Af: Helene Gjerding, 92-gruppen

Virksomhedsadfærd - hvem har ansvaret? 
Fronterne er trukket skarpt op, når dansk erhvervsliv og dansk civilsamfund sætter ind i kampen for (eller imod) ansvarlig virksomhedsadfærd i EU.

I et nyt direktivforslag fra EU om lovpligtig due diligence vil det for første gang kræves, at store virksomheder på tværs af alle sektorer i EU aktivt forhindrer brud på menneskerettigheder og ødelæggelse af miljø, hele vejen gennem deres globale værdikæder. Direktivforslaget har netop gennem erhvervsministeriet været i høring hos danske interessenter – og de indleverede høringssvar går i stik modsat retning på helt centrale områder.

Stridens kerner 

Sammenligner man det høringssvar, som Dansk Industri (DI) og Finans Danmark har skrevet, med det som er indsendt af 92-gruppen på vegne af over 20 medlemsorganisationer, står det klart, at det grundlæggende er en kamp om ambitionsniveau – fra civilsamfundets forsøg på at inkludere alle virksomheder og stille høje krav til ansvarlighed, til erhvervsorganisationernes arbejde for at begrænse rækkevidden og konsekvenserne af ansvaret. 

Djævlen er i detaljen, og detaljer er der mange af – men et par centrale stridspunkter kan fremhæves, som illustrerer den grundlæggende forskel i ønskerne til direktivet og til virksomheders ansvar.

Første stridspunkt: due diligence for hele værdikæden  

EU-forslaget dikterer, at hele værdikæden skal være underlagt due diligence. Ifølge civilsamfundet er dette afgørende for, at ansvarlig adfærd sikres helt ned til de underleverandører, hvor problemerne er størst. DI og Finans Danmark er derimod kritiske over for, at virksomhederne skal holde øje med og tage ansvar for due diligence i alle led af værdikæden og mener, at det er tilstrækkeligt med ansvar i første led i forsyningskæden. 

Hertil hører også spørgsmålet om civilretligt ansvar. Virksomheder kan blive holdt ansvarlige for overtrædelser begået i hjemlandet eller i udlandet via deres datterselskaber, forretningspartnere og leverandører, og deres ofre vil have mulighed for at anlægge retssager ved EU-domstolene. Dette er et vigtigt element for civilsamfundet. Organisationerne mener derimod, at virksomhedernes juridiske ansvar, og dermed sanktioner, bøder og civilretligt ansvar, udelukkende bør omfatte deres direkte leverandører og ikke hele værdikæden.

Andet stridspunkt: alt for få virksomheder er omfattet af loven  
Direktivet dækker kun helt store virksomheder og slet ikke Små- og Mellemstore (SMV), hvilket betyder, at kun 0,2% af virksomheder i EU og bare 0,13% i Danmark reelt er dækket. 
Erhvervsorganisationerne finder det positivt, da SMV’er vil blive indirekte påvirket af kravene via markedsmekanismerne. Selvom dette argument har sin rigtighed et stykke af vejen, er der i civilsamfundets optik ikke nogen reel gyldig grund til ikke at involvere SMV’er fra starten, da ambitionsniveauet allerede som udgangspunkt er tilpasset virksomhedernes størrelse og muligheder. Vendes argumentet om, kan det hævdes, at undtagelse af de små, gør det sværere for de store at opfylde krav. Virksomheder skal blot analysere og kende deres påvirkninger, adressere problemerne og dokumentere deres fremdrift – og det må og bør SMV’er også kunne. Alle virksomheder, uanset størrelse, bør derfor dækkes af loven, sådan som det fremgår af UNGP og OECD’s retningslinjer.

Tredje stridspunkt: smuthuller og udeladelser 
To store smuthuller i direktivets tekst åbner for fraskrivelse af ansvar. For det første er det kun virksomheders såkaldt 'etablerede' (dvs. varige) forretningspartnere, som er dækket af krav. 
Her mener erhvervsorganisationerne, at "etablerede partnerskaber" bør begrænses til direkte leverandører, dvs. igen ikke omfatte indirekte leverandører og hele værdikæden. Civilsamfundet mener derimod, at smuthullet omkring de såkaldte “etablerede” partnerskaber skal lukkes. Det skal ikke være muligt at modarbejde lovgivningen og internationale retningslinjers intention om stabile og ansvarlige partnerskaber, ved at skifte underleverandører ofte.

Et andet alvorligt hul i direktivet omhandler klausuler og medfører, at virksomheder kan opfylde deres forpligtelser ved blot at tilføje bestemte klausuler i deres kontrakter med leverandører og overlade verifikationsprocessen til tredjeparter. Civilsamfundets organisationer er meget bekymrede over dette smuthul, da det kan være direkte kontraproduktivt i forhold til intentionerne bag loven. Virksomheder bør ikke kunne flytte deres ansvar over på deres leverandører ved at deltage i komplekse forsyningssystemer og konstruktioner for at undgå ansvar og undvige vanskelige spørgsmål. Dette repræsenterer en potentiel risiko for at virksomheder vil benytte sig af passive midler, skrive sig ud af ansvaret og ikke indgå aktivt i overholdelse af due diligence-forpligtelserne. 

Spørgsmålet om klima 

Klimapåvirkninger er ikke inkluderet, og der er ingen konsekvenser for brud på klimaaftaler. Civilsamfundets organisationer opfordrer til, at klima og miljø opgraderes i direktivet – mens erhvervsorganisationerne mener, at der bør tages hensyn til at globale målsætninger ikke kan pålægges enkeltindivider eller enkeltvirksomheder som en juridisk pligt. De foreslår, at kravene erstattes med en ”opmuntring” i direktivets præambel til at følge ambitionerne i Parisaftalen, samt et krav om klimarapportering for de omfattede virksomheder. 

God selskabsledelse 

Adskillelsen af god selskabsledelse fra due diligence er en skrivebordskrig helt for sig, hvor erhvervsorganisationerne arbejder målrettet for, helt at udelade det fra direktivet - mens civilsamfundet hævder, at god selskabsledelse bør høre med.

Det sidste slag er ikke slået i kampen om ansvaret – og arbejdet starter reelt set først når EU-direktivet er vedtaget og skal implementeres.