Klimainkasso – fordi man skal holde, hvad man lover!

Af Oliver de Mylius, Kampagnekoordinator for Klimaretfærdighed hos Mellemfolkeligt Samvirke

Danmark har en klimagæld. En gæld til de lande, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Sammen med de andre rige lande gav vi et løfte på COP15 i København i 2009 og igen i Paris-aftalen i 2015. Løftet gik på, at de rige lande skulle bidrage med 100 milliarder dollars om året begyndende fra 2020. Den danske andel af det beløb svarer, ifølge beregninger fra Care, til 5 milliarder kroner. Men nu hvor pengene skal betales, kniber det med at få dem op af lommen.

På den kommende finanslov har regeringen lagt op til at afsætte 2,9 milliarder kroner til grøn bistand. I sig selv er det et stykke fra de 5 milliarder. Dertil kommer, at pengene tages fra den eksisterende udviklingsbistand, stik imod aftalen om, at der skulle være tale om ”nye og additionelle midler”, der ikke undergraver fattigdomsbekæmpelsen.

I Mellemfolkeligt Samvirke har vi taget konsekvensen af den manglende vilje til at betale. Vi har gjort, hvad man også i andre sammenhænge gør med dårlige betalere. Vi har sendt regeringen til inkasso. Klimainkasso.

Kampagnen ”Klimainkasso” er vores måde at sætte fokus på den ubetalte gæld og vise, at vi står sammen med de mennesker i udviklingslandene, der er blevet stillet klimabistand i udsigt, men som stadig venter. Det gjorde vi opmærksom på i begyndelsen af november, på dagen hvor COP26 skulle have begyndt, havde det ikke været for Corona, da vi sendte et rykkerbrev til regeringen.

Sammen med en gruppe aktivister præsenterede vi politikerne på Christiansborg med en 5 meter lang rudekuvert. Vi sendte rykkerbreve direkte til regeringen og klima- og udviklingsordførere. Og en af vores unge aktivister skrev et debatindlæg i Information sammen med unge fra Ghana, Uganda og Bangladesh, hvor de sammen krævede, at Danmark lever op til sine løfter. Det er vigtigt, at vi får historierne frem fra de mennesker, der mærker konsekvenserne hårdest. Det er de mennesker og deres kamp mod klimakrisen, der raser lige nu, og som Klimainkasso i bund og grund handler om.

Dette er kun begyndelsen. Klimainkasso er kun lige gået i gang. Og vejen til klimaretfærdighed er stadig lang. Derfor er det næppe den sidste rykker, som regeringen modtager, og vi beder danskerne om at hjælpe os med at sende rykkere. For man skal holde, hvad man lover.

Læs mere om Klimainkasso her

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer