Særdomstole i frihandelsaftaler undergraver nationale domstole

Af Tue Damsø, bestyrelsesformand, og Tobias Johan Sørensen, konsulent, begge for Det Økologiske Råd

Der er flere bekymrende elementer i forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA, også kendt som TTIP. Det gælder særligt planerne om at inkludere en investor-stat tvistbilæggelsesmekanisme (ISDS), der giver udenlandske investorer ret til at sagsøge stater uden om de national domstole, hvis der for eksempel indføres regler, som hæmmer deres fremtidige profit.

Efter stor europæisk skepsis fra civilsamfund og miljøorganisationer mod ISDS, er EU-Kommissionen kommet frem til en reformeret udgave, som man har re-brandet under en ny titel, ”Investor Court System” (ICS). Der er fire gode grunde til fortsat at være bekymret for den nye indpakning af særdomstolen:

  1. Rettigheden til at sagsøge stater ved ICS tildeles udelukkende udenlandske virksomheder og diskriminerer derfor både mod nationale virksomheder, borgere og lokalsamfund.
  2. Stater kan blive pålagt at betale milliarder i kompensation for regulering, der skal sikre bedre vilkår for mennesker og miljø.
  3. ICS underminerer både europæiske og nationale domstole, da udenlandske virksomheder kan forbigå disse domstole.
  4. Samtidig ignoreres det faktum, at både USA og Europa har velfungerende juridiske systemer, der kan håndtere tvister mellem stater og virksomheder.
For nyligt blev USA sagsøgt af en Canadisk udvikler af olierørsledninger på baggrund af Obamas beslutning om at stoppe den kontroversielle Keystone XL, der skulle transportere klimaskadeligt olie fra tjæresand. USA sagsøges under den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA) med henvisning til en række investorrettigheder, som man også planlægger at inkludere i TTIP. En gennemsnitlig sag har statslige omkostninger på omkring 50 mio. kr. Tyskland er tidligere dømt til at betale Vattenfall store summer for strengere miljøkrav til kulkraft og bliver i øjeblikket sagsøgt for planerne om udfasningen af gamle atomkraftværker. Konsekvenserne for den offentlige interesse kan altså blive katastrofale.

Midt i debatten om TTIP er det dog vigtigt også at have for øje, at EU-Kommissionen har forhandlet en lignende aftale på plads med Canada, der dog stadig mangler godkendelse. Denne aftale indeholder også en særdomstol, der giver Canadiske investorer, og alle amerikanske virksomheder med datterselskab i Canada, muligheder for at sagsøge europæiske stater uden om de nationale domstole.

Det er dybt bekymrende, at både EU-Kommissionen og den danske regering, fastholder den ubegrundede nødvendighed for inklusionen af en særdomstol. Derfor anbefaler vi på det kraftigste at udelukke både ISDS og ICS i de handels- og investeringsaftaler, der forhandles nu og fremadrettet.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer