Nu kan kommuner undgå investeringer i kul og olie

Af Katrine Ehnhuus, Kampagnekoordinator, AnsvarligFremtid

Efter godt et års kamp, er det endeligt lykkedes græsrødder og kommuner, at få bankerne til at udbyde fossilfrie investeringsprodukter. Det gælder også centrale kapitalforvaltere som Danske Invest og Jyske Invest.

For de mange kommuner, som ønsker at investere fossilfrit, har det været en kæmpe barriere, at bankerne ikke ville udbyde fossilfrie investeringspakker. Nu er den barriere endelig væk, og det giver kommunerne mulighed for at tage etiske hensyn til klimaforandringer i deres investeringspolitik.

Mange kommuner gør et stort stykke arbejde for at fremme den grønne omstilling lokalt, og det giver god mening, at denne omtanke for jordens klima også afspejles i kommunernes investeringspolitik.

Det er desuden værd at bemærke, at investeringer i kul og olie er forbundet med stigende økonomiske risici. Ifølge Danske Banks chefstrateg Frank Øland er den fossile brændselsindustri ”en industri, der ligger og venter på, at der ikke er brug for den længere”. Dette hænger sammen med verdenssamfundets beslutning om, at de globale temperaturer maksimalt må stige 2 grader. Ifølge FNs klimapanel og det Internationale Energiagentur kræver det, at to tredjedele af alle kendte fossile reserver bliver i jorden. Det giver sig selv, at hvis to tredjedele af kendte fossile reserver skal blive i jorden, så er de ikke det samme værd, som de vurderes til, når kommuner i dag investerer i dem.

AnsvarligFremtid mener ikke, at borgernes skattepenge skal støtte fossile selskaber, som fx Exxon Mobil, der aktivt modarbejder den grønne omstilling. Derfor opfordrer organisationen kommuner rundt omkring i landet til at udnytte de nye muligheder for klimaansvarlige investeringer.

København, Roskilde, Fredericia, Frederikssund, Fredensborg og Stevns kommune er de seks første kommuner, der har besluttet at investere samtlige midler i investeringsforeninger renset for kul-, olie- og gasselskaber. De vil formentlig bliver efterfulgt af en lang række andre danske kommuner, som ligeledes ønsker at vise omverdenen, at fossile brændsler hører fortiden til.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer