Slut med naturgas

Af: Dan Belusa, 92-gruppen 

Fossilgas sælges som ”naturgas” 

Der er adskillelige, stærke argumenter for at droppe naturgassen. For det første, skal vi droppe naturgassen for at undgå at understøtte Putins frygtelige krig i Ukraine. For det andet, skal vi droppe naturgassen, for at efterleve det International Panel on Climate Change (IPCC) anbefalinger, som i sin seneste rapport i mandags (4.april) igen understregede, at hvis vi fortsat skal leve på denne planet, skal vores CO2-udslip toppe om blot tre år og derfra gå i nul før 2050. Vi skal af samme grund droppe alle nye investeringer i produktion, distribution og afbrænding af enhver form for fossile brændsler.   

Det er imperativt at vi dropper produktet, men vi må også droppe selve navnet ”naturgas”. ”Natur” er en miljøanprisning, der indhyller fortsatte investeringer og afbrænding af fossilgas i en helt uberettiget forestilling om en ren energiform. Ord har således stor betydning og påvirker vores forestillinger.

I en nu fjern fortid (1990erne) var fossilgas et renere alternativ til olie og kul til fx boligopvarmning. Men den tid er for længst forbi. I 2022 er de reelle alternativer ikke længere kul og olie - boligopvarmning dækkes af fjernvarme eller varmepumper. For industriens gasforbrug er alternativet el eller biogas. Men i kraft af den fine miljøanprisning, der er indbygget i navnet naturgas, fortsætter ellers ansvarlige politikere, investorer og private – der ikke kunne drømme om at bruge kul og olie – med at bruge naturgassen, nok delvis fordi det lyder så rent og pænt. 

Det er stærkt kritisabelt, at et produkt, hvis brug bringer vores liv på planeten i overhængende fare, markedsføres under en betegnelse, der nærmest får det til fremstå, som om fossilgas er godt for naturen. 

 

92-gruppen klager til Forbrugerombudsmanden 

92-gruppen har derfor på vegne af en bred kreds af danske NGO’er netop indgivet klage til forbrugerombudsmanden, hvor vi indstiller til, at Forbrugerombudsmanden konkluderer, at fossilgas ikke længere må markedsføres som ”naturgas”. 

  • Vi indstiller endvidere, at Forbrugerombudsmanden konkluderer, at fossilgas fremover i al markedsføring slet og ret skal betegnes som ”fossilgas”.
  • Vi indstiller endvidere, at Forbrugerombudsmanden afgør, at markedsføringsmateriale vedrørende fossile brændsler fremover påtrykkes en advarsel om, at fortsat afbrænding af fossile brændsler gør det umuligt at holde de menneskeskabte temperaturstigninger under 1,5 C, hvilket vil medføre katastrofale konsekvenser for planeten og menneskeheden. 
  • Afgørelsen bør gælde alle former for direkte markedsføring af fossilgas (som f.eks. gasproduktion, gas-distribution, salg, installation og service af gasfyr m.m.).
  • Afgørelsen bør ligeledes gælde markedsføring/årsrapporter m.m. fra f.eks. pensionsselskaber og andre investeringsselskaber med investeringer i fossilgas produktion, infrastruktur eller distribution. Kampen om kunder (pensionskassens medlemmer) afhænger i højere og højere grad af, om der investeres bæredygtigt.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer