Af Jan Søndergaard, Greenpeace
September 2015
Vi befinder os i det tidlige stadium af den sjette masseuddøen. Arterne forsvinder 100-1000 gange hurtigere end normaltilstanden.
Accelerationen i tabet af biodiversitet på Jorden skyldes, modsat de fem tidligere, menneskelig ødelæggelse af arternes levesteder.
Landbrugsekspansionen er globalt den bagvedliggende årsag til 70 procent af tabet af biodiversitet på land. Millioner af hektar tropisk skov er blevet fældet for at give plads til græsarealer til kvæg, dyrefoder, soja- og biobrændstoffer.
Havenes økosystemer er vigtige for fødevaresikkerheden og – ligesom skovene - for regulering af klimaet. En tredjedel af havenes kommercielt vigtige fiskebestande er imidlertid overfiskede, blandt andet fordi den globale fiskeflåde har kapacitet til at fange 2 ½ gange så store mængder fisk, end hvad der er biologisk forsvarligt.
Er forslaget til nye verdensmål for bæredygtig udvikling indeholdt i ”Transforming Our World”, så det rigtige - og det tilstrækkelige svar på de omtalte problemer?
Om ikke tilstrækkelige – så er de nye verdensmål et godt afsæt for, at alle lande radikalt må ændre politikker til fordel for mennesker og planeten, hvis de tager den nye ”to do” listes forpligtelser og angivne tidsfrister alvorligt.
Vender vi blikket mod Danmark og EU bør de nye mål for beskyttelse af havenes og landjordens biodiversitet give anledning til at vurdere den faktiske overholdelse af f.eks. EU’s i øvrigt udmærkede naturdirektiver.
For EU som helhed vurderes f.eks. kun 16 procent af de beskyttede habitater under Habitatdirektivet at være i gunstig bevaringsstatus, resten vurderes som forarmet eller truet.
Omend 18 procent af danske havområder er udpegede som beskyttede områder, mangler der regulering af beskyttelsen – f.eks. er bundslæbende redskaber tilladt i de fleste. Vi nærmer os – langsomt – målet om, at 17 procent af landarealet skal beskyttes – men områderne er for små og for spredte.
Vores miljømæssige fodaftryk handler dog om mere end, hvordan vi beskytter og forvalter egen natur. For de rige landes vedkommende drejer det især om ubæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre, der afsætter store fodaftryk andetsteds.
EU-landene var f.eks. i perioden 1990-2008 ansvarlig for afskovning af 9 mio. hektar alene fra sin import af vegetabilske produkter – soja, majs og palmeolie. Derfor kræver eksempelvis det nye forslag til verdensmål nr. 15, om at stoppe afskovningen i 2020, også handling nu!
