Et nyt globalt aktionsprogram for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling

 

Af Lars Myrthu-Nielsen, daglig leder i Øko-net/Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis

Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU), der havde sit eget FN-tiår fra 2005 til 2014, har for mange været en diffus størrelse eller noget de slet ikke har hørt om. UBU er ikke er et begreb, man kender blandt danske lærere og skoleledere. Men hvor hoppede kæden af i forhold til det åbenlyst manglende kendskab til UBU, som ellers var et af resultaterne fra FN-konferencen for Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i 1992? Og hvordan kommer Danmark videre nu? Det er svært at forestille sig en grøn omstilling af samfundet uden, at vi inddrager uddannelserne, og uden at der politisk sættes en dagsorden for UBU.

Desværre fik vi aldrig det politiske niveau med omkring UBU i Danmark. Heller ikke efter halvvejskonferencen for tiåret i november 2010, hvor 92-gruppen sendte syv anbefalinger til regeringen og Folketinget for det videre arbejde med UBU. Disse gik bl.a. på at lancere en national handlingsplan, at iværksætte et folkeoplysningsprogram for bæredygtig udvikling samt at styrke det nordiske samarbejde. Men ingen af partierne i Danmark tog sagen op. Og UBU-området er heller ikke nævnt med et ord i regeringens nye bæredygtighedsstrategi.

På UNESCO konferencen i Japan i november 2014 blev det nye Global Action Programme (GAP) lanceret. Det skal styrke indsatsen for uddannelse og læring for at fremskynde udviklingen hen imod en bæredygtig udvikling. Programmet har to formål: at omlægge uddannelse og læring, så alle bliver i stand til at bidrage til en bæredygtig udvikling; og at styrke uddannelse og læring i alle aktiviteter, der fremmer en bæredygtig udvikling. GAP’en vil fremme UBU politisk og i praksis ved bl.a. at mobilisere unge, lokalsamfund og kommunale myndigheder.

Fra slutdokumentet i Japan er det tydeligt, at der også her efter FN-tiåret er udfordringer for UBU: Regeringer, civilsamfundsorganisationer, den private sektor, medier, forskningsverdenen og uddannelsesinstitutioner samt FN-organer, udviklingsbanker og andre typer af organisationer på alle niveauer opfordres til bl.a. at sætte specifikke mål for UBU og at skabe platforme for udveksling af erfaringer.

Vi skal altså (stadig) i gang med at uddanne os i bæredygtig omstilling! En udfordring er nu at få præsenteret og lanceret det globale aktionsprogram GAP’en i Danmark og få sat skub i læringen for bæredygtig omstilling. Det kan blive en spændende og nødvendig samfundsproces.

Link til materiale fra konference den 23. januar om slutningen på FN-tiåret for UBU: www.ubu10.dk/konf_esd230115.pdf

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer