Af Dan Belusa, 92-gruppen

Klimaaftalen fra COP21 i Paris træder i kraft, når mindst 55 lande dækkende mindst 55 % af de globale udledninger har deponeret deres ratifikation hos FN.

Det første krav er allerede opfyldt. Indien blev det 62. land, der har ratificeret, da Indien, på Mahatma Gandhi’s fødselsdag, den 2. oktober deponerede sin ratifikation.

De to største udledere Kina og USA ratificerede allerede 3. september og med Indiens ratifikation i søndags dækker de 62 lande, der nu har ratificeret, 51,89% af det globale drivhusgasudslip. Vi er altså nu kun 3 procentpoint fra, at Parisaftalen træder i kraft

De sidste procentpoint leveres når EU, som står for ca. 12% af det globale udslip, forhåbentligt i denne uge kan ratificere Parisaftalen. Ratifikationen er gået ekstremt hurtigt – formentligt en af de hurtigste ratifikationer af en FN-aftale nogensinde. Men det er også nødvendigt, blandt for at sikre, at USA ikke umiddelbart kan trække sig ud af aftalen igen, hvis Trump bliver præsident næste år.

EU vedtog den 30. september at ekspres-behandle sin ratifikation og det forventes derfor, at EU har ratificeret og dermed at Parisaftalen kan træde i kraft inden næste runde af FN klimaforhandlinger starter 7. november i Marokko.

Det afgørende for Parisaftalens succes bliver dog ikke ratifikationen, men at aftalen efterleves. Særlig vigtig er ambitions-øgnings-mekanismen. Altså at landene hvert femte år (første gang i 2015, næste gang i 2020) indmelder nye reduktionsbidrag, kaldet National Determined Contributions (NDC), der er mere ambitiøse end de foregående. Denne 5-årige ambitionsøgning er et af de vigtigste elementer i Paris-aftalen. Uden ambitionsøgning er 3-4 graders temperaturstigning uundgåeligt og Paris-aftalen en fiasko.

Hvis blot EU når at ratificere inden Parisaftalen træder i kraft, er det ingen stor skade at EU’s ratificeringen kommer som sidste rosin i pølse-enden. Modsat vil det være dybt alvorligt, hvis EU også bliver forsinket med hensyn til at bringe sine egne reduktionsmål på linje med Parisaftalen. Det vil konkret betyde, at EU forud for den globale stock-take i 2018 bør have gennemført det analysearbejde, der gør det muligt for EU, at have nye ambitiøse reduktionsmål (NDC) klar i 2020. Det tog EU ca. fire år at forberede den NDC EU indleverede i 2015. Det er derfor allerede nu på høje tid, at EU kommer i gang med at forberede de reduktionsmål, der skal indleveres i 2020.

Hele 92-gruppens høringssvar til Danmarks ratificering af Paris-aftalen kan findes her