Af Emilie Riis Larsen, Folkekirkens Nødhjælp og Sarah Kristine Johansen, CARE Danmark

Rundt om i verden er klimaforandringerne allerede ved at sætte sine tydelige spor. Temperaturen stiger og tørke, oversvømmelser og voldsomme storme bliver mere udbredte. Det går ud over verdens fattigste, som ikke har mulighed for at tilpasse sig de nye vilkår. I Danmark bryster vi os af at gå forrest på det grønne område. Samtidig er vi stolte af vores udviklingsbistand og vores indsats for verdens fattigste.

Men hvad gør Danmark egentlig for at hjælpe udviklingslandene i kampen mod klimaforandringerne? Og lever vi op til de internationale forpligtelser vi har indgået? Disse spørgsmål har en ny rapport bestilt af Folkekirkens Nødhjælp, CARE Danmark og Oxfam IBIS forsøgt at besvare.

Rapportens resultater er ikke ubetinget positive. Den fremhæver en række væsentlige problemer ved den praksis som Danmark og mange OECD-landene følger.

For det første er den samlede danske støtte næsten halveret fra 1,9 mia. i 2014 til 1 mia. i 2015. Samtidig er de nuværende internationale regler for rapportering utilstrækkelige, hvilket medfører uklarhed om, hvad pengene egentlig bruges på og derfor om beløbet er præcist.

Derudover er der ikke balance i, hvilken type projekter, der støttes. I perioden 2010-2015 gik 36 procent af den danske støtte direkte til energi- og drivhusgasreducerende projekter og kun 9 procent til klimatilpasning. De resterende 55 procent gik til tværgående projekter, hvor det ikke opgøres hvor mange af pengene, der går til hhv. tilpasning og CO2-reduktioner. Det på trods af, at man i FN-regi har vedtaget, at de to formål skal støttes ligeligt.

Endeligt, bliver de penge, Danmark rapporterer som klimastøtte, også rapporteret som udviklingsbistand. Det er kun godt, at der er synergi mellem kampen mod fattigdom og kampen mod klimaforandringer – og ofte går indsatsen hånd i hånd. Men klimaforandringerne er en ekstra byrde på de fattige landes skuldre, der ikke må ske på bekostning af landenes indsats med at sikre deres borgere uddannelse og sundhed. Derfor har de rige lande lovet, at klimastøtten skal være ’nye’ penge - udover den generelle udviklingsbistand. Dette lever Danmark imidlertid ikke op til og henviser til, at der ikke er enighed om definitionen af ’nye og additionelle’ penge.

I en tid, hvor USA trækker sig fra Paris-aftalen, og ikke længere vil levere klimastøtte til udviklingslandene, er der i høj grad brug for, at Danmark viser vejen ved at tage sin del af ansvaret. Samtidig er der brug for bedre internationale regler for rapportering, så det kan sikres, at udviklingslandene får den støtte de har krav på. Vi håber derfor, at Danmark vil gå aktivt ind i den internationale debat om, hvordan klimapengene skal rapporteres, og hvordan aftalerne om klimafinansiering skal overholdes. Dette gælder ikke mindst spørgsmålet om private penge. Rapporten handler om den klimastøtte Danmark selv har rapporteret til FN de sidste par år – og der er private penge ikke talt med. Hvis private penge fremover skal indregnes i klimastøtten, skal Danmark og de andre lande først blive enige om, hvordan de private penge skal tælle med. Så der er lige spilleregler for alle.