejerskab og tiltro til processen.

I den forbindelse vil det også være godt, hvis regeringen meget snart kan lægge en mere klar tids- og procesplan frem for klimahandlingsplanen, så alle kan se hvor og hvordan de kan spille ind og blive involveret, og hvornår vi kan forvente et resultat. Det kan ikke vente længere.

Hvor er klimapartnerskabet med befolkningen

Hvis det skal lykkes med den nødvendige og omfattende grønne omstilling de næste år, er det afgørende med en tæt involvering af den danske befolkning, så man sikrer en fortsat og bred folkelig opbakning og indsats. Det kræver indsats på alle niveauer af det danske samfund og en folkeoplysende og -involverende indsats, måske uden fortilfælde i dansk historie.

Det er en stor bold, der skal trilles i gang, og måske svært lige at gennemskue, præcis hvordan det skal ske. Men det er afgørende, at tænkningen og indsatsen sættes i gang nu. Derfor må regeringen i gang med at tænke i, hvordan den samlede befolkning og alle relevante sektorer bliver inddraget i indsatsen.

I den forbindelse er det annoncerede klimaborgerting en god ting, og det er vigtigt, at det får den rigtige form og et reelt mandat – men samtidigt er det vigtigt at pointere, at et klimaborgerting langt fra er nok til at sikre den nødvendige involvering af befolkningen. Der skal meget mere til og det kræver, at regeringen nu sætter gang i arbejdet og målrettet arbejder for at involvere danskerne i den grønne omstilling. I den forbindelse vil det blandt andet være en hjælp med økonomiske midler til gode initiativer. Det har vi erfaring med før gennem diverse grønne fonde.

Vi kan ikke afvente klimahandlingsplanen, før vi sætter klimahandling i gang

Hvor lang tid det tager, inden klimahandlingsplanen falder på plads, er i øjeblikket et åbent spørgsmål. For bestemte sektorer, såsom transport, ser det først ud til det bliver til efteråret, da man skal afvente transportkommissionens rapport. Og for flere andre dele kan det tage lang tid med de politiske forhandlinger, inden der forelægger en endelig handlingsplan. Så risikoen er, at det trækker ud, muligvis så der først igangsættes konkrete initiativer på næste års finanslov i 2021. Det er alt for sent, at afvente klimahandling ind til da. Derfor må regeringen og folketinget ikke bare afvente klimahandlingsplanen, inden der sætte gang i konkrete klimatiltag. Der må også sættes gang i konkrete initiativer nu. Der er nok at tage fat på, også ting vi skal i gang med under alle omstændigheder, så det er bare at komme i gang nu!

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer