Forslag til lov om virksomheds- ansvar for menneskerettigheder og miljøstandarder

92-gruppens henvendelse til Erhvervsminister Simon Kollerup vedrørende lovforslaget kan hentes her

92-gruppens følgebrev vedrørende lovforslaget kan hentes her

Herunder og med fodnoter som pdf her

Forslag til lov om virksomheders ansvar for og respekt af
internationalt anerkendte menneskerettigheder og miljøstandarder

Kapitel 1
Anvendelsesområde, formål og definitioner
§ 1. Denne lov finder anvendelse på, når intet andet fremgår af denne lov:
1) en dansk privat eller offentlig virksomhed eller en udenlandsk virksomhed, som udøver virksomhed med fast driftssted i Danmark jf. stk 2.
2) en udenlandsk dattervirksomhed til en dansk privat eller offentlig virksomhed, jf. stk. 3
3) en dansk dattervirksomhed til en udenlandsk virksomhed jf. stk. 4
Stk. 2. Ved en dansk privat eller offentlig virksomhed forstås en virksomhed, der er hjemmehørende i Danmark.
Stk. 3. Ved en dattervirksomhed til en dansk privat eller offentlig virksomhed forstås datterselskaber hjemmehørende i udlandet, som en dansk privat eller offentlig virksomhed gennem ejerskab eller kontrol har en dominerende direkte eller indirekte indflydelse over.
Stk. 4. Ved en dansk dattervirksomhed til en udenlandsk virksomhed forstås datterselskaber hjemmehørende i Danmark, som en udenlandsk virksomhed gennem ejerskab eller kontrol har en dominerende direkte eller indirekte indflydelse over.

Bemærkninger til § 1
Loven finder anvendelse på alle virksomheder uanset størrelse, karakter, ejerforhold, sektor og således også den finansielle sektor, industri mv. Loven reflekterer UNGP, herunder princip 14. En dansk virksomhed er

virksomheder hjemmehørende i Danmark, men dette omfatter også en udenlandsk virksomhed, der udøver virksomhed med fast driftssted her i Danmark.
Desuden finder loven anvendelse på dattervirksomheder i udlandet, som er kontrolleret af en dansk virksomhed. Formålet er at sikre, at danske virksomheder, der opererer via dattervirksomheder i udlandet, sikrer, at disse også agerer med nødvendig omhu og respekterer internationalt anerkendte menneskerettigheder og miljøstandarder. Dattervirksomheder i udlandet omfatter alle typer af juridiske enheder uanset størrelse, karakter, ejerforhold, industri mv. Det vil sige, at det også kan omfatte den danske virksomheds faste driftssteder i udlandet.
Det følger allerede indirekte af UNGP og OECDs retningslinjer afsnit II.A.10-11 samt kommentar 8-9, at virksomheder skal sikre, at deres dattervirksomheder respekterer internationale menneskerettigheder samt beskytter miljøet, herunder udviser nødvendig omhu, og at et moderselskab kan bidrage til negative indvirkninger, som er forårsaget af dets dattervirksomhed. Dattervirksomheden skal stadig efterleve lokal lovgivning og stå til ansvar lokalt for eventuelle overtrædelser af national menneskerettigheds- og miljørelateret lovgivning.


§ 2. Loven finder anvendelse på de i § 1, stk. 1, nævnte virksomheders forretningsmæssige aktiviteter, produkter eller tjenesteydelser, uanset om de udvindes, produceres, distribueres, leveres, udøves, sælges, afskaffes mv. i Danmark eller uden for Danmark.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på de i § 1, stk. 1, nævnte virksomheders forretningsrelationer, uanset deres karakter, og hvor forretningspartnere, enheder i værdikæden mv. måtte være hjemmehørende.

Bemærkninger til § 2
§ 2 vedrører lovens geografiske anvendelsesområde. Loven finder udtrykkeligt anvendelse på en virksomheds indvirkninger i Danmark eller andetsteds uanset om de er en følge af virksomhedens egne handlinger eller udladelser eller en forretningsrelations. Hensigten er at gøre det klart, at loven har en ekstraterritorial virkning.

§ 3. Ved loven tilstræbes
1) at virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, respekterer internationalt anerkendte menneskerettigheder og miljøstandarder, ligesom de tager nødvendige tiltag til at disse er respekteret i deres værdikæder
2) at virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, kender deres risici for negative indvirkninger på internationalt anerkendte menneskerettigheder og miljøstandarder, ligesom de skal kunne redegøre for, hvorledes de identificerer og håndterer sådanne risici.
3) at virksomheder, omfattet af § 1, nr. 1, skal kunne ifalde et erstatningsansvar, såfremt de som følge af manglende nødvendig omhu forårsager eller bidrager til negative indvirkninger på internationalt anerkendte menneskerettigheder eller miljø, uanset hvor indvirkningen har fundet sted, og uanset om det er en dattervirksomhed, der har forårsaget eller medvirket til indvirkningen.
4) at skabe grundlag for, at virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, selv kan identificere og adressere deres menneskerettigheds- og miljørisici med vejledning og kontrol fra Erhvervsstyrelsen

Bemærkninger til § 3
Bestemmelsen reflekterer ønsket om at omsætte UNGP og OECD Retningslinjer til en forpligtelse for de virksomheder, der er oplistet under § 1, stk. 1, nr. 1, men også for at mulige ofre for menneskerettigheds- og miljøindvirkninger, der har medført et tab eller skade, skal have adgang til få prøvet spørgsmålet ved en dansk domstol, uanset at indvirkningen har fundet sted uden for landets grænser, og at det er en dattervirksomhed, som har forårsaget eller bidraget til indvirkninger.

Virksomheder kan også blive erstatningsansvarlige for tab eller skader, som deres forretningsrelationer har forårsaget eller medvirket til, hvis den danske virksomhed eller dens dattervirksomhed har haft kendskab til forholdet eller burde have haft kendskab til forholdet, der har ledt til skaden eller tabet eller risikoen herfor, men desuagtet intet reelt har gjort for at påvirke sin forretningsrelation. Den danske virksomhed har dermed accepteret risikoen eller skaden som en del af virksomhedens forretningsrelation og den danske virksomhed eller dens datterselskab har således medvirket til, at skaden og tabet kunne opstå. Virksomheder kan også blive erstatningsansvarlige for tab eller skader forårsaget af en forretningsrelation, såfremt virksomheden eller dens dattervirksomhed har bidraget til at skaden og tabet kunne opstå.
Modsat årsregnskabslovens § 99a, indeholder loven en række forpligtelser om at have en menneskerettigheds- og miljøpolitik, at udøve nødvendig omhu og at kunne redegøre for sin nødvendige omhu i forhold til virksomhedens potentielle og aktuelle negative indvirkninger på menneskerettigheder og miljø. Efterlevelsen af disse forpligtelser forventes regelmæssigt kontrolleret af Erhvervsstyrelsen enten af egen drift eller som følge af en henvendelse fra en eller flere borgere , NGO´er , fagforeninger , rettighedshavere , mv. hvorved Erhvervsstyrelsen også vil kunne komme med vejledning til virksomheden.
Med loven sikres, at virksomheder foretager nødvendig omhu efter fælles retningslinjer for håndtering af aktuel og potentiel negativ indvirkning i forhold til internationalt anerkendte menneskerettigheder og miljøstandarder således, at virksomheder stilles til ansvar i forhold til negativ indvirkning på menneskerettigheder og miljøstandarder; kan sammenlignes og være transparente. I Frankrig er der allerede vedtaget lovgivning (”Duty of Vigilance’ law”); i Norge drøftes et konkret lovforslag i parlamentet; i Tyskland afventes et lovforslag og i andre lande indgår det i regeringsaftalerne, at man vil indføre lovgivning eller overveje at indføre lovgivning. Dette er tilfældet i Luxembourg og i Finland. I den finske regerings lovprogram fra 2019 indgår det, at man både vil indføre lovgivning nationalt og presse på for at der kommer lovgivning på EU-plan. I Holland er drøftelserne også i fuld gang. EU-kommissæren for juridiske anliggender D. Reynders har endvidere i april 2020 meldt ud, at der også er EU-lovgivning på vej .

§ 4. I denne lov forstås ved:
1) Internationalt anerkendte menneskerettigheder: Verdenserklæringen om Menneskerettigheder; Den Internationale Konvention om Civile og Politiske Rettigheder; Den Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder samt principperne fastlagt i ILO's Erklæring om Grundlæggende Arbejdstagerrettigheder fra 1998. Hertil kommer for eksempel også den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap; FN’s Konvention om Barnets Rettigheder; FN's Konvention om Afskaffelse af Alle Former for Diskrimination imod kvinder, FN’s konvention om Afskaffelse af Alle Former for Racediskrimination, FN’s Konvention mod Tortur og anden Grusom, Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf samt de standarder, der er fastlagt i international humanitær folkeret. Virksomheder, der har aktiviteter i lande med oprindelige folk, forventes at respektere internationale standarder for oprindelige folks rettigheder, der er tiltrådt af Danmark.
2) Miljø: Virksomheder skal overholde national miljølovgivning, såfremt den som minimum er overensstemmende med internationale standarder. Internationale miljøstandarder kan omfatte de standarder som Danmark eller de lande, hvor virksomheder opererer, har underskrevet men ikke nødvendigvis ratificeret. Miljøkrav kan også være udtrykt i relevante europæiske og internationale aftaler, principper, målsætninger og standarder.
3) Nødvendig omhu: En proces, der sikrer, at virksomheden tager ansvar ved løbende at foretage en vurdering af dens aktuelle og potentielle negative indvirkninger på internationalt anerkendte menneskerettighederne og miljø, at resultaterne indarbejdes og effektive handlinger iværksættes, at de iværksatte handlinger monitoreres, og at der løbende kommunikeres og rapporteres om, hvordan de negative indvirkninger håndteres.
4) Negativ indvirkning: En aktivitet eller undladelse, der medfører, at en person eller gruppe af personer fratages, forhindres, begrænses eller påvirkes negativt i forhold til deres internationalt anerkendte menneskerettigheder, eller at miljøet udsættes for overlast i strid med national lovgivning eller internationale standarder, hvor national lovgivning indeholder en ringere beskyttelse.
5) En vis grovhed: En indvirkning på en international anerkendt menneskerettighed eller miljøet skal have være kvalificeret for, at dette kan medføre et erstatningsansvar. I denne konkrete vurdering vil indgå indvirkningens intensitet eller omfang eller muligheden for genoprettelse til situationen før indvirkningen fandt sted.
6) Forretningsrelationer: Relationer med forretningspartnere, enheder i værdikæden og enhver ikke-statslig eller statslig enhed mv., der har direkte tilknytning til virksomhedens aktiviteter, produkter eller tjenesteydelser.
7) Aktiviteter: Omfatter både aktive handlinger og undladelse
8) Kontrol: Omfatter direkte og indirekte kontrol.

Bemærkninger til § 4
§ 4, nr. 1) definerer den i lovens forstand menneskeretlige ramme for de i § 1, stk. 1, nævnte virksomheder. Bestemmelsen bygger på UNGP og OECDs retningslinjer, og henviser til international ret som Danmark og den langt overvejende del af FN’s medlemsstater er forpligtet af. I forhold til internationale standarder for oprindelige folks rettigheder tænkes navnlig på FNs erklæring for oprindelige folk som blev vedtaget FNs generalforsamling den 13. september 2007 af et flertal på 144 stater og ILO-konvention nr. 169 af 28. juni 1989 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater, som Danmark har ratificeret.
§ 4, nr. 2) definerer den i lovens forstand miljømæssige ramme for de i § 1, stk. 1, nævnte virksomheder. Bestemmelsen bygger på OECDs retningslinjer, og henviser til internationale standarder som Danmark har underskrevet, ratificeret eller i øvrigt følger. Disse anvendes, fordi det må forventes, at såvel Danmark som danske virksomheder har en interesse i at fremme og efterleve disse standarder. Eksempler på internationale standarder kan være konvention af 5. juni 1992 om den biologiske mangfoldighed (biodiversitetskonventionen), Rio-erklæringen om miljø og udvikling, Agenda 21 (i Rio-erklæringen), FNs Klima Konvention (UNFCCC) - herunder Kyoto protokollen og Paris Aftalen, Basel-konventionen om bevægelser over grænser med farligt affald, MARPOL-Konventionen – den international traktat med tilhørende protokol, hvis formål er at begrænse forurening af havene, herunder med dumping af olie og affald, Stockholm Konventionen, der regulerer anvendelse, produktion, import og eksport af en række svært nedbrydelige organiske miljøgifte (persistent organic pollutants) blandt andet PCB, DDT, dioxin og en række pesticider, Washington-Konventionen/CITES (Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora) og Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlighedens medvirken i beslutningstagning og klageadgang på miljøområdet. Det kan også være (yderligere) standarder, der er udviklet af internationale organisationer.

§ 4, nr. 3) giver en definition på nødvendig omhu, mens § 6 beskriver nærmere, hvilke forpligtelser der i denne lov knytter sig til kravet om nødvendig omhu. § 4, nr. 3) bruger definitionen på nødvendig omhu, der findes UNGP nr. 17 og i OECD retningslinjers kommentar nr. 45. Dette er også reflekteret i bemærkningerne til forslag til lov om mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd pkt. 2.1.5.2. Nødvendig omhu er således udtryk for en proces, der skal foretages kontinuerligt men også i forhold til forretningsrelaterede beslutninger, eksempelvis ved indgåelse af nye forretningsrelationer, nye projekter, nedlukning af aktiviteter, udvikling af nye produkter eller andre væsentlige.
En indvirkning kan opstå i hele virksomhedens værdikæde, i forhold til virksomheden selv og dennes forretningsmodel eller i forbindelse med virksomhedens forretningsrelationer.
En virksomhed kan forårsage, bidrage eller gennem sine forretningsrelationer være direkte forbundet til negative indvirkninger på menneskerettigheder og miljøstandarder.
Ved ”forårsage” er der en direkte sammenhæng mellem virksomhedens aktivitet og indvirkningen. Uden virksomhedens aktivitet ville indvirkningen ikke være indtruffet.
Ved ”bidrage” vil virksomhedens aktivitet have en vis betydning for den endelige indvirkning, men andre aktører forårsager eller bidrager til samme indvirkning. Et bidrag til indvirkning kan også opstå, såfremt virksomheden er direkte forbundet til en indvirkning gennem en forretningsrelation, men forholder sig passivt til indvirkningen og dermed accepterer at være direkte forbundet til indvirkningen gennem sin forretningsrelation, eller hvis virksomheden bidrager aktivt til indvirkningen.
Hvis virksomheden forårsager eller bidrager til indvirkningen eller er i risiko for dette, forventes det, at virksomheden selv tager ansvar for at forebygge, afbøde og udbedre indvirkninger og egentlige menneskerettighedskrænkelser. Derfor skal virksomheden også selv, eller sammen med andre, have effektive og troværdige systemer på plads, der giver mulighed for personer, der mener, at de har været udsat for en negativ indvirkning at klage over indvirkningen og få genoprejsning.
Ved ”direkte forbundet til indvirkningen gennem en forretningsrelation” vil det være aktøren i forretningsrelationen, der har forårsaget eller bidraget til indvirkningen, som har ansvaret som følge heraf. Virksomheden har derfor ikke det primære ansvar for at afbøde indvirkningen eller genoprette/afhjælpe situationen, men bør vælge at gøre dette, især hvis aktøren står i en sårbar situation . Men virksomheden skal aktivt bruge sin indflydelse eller forsøge at øge den for at påvirke aktøren gennem sin forretningsrelation. Hvis det er gjort forgæves eller er udsigtsløst, må virksomheden overveje sin mulige eller aktuelle forretningsrelation og afslutte den. Om en virksomhed skal afslutte en forretningsrelation – eller

lade være med at indgå i en - afhænger af, hvorvidt virksomheden kan bidrage til at forbedre menneskerettigheds- eller miljøsituationen eller ikke. Hvis virksomheden er direkte forbundet til indvirkningen gennem en forretningsrelation (f.eks. en leverandør eller en kunde), er forventningen ikke, at virksomheden skal overtage ansvaret for at håndtere indvirkningen, men at få forretningsforbindelsen til at efterleve forventningerne til nødvendig omhu, herunder afbøde og udbedre negative indvirkninger og egentlige menneskerettighedskrænkelser
Nødvendig omhu tilsigter at forhindre og minimere risikoen for negative indvirkninger i relation til virksomhedens forretningsaktiviteter og dermed også risikoen for egentlige krænkelser af internationalt anerkendte menneskerettigheder og tilsidesættelse af miljøstandarder. Nødvendig omhu indebærer, at virksomheden aktivt og metodisk identificerer, vurderer og adresser risikoen for negative indvirkninger på de internationalt anerkendte menneskerettigheder og miljø i forbindelse med virksomhedens forretningsaktiviteter, både hos virksomheden selv og i forbindelse med dens forretningsrelationer, inklusive i hele værdikæden, og træffer foranstaltninger til at forebygge risikoen for sådanne indvirkninger. Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, bør derfor konkret identificere, forebygge, afbøde, udbedre og redegøre for aktuelle og potentielle negative indvirkninger og dattervirksomheder af danske virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, forventes at gøre det samme i deres kontekst som følge af den danske virksomheds ”nødvendig omhu” forpligtelse
Når der identificeres konkrete negative indvirkninger, skal virksomheden udnytte sine muligheder for indflydelse - evt. i samarbejde med andre - til at stoppe indvirkningen og sikre den eller de berørte den nødvendige afhjælpning. Da alle virksomhedens forretningsrelationer forventes at respektere menneskerettigheder og implementere processer for nødvendig omhu, er det ikke hensigten at flytte ansvaret fra forretningsrelationen til virksomheden omfattet lovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Alle virksomheder omfattet af lovens § 1, stk. 1, forventes at udvise nødvendig omhu, men karakteren og omfanget af den nødvendige omhu afhænger af den konkrete situation og den enkelte virksomheds særlige omstændigheder, herunder størrelse, mv.
§ 4, nr. 4) definerer begrebet indvirkning. I forhold til indvirkning på menneskerettigheder er det vigtigt at bemærke, at en indvirkning ikke er det samme som en krænkelse af en menneskerettighed. En virksomhed kan således have en negativ indvirkning på en rettighed uden at dette er krænkelse.
§ 4, nr. 5) definerer begrebet ”en vis grovhed”, der centralt i vurderingen af, hvorvidt en virksomhed kan blive erstatningsansvarlig. Karakteren af grovheden skal ses i dens kontekst, men omfanget af indvirkningen; intensiteten af indvirkningen i forhold til rettigheden eller hvorvidt konsekvenserne af indvirkningen er uoprettelige, vil være kriterierne for vurderingen af grovheden.
§ 4 nr. 6) definerer de forretningsrelationer som loven omfatter. Dette kan være diverse enheder i hele værdikæden, herunder også private og statslige enheder som virksomheden har en forretningsrelation med, og ikke alene leverandørkæden, men også i relation til kunder, klienter, hvis virksomheden har andel i joint ventures, investeringer i selskaber, investorer, mv. Beskrivelsen er baseret på UNGP 13 samt OECDs retningslinjer afsnit A.11 og A.12 med kommentarer til disse to sæt retningslinjer.
§ 4, nr. 8) definerer kontrol. Det vil sige at det omfatter direkte og indirekte kontrol, herunder hvor virksomheden har den formelle kontrol; egentlige kontrol eller evnen til at udøve kontrol.


Kapitel 2
Menneskerettigheds- og miljøpolitik
§ 5 Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr.1, skal udarbejde og offentliggøre politikker for respekt for internationalt anerkendte menneskerettigheder og miljøstandarder, herunder hvorledes virksomheden integrerer nødvendig omhu i sit virke og i forhold til sine forretningsrelationer og hvilke eventuelle internationale standarder, retningslinjer eller principper, som virksomheden anvender.
Stk. 2. Danske virksomheder, der har dattervirksomheder i udlandet, jf. § 1, stk. 1, nr. 2, skal offentliggøre oplysninger om de dattervirksomheder politikken gælder for. Er der dattervirksomheder, som politikken ikke gælder for, skal det ligeledes offentliggøres.
Stk. 3. Det skal fremgå af den offentliggjorte politik, hvordan den finder anvendelse på hele virksomhedens værdikæde. Det skal fremgå af offentliggørelsen, hvordan politikken er kommunikeret til interne og eksterne interessenter.
Stk. 4. Det skal fremgå af offentliggørelsen af politikken, hvornår politikken er vedtaget.
Stk. 5. Det skal fremgå af politikken, at den er vedtaget af det øverste ledelsesorgan hos virksomheden, og at det øverste ledelsesorgan har ansvaret for at kontrollere, at politikken efterleves.
Stk. 6. Hos store virksomheder omfattet af årsregnskabslovens § 99a eller virksomheder omfattet af andre krav om ikke-finansiel rapportering skal der være udpeget en kontaktperson på ledelses- og direktionsniveau for henvendelser vedrørende politikken og oplysninger herom skal fremgå sammen med offentliggørelsen af politikken.
Stk. 7. Det skal fremgå af politikken om, hvordan virksomheden modtager og behandler henvendelser vedrørende politikken.
Stk. 8. Erhvervsstyrelsen påser af egen drift, eller som følge af en henvendelse, efterlevelsen af denne bestemmelse for så vidt angår virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1. Inden en fremsendelse af henvendelsen til Erhvervsstyrelsen, skal virksomheden være kontaktet skriftligt for, at denne inden for 60 dage fra modtagelsen af henvendelsen kan offentliggøre en politik eller redegøre for hvorfor en sådan politik ikke er offentliggjort. Ved henvendelsen til Erhvervsstyrelsen skal svaret fra virksomheden vedlægges.
Stk. 9. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler for dens kontrol af nærværende bestemmelse.

Bemærkninger til § 5
Kravet er baseret på UNGP 16; OECDs retningslinjer kapitel IV samt kapitel VI, hvorefter der en forventning om at virksomheder har politikker om respekt for menneskerettigheder og miljø. Af UNGP 16 fremgår det: ”As the basis for embedding their responsibility to respect human rights, business enterprises should express their commitment to meet this responsibility through a statement of policy that: (a) Is approved at the most senior level of the business enterprise; (b) Is informed by relevant internal and/or external expertise; (c) Stipulates the enterprise’s human rights expectations of personnel, business partners and other parties directly linked to its operations, products or services; (d) Is publicly available and communicated internally and externally to all personnel, business partners and other relevant parties.”
Det fremgår også årsregnskabslovens §99a, at store virksomheder skal give oplysning om virksomhedens politikker for samfundsansvar, herunder menneskerettigheder. Lignende bestemmelser findes i blandt andet bekendtgørelse nr. 937 af 27/07/2015 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser § 132. Modsat årsregnskabsloven og andre regler om ikke-finansiel rapportering, stiller

lovforslaget krav om, at virksomheden har sådanne politikker, hvorfor årsregnskabsloven og tilsvarende regler må tilrettes.
§ 5 har til formål at gøre det mere tydeligt, at virksomheder skal have en sådan politik samtidigt med at der stilles minimumskrav til politikkens indhold (eksempelvis at den skal henvise til respekt for internationalt anerkendte menneskerettigheder); til niveauet af vedtagelsen og at det skal oplyse, hvordan den er blevet kommunikeret ud såvel til omverdenen og internt.
Kravene i stk. 1 og 3-5 gælder for alle virksomheder nævnt i stk. 1, nr. 1, uanset størrelse og også for dattervirksomheder i Danmark, der indgår i en koncern.
Modsat årsregnskabslovens § 99a og tilsvarende regler kan dattervirksomheder i Danmark ifølge nærværende lov ikke blive omfattet af koncernens generelle politik og dermed undlade at have deres egen politik eller nødvendig omhu processer. Det er den enkelte virksomheds eget ansvar. Dattervirksomheder vil dog kunne læne sig op ad modervirksomhedens politik.
Dattervirksomheder i udlandet forventes at have deres egne politikker, hvis de ikke er omfattet af modervirksomhedens politik, men de er ikke omfattet direkte af lovens krav om en politik, idet loven alene forholder sig til danske virksomheders ansvar, når de er hjemmehørende i Danmark. Det er ikke muligt i Danmark at håndhæve manglende efterlevelse af kravet om en politik hos en dattervirksomhed i udlandet. Derimod kan der stilles krav om, at den danske modervirksomhed oplyser om hvilke dattervirksomheder, modervirksomhedens politikker gælder for og dermed også dens nødvendig omhu processer. Har dattervirksomheder ikke deres egen politik, kan dette indgå i element i vurderingen af om, hvorvidt modervirksomheden har udvist sin nødvendige omhu, idet en politik antages at være en forudsætning for, at dattervirksomheden kan adressere aktuelle og potentielle menneskerettigheds- og miljøindvirkninger.
Endelig skal store virksomheder omfattet af årsregnskabslovens § 99a og virksomheder der i øvrigt er omfattet af andre regler om ikke-finansiel rapportering offentliggøre navnet på kontaktpersoner for politikkens efterlevelse, jf. stk. 6. Personerne skal være placeret på ledelses- og direktionsniveau. Dermed tydeliggøres det for omverdenen, hvem eksterne interessenter kan rette henvendelse til om politikken. Derudover skal politikken indeholde oplysninger om, hvordan man kan klage over manglende efterlevelse af lovens krav om en politik. Det forudsættes, at virksomhederne omfattet af loven har etableret effektive og troværdige processer for modtagelse og behandling af henvendelse om efterlevelse af loven.
Ifølge stk. 8 skal Erhvervsstyrelsen kontrollere af egen drift eller som følge af en henvendelse hvorvidt bestemmelsen efterleves af virksomheder.
Da loven potentielt omfatter tusindvis af virksomheder, er det ikke muligt at monitorere alle virksomheder. Da det er vigtigere, at virksomheder får politikker end at de i første omgang sanktioneres for manglende efterlevelse, er bestemmelsen baseret på en dialog mellem virksomheden på den ene side og de interessenter, der måtte mene, at loven ikke efterleves. Derfor skal virksomhederne gives en frist til at respondere på henvendelser fra interessenter inden Erhvervsstyrelsen følger op.
Efter modtagelsen af henvendelsen i Erhvervsstyrelsen vil sagsbehandlingen følge de regler som styrelsen har fastsat. Erhvervsstyrelsen kan i tilfældet af, at virksomheden ikke efterkommer styrelsens krav, påbyde en virksomhed at udforme en politik mv., og manglende efterlevelse af et påbud kan resultere i en sanktion i form af en bøde.

Kapitel 3
Nødvendig omhu
§ 6 Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, skal udvise nødvendig omhu ved at have udarbejdet processer, hvorved de effektivt kan identificere, forebygge, afbøde, udbedre og redegøre for aktuelle og potentielle negative indvirkninger på menneskerettighederne og miljø, som de forårsager, bidrager eller er direkte forbundet til gennem deres forretningsrelationer. Sådanne processer skal som minimum omfatte følgende elementer:
1) Identifikation og vurdering af potentielle og aktuelle negative indvirkninger i forhold til miljø og alle internationalt anerkendte menneskerettigheder i værdikæden, egne operationer og deres forretningsrelationer i øvrigt.
2) Udarbejdelse og implementering af planer for at adressere potentielle og aktuelle negative indvirkninger, som virksomheden selv forårsager eller bidrager til, hvor relevante interessenter inddrages i formuleringer af indsatser og mål samt i selve opfølgningen.
3) Udarbejdelse og implementering af planer for at adressere potentielle og aktuelle negative indvirkninger, som virksomheden er direkte forbundet til gennem sine forretningsrelationer, ved aktivt at søge og øge indflydelse i forhold til sine forretningsrelationer for at få disse til at respektere internationalt anerkendte menneskerettigheder og beskytte miljøet samt udvise nødvendig omhu.
4) Saglig prioritering af risikoanalyse og opfølgning, hvis det ikke er muligt at adressere alle potentielle og aktuelle negative indvirkninger samtidigt, hvor prioriteringen styres af omfanget eller alvoren af indvirkningen og herefter sandsynligheden for at indvirkningen vil indtræffe. Når de højest prioriterede negative indvirkninger er adresseret, skal de lavere prioriterede indvirkninger adresseres.
5) Udbedring af negative indvirkninger, som virksomheden selv har forårsaget, eller bidrage til udbedring hvor virksomheden har bidraget til indvirkningen. Hvor virksomheden er direkte forbundet til indvirkningen gennem sin forretningsrelation, skal virksomheden træffe de nødvendige foranstaltninger for at påvirke forretningsrelationen til at udbedre de negative indvirkninger.
6) Integration af resultaterne af analysen i ledelsessystemer, processer, handlingsplaner mv.
7) Sikre at ledelsessystemer; processer, herunder processer for indgåelse og opfølgning på kontrakter samt andre væsentlige forretningsbeslutninger; viden mv. løbende vurderes og opdateres med inddragelse af rettighedshavere og interessenter for at kunne identificere, kortlægge og adressere indvirkninger.
8) Anvende indikatorer for at måle effektiviteten af indsatserne
9) Træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 udøver nødvendig omhu som beskrevet i § 6, stk. 1, nr. 1) -7)
10) Med udgangspunkt i punkterne 1)-9) løbende offentliggøre, og mindst en gang årligt, på virksomhedens hjemmeside en redegørelse med oplysninger om virksomhedens system for styring af menneskerettigheds- og miljøindvirkninger såvel i forhold til væsentlige forretningsbeslutninger som løbende, herunder hvordan væsentlige forretningsbeslutninger er defineret; hvilke risici der er identificeret; hvordan disse adresseres og om nødvendigt prioriteres; hvordan relevante interessenter er udvalgt og inddraget; og hvordan effekten af indsatsen måles og resultaterne heraf. Det skal af offentliggørelsen fremgå, hvor ofte analysen i pkt. 1) opdateres og begrundelsen for det valgte interval.
Stk. 2. Punkterne i stk. 1 nr. 1) -4) skal iagttages såvel løbende som i forhold til væsentlige forretningsbeslutninger.
Stk. 3. En virksomhed, der falder indenfor grænserne nævnt i årsregnskabslovens § 7, stk. 2 skal indsende sine oplysninger i medfør af stk. 1, nr. 10, til Erhvervsstyrelsen i forbindelse med dens årsberetning. Erhvervsstyrelsen vil vurdere om, hvorvidt rapporten indeholder de krævede oplysninger. Erhvervsstyrelsen kan af egen drift, eller på grundlag af en henvendelse, foretage en undersøgelse af om, hvorvidt oplysningerne er korrekte, herunder om kravene i stk. 1, nr. 1-9 er efterlevet.
Stk. 4. Private eller offentlige mikrovirksomheder, jf. årsregnskabslovens § 22 a skal træffe passende foranstaltninger til at opfylde kravene i stk. 1, men er undtaget fra at offentliggøre en redegørelse efter stk. 1, nr. 9), hvis de efter en tilstrækkelig risikovurdering vurderer, at de ikke har en væsentlig risiko for at forårsage, bidrage eller være direkte forbundet til alvorlige indvirkninger af en vis grovhed.
For at være undtaget fra pligten efter stk. 1, nr. 10), skal virksomheden, i forbindelse med offentliggørelsen af sin politik, kunne redegøre for, hvorfor denne ikke mener at være i risiko for at forårsage, bidrage eller være direkte forbundet til alvorlige indvirkninger af en vis grovhed.
Stk. 5. Erhvervsstyrelsen påser af egen drift, eller som følge af en henvendelse, hvorvidt de i stk. 4 nævnte virksomheder opfylder deres forpligtelser.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler for dens kontrol af nærværende bestemmelse.
Bemærkninger til § 6
§ 6 beskriver kravene til virksomhedernes, omfattet af § 1 stk. 1., nr. 1-3, nødvendige omhu. Kravene er baseret på UNGP 17-21; OECDs retningslinjer kapitel II og IV samt bemærkningerne hertil. Se også

bemærkningerne under § 4. I den nødvendige omhu indgår muligheden for at lave en saglig prioritering af indvirkninger og opfølgning, hvis det ikke er muligt at adressere alle indvirkninger samtidigt, hvor prioriteringen styres af omfanget eller alvoren af indvirkningen og herefter sandsynligheden for at indvirkningen vil indtræffe. Dette betyder dog ikke, at virksomheden kan undlade at adressere andre indvirkninger, men at virksomheden løbende må vurdere om karakteren af disse ændres, og at virksomheden, når denne har adresseret de højst prioriterede, retter sit fokus mod de andre indvirkninger.
En virksomhed skal som led i sin nødvendige omhu, i medfør af § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, udarbejde planer for, hvordan den vil adressere sine potentielle og aktuelle negative indvirkninger. Disse planer skal offentliggøres som led i den årlige redegørelse, jf. § 6, stk. 1, nr. 10.
En stor virksomhed, omfattet af årsregnskabsloven § 99a, eller virksomheder omfattet af andre regler for ikke-finansiel rapportering, skal offentliggøre oplysning om anvendte processer for nødvendig omhu, men kun hvis virksomheden anvender sådanne processer. Nærværende lov stiller krav om, at store, mellemstore og små virksomheder, ligesom alle andre virksomheder omfattet af loven, skal have nødvendig omhu processer på plads og offentliggøre en rapport om, hvordan de håndterer dette krav (mikrovirksomheder undtaget). En virksomheds redegørelse i medfør af § 6 kan indgå som erstatning for virksomhedens menneskerettighedsredegørelse under andre regler om ikke-finansiel rapportering, som årsregnskabslovens §99 a, men redegørelse efter sådanne regler kan ikke erstatte redegørelse efter § 6, hvorfor det må overvejes om § 99a skal tilrettes.
Erhvervsstyrelsen skal modtage oplysninger fra virksomhederne om efterlevelsen af § 6, stk. 1, nr. 1-9. Der lægges op til, at styrelsen skal efterse om hvorvidt rapporten indeholder de krævede oplysninger. Men styrelsen skal også af egen drift eller på grundlag af en henvendelse foretage en undersøgelse af om, hvorvidt oplysningerne er korrekte, herunder om kravene i stk. 1, nr. 1-9 er efterlevet. Dette skal ses i lyset af lovens §§9-11, hvorved ved virksomheder kan pålægges påbud og idømmes sanktioner for manglende efterlevelse af loven eller ved at offentliggøre urigtige eller vildledende oplysninger.
Der er ingen undtagelse til kravet om nødvendig omhu, og det er ikke muligt at beskrive i en lov, at den alene finder anvendelse på en vis type af virksomhed eller virksomheder der beskæftiger sig i højrisikolande eller sektorer.
Det anerkendes dog, at mikrovirksomheder med begrænsede forretningsrelationer i sjældnere situationer vil have væsentlige negative indvirkninger Derfor graduerer loven forpligtelserne efter § 6, stk. 1. Det vil sige, at private eller offentlige mikrovirksomheder ikke skal offentliggøre, hvordan de udøver deres nødvendige omhu, men at de alene skal redegøre for, hvorfor de vurderer, at de ikke har en væsentlig risiko for at forårsage, bidrage eller være direkte forbundet til alvorlige indvirkninger.
Denne vurdering, der skal være sagligt begrundet, skal offentliggøres sammen med deres politikker.
Endvidere kan det indgå i vurderingen af mikrovirksomheders nødvendige omhu og af, hvordan de opfylder kravene, deres konkrete kontekst, som eksempelvis deres ressourcer, deres muligheder for at udøve indflydelse, deres sektor og deres værdikæde geografiske udstrækning.
Mikrovirksomheder er virksomheder, som falder ind under kriterierne nævnt i årsregnskabslovens § 22 a, hvilket typisk er virksomheder med under 10 fuldtidsansatte.
Selvom disse virksomheder er undtaget fra forpligtelsen til at offentliggøre en nødvendig omhu redegørelse, skal erhvervsstyrelsen stadig kontrollere af egen drift eller som følge af en henvendelse fra offentligheden om, hvorvidt virksomheden alligevel er omfattet af forpligtelsen, eller om virksomheden har truffet passende foranstaltninger til at implementere forpligtelsen om nødvendig omhu.

Hvis virksomheder ikke redegør for, hvorledes de håndterer deres nødvendige omhu, eller hvis deres nødvendige omhu, som angivet i deres redegørelsen, er mangelfuld sammenholdt med kriterierne kan erhvervsstyrelsen pålægge virksomheden et påbud og manglende efterlevelse af påbuddet, kan medføre en sanktion i form af en bøde.
§ 6 tjener også et yderligere formål, idet den fastsætter standarden for nødvendig omhu og dermed udtryk for den handlepligt en virksomhed har. Virksomheder kan blive erstatningsansvarlige efter loven for den økonomiske og ikke-økonomiske tab, som en person måtte få som følge af, at en virksomhed har forårsaget eller bidraget til en indvirkning. Det betyder, hvis forholdet ikke er omfattet af anden lovgivning, vil forholdet blive vurderet på samme vis som ved erstatning uden for kontrakt.
Det vil sige, at virksomheden, herunder dens ansatte, skal have handlet culpøst (uagtsomt) for at ifalde et erstatningsansvar. Da der er tale om indvirkning af en vis grovhed, er det virksomheden, der skal godtgøre, at denne ikke har handlet culpøst. Det vil sige, at virksomheden skal godtgøre, at den har udvist den rette nødvendige omhu i forhold til den konkrete skade eller den skal godtgøre, at den konkrete skade ville være opstået uanset hvor effektiv den nødvendige omhu ville have været. Hvis virksomheden kan løfte denne bevisbyrde, vil virksomheden ikke have handlet culpøst, og skaden vil være hændelig, hvorfor virksomheden ikke vil blive erstatningsansvarlig. Desto mere uagtsomt eller forsætlig, desto større grund til, at godtgørelsen for ikke-økonomiske tab vil blive forhøjet. Det vil sige standarden ”nødvendig omhu” er virksomhedens værn mod et erstatningsansvar men vil også påvirke vurderingen af godtgørelsen for eventuelle ikke-økonomiske tab.
Endelig bestemmer § 6, stk. 1, nr. 8, at en virksomhed hjemmehørende i Danmark, der har dattervirksomheder uden for Danmark, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at disse også udviser nødvendig omhu. Det betyder, at virksomheden aktivt gennem sin indflydelse skal sørge for, at dattervirksomheder uden for Danmark efterlever kravene i stk. 1, nr. 1-8, og at det må formodes som den altovervejende hovedregel at kunne ske, undtagen i helt særlige tilfælde, hvor virksomheden reelt, trods forgæves forsøg, er forhindret i dette.

Kapitel 4
Adgang til at klage
§ 7 Virksomheder med undtagelse af mikrovirksomheder skal have etableret formelle klageprocesser for personer, der mener, at virksomheden har forårsaget eller bidraget til negative indvirkninger, således at virksomheden kan kompensere eller på anden vis genoprette situationen. Processerne skal omfatte dattervirksomheder, jf. f § 1, stk.1, nr. 2. Adgangen til, eller brugen af, en klagemulighed har ingen betydning for retten til at indbringe sager for domstolene eller andre prøvelsesorganer.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte klageprocesser skal være offentliggjort på virksomhedens hjemmeside på de mest anvendelige sprog under hensyntagen til potentielle klageres behov. Virksomheden bør som del af sin nødvendige omhu opfordre sine datterselskaber i udlandet til også at gøre opmærksom på klagemuligheden på deres hjemmeside og på relevante lokale sprog. Virksomheden skal regelmæssigt vurdere processernes effektivitet og mindst hvert 2. år. I vurderingen skal inddrages eksterne interessenter, der repræsenterer mulige brugere af processen. Vurderingen skal udmøntes i rapport, der skal offentliggøres på hjemmesiden sammen med virksomhedens indikatorer for en effektiv klageproces.
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte virksomheder, der indgår i klagemekanismer for en sektor, industri eller lignende, kan opfylde kravene i stk. 1 og 2 ved på deres hjemmeside at henvise til sådanne mekanismer, såfremt disse

omfatter alle internationalt anerkendte menneskerettigheder samt miljø og deres effektivitet regelmæssigt vurderes med inddragelse af eksterne interessenter, og disse evalueringer er offentlig tilgængelige på virksomhedens hjemmeside
Stk. 4. Mikrovirksomheder skal oplyse på deres hjemmeside eller via en anden form for ekstern kommunikation om, hvorvidt de har en klageproces og i bekræftende fald oplyse, hvordan virksomheden håndterer eventuelle klager, og om denne dækker virksomheder omfattet af § 1, stk.1, nr. 2.
Stk. 5. Erhvervsstyrelsen påser af egen drift, eller som følge af en henvendelse, de i stk. 1 nævnte virksomheders efterlevelse af stk. 1 og 2. Erhvervsstyrelsen påser som følge af en henvendelse de i stk. 4 nævnte virksomheders efterlevelse af stk. 4.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler for dens kontrol af nærværende bestemmelse.
Bemærkninger til § 7
Bestemmelsen er baseret på UNGP 29-31 samt OECD Retningslinjerne kapitel IV og VI. Det fremgår således af OECD Retningslinjerne, at klagemekanismer, som er knyttet direkte til virksomhedens aktiviteter og er åbne for de personer, der potentielt kan blive påvirket af virksomhedens aktiviteter, kan være et effektivt middel til at sikre genoprejsning, forudsat at de opfylder centrale kriterier om: legitimitet, tilgængelighed, forudsigelighed, ligeværdighed, kompatibilitet med Retningslinjerne samt gennemsigtighed, og at de baseres på dialog og involvering med henblik på at finde fælles løsninger.
Disse klagemekanismer på det operationelle niveau kan administreres af en virksomhed alene eller i samarbejde med andre interessenter, og de kan udgøre en kilde til løbende læring på området.
Klageprocesser kræver en effektiv indsats af virksomheden f.eks. må virksomheden sikre, at lovgivning om persondatasikkerhed og beskyttelse af personfølsomme oplysninger følges, og regler om effektive og fair klage- og høringsprocesser er på plads.
Uanset at alle virksomheder, uanset størrelse, forventes at kunne modtage klager over negative indvirkninger som de har forårsaget eller bidraget til og drage nytte af sådanne processer, så er mikrovirksomheder undtaget i lovforslaget.
§ 7 har til hensigt at sikre, at disse typer af virksomheder har effektive klageprocesser på plads, og at de også dækker dattervirksomheder i udlandet, idet modervirksomheden gennem dattervirksomheden kan forårsage eller bidrage til negative indvirkninger. Det antages i øvrigt, at modervirksomheden bruger sin indflydelse, som en del af sin nødvendige omhu, til at sikre, at dattervirksomheder har deres egne klageprocesser. Virksomhedens klageprocesser skal, som udgangspunkt, ikke omfatte forhold i værdikæden, der henhører under virksomhedens forretningsrelationer, idet det forudsættes, at virksomheden gennem sin nødvendige omhu har brugt sin indflydelse på at få disse til etablere klageprocesser. Virksomhedens klageproces må dog ikke udelukke klager fra personer, hvor indvirkningen er direkte forbundet til virksomheden gennem en forretningsrelation, idet klagen kan indeholde spørgsmål om, hvorvidt virksomheden gennem sine aktiviteter selv har forårsaget eller bidraget til indvirkningen.
Kravet i § 7 er først og fremmest et dokumentationskrav og det er ikke hensigten, at erhvervsstyrelsen skal kontrollere eller vurdere effektiviteten. Dette vil ske gennem en evaluering, der foretages med regelmæssige intervaller og hvor mulige brugere inddrages i evalueringen, ligesom der skal etableres og offentliggøres indikatorer, der kan måle processens effektivitet. Erhvervsstyrelsen kan i tilfældet af virksomheden ikke

efterkommer styrelsens krav, påbyde en virksomhed at udforme en klageproces, der lever op til kravene mv. samt offentliggøre denne. Manglende efterlevelse af et påbud vil resultere i en sanktion i form af en bøde.
Ifølge stk. 4 kan mikrovirksomheder (det vil sige virksomheder omfattet af årsregnskabslovens § 22a), begrænse sig til at offentliggøre om, hvorvidt de har en klageproces (hvilket altid vil være en god ide og i overensstemmelse med hvad der forventes af dem) og i bekræftende fald, hvordan den udmønter sig.
Endelig indeholder stk. 3 en mulighed for, at virksomheder omfattet af stk. 1 i stedet for at etablere sin egen proces indgår i en fælles klagemekanisme. Disse skal dog stadig være effektive og kunne omfatte klager over negative indvirkninger på alle internationalt anerkendte menneskerettigheder samt miljø og ikke blot på et udsnit af disse. Hvis virksomheden indgår i en sådan fælles mekanisme, skal virksomheden stille krav til, at dens effektivitet evalueres med inddragelse af relevante interessenter.
En sag, der indbringes for en domstol, andre prøvelsesorganer eller mæglings- og klageinstitutionen , vil ikke kunne afvises under henvisning til at den mulige skadelidte skal udnytte alternative klagemuligheder først, ligesom brugen af klagemekanismen ikke kan medføre eller betinges af, at den skadelidte fratages muligheden for at indbringe sagen for en domstol, andre prøvelsesorganer eller mæglings- og klageinstitutionen Tilstedeværelsen af en klagemekanisme har heller ikke en væsentlig betydning for om virksomheden har udvist den nødvendige omhu, men kan indgå som et element af mange. Fraværet af en effektiv klagemekanisme, kan derimod indikere, at virksomheden ikke har udvist den nødvendige omhu.

Kapitel 5
Retsmidler, ansvar, tilsyn og sanktioner
§ 8 En virksomhed, omfattet af § 1, er erstatningsansvarlig efter denne lov, såfremt erstatning ikke er muligt efter anden dansk lov, for enhver materiel eller immateriel skade, som en person har lidt som følge af en indvirkning af en vis grovhed, som virksomheden selv eller virksomheder, som den kontrollerer, uagtsomt eller forsætligt har forårsaget eller bidraget til. Virksomheden vil ikke være erstatningsansvarlig, hvis den kan godtgøre, at den har udvist nødvendig omhu, jf. § 6.
Stk. 2. Ved udmålingen af erstatning for immateriel skade skal virksomhedens manglende efterlevelse af § 6, stk. 1, nr. 1-8 og nr. 9 indgå som en skærpende omstændighed.
Stk. 3. Personer, bosiddende i uden for Danmark, der ønsker at anlægge en erstatningssag i Danmark, skal kunne meddeles fri proces efter reglerne herom i retsplejelovens § 328, dog således at ansøgeren er fritaget fra at opfylde de økonomiske betingelser for fri proces. Ved vurderingen af om der foreligger en rimelig grund til at føre proces, skal det som udgangspunktet være formodningen, at en sådan grund findes, hvis

ikke dette er åbenbart grundløs. En vurdering af Mæglings- og Klageinstitutionen i forhold til om en klage til denne er saglig, jf. lov om mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd § 5, vil altid medføre, at klageren kan meddeles fri proces i medfør af retsplejelovens § 328. Ansøgningen om fri proces kan ikke afvises, under henvisning til, at ansøgeren har mulighed for at få sagen afgjort ved at administrativt nævn eller et offentligt eller privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af økonomi- og erhvervsminister, jf. retsplejelovens § 328, stk. 2, nr. 5.
Bemærkninger til § 8
Bestemmelsen indfører en ret til erstatning for såvel dokumenterbare som for ikke-målelige tab, når en dansk virksomhed eller den danske virksomheds dattervirksomheder i udlandet har forårsaget eller bidraget til en negativ indvirkning af en vis grovhed uanset om virkningen af virksomhedens aktivitet er indtruffet i Danmark eller udenfor Danmark.
Sagen kan anlægge individuelt eller efter reglerne om gruppesøgsmål.
Ansvarsgrundlaget er en skærpet culpa-vurdering, idet det er virksomheden, der skal godtgøre, at denne ikke har handlet culpøst, når det af skadelidte er godtgjort, at indvirkningen er et resultat af den danske virksomheds eller denne dattervirksomheds aktiviteter. Hermed tilsigtes at undgå situationer, hvor den skadelidte skal godtgøre, at virksomheden har handlet på en bestemt måde. Dette er ofte svært, idet skadelidte sjældent har adgang til virksomhedens interne dokumenter.
Med bestemmelsen vil danske virksomheder blive ansvarlige for negative indvirkninger af en vis grovhed, uanset om dette sker i Danmark eller uden for Danmark. Derudover bliver den danske virksomhed også ansvarlig efter loven for dens udenlandske dattervirksomheds aktiviteter i udlandet, når disse har forårsaget eller bidraget til en lignende indvirkning. Dette begrundes i, at den danske virksomhed som følge af sit ejerskab må antages enten at have forårsaget eller bidraget til indvirkningen og dermed også er ansvarlig for at udbedre indvirkningen, uanset at det er dattervirksomheden i udlandet, der faktisk har forårsaget eller bidraget til indvirkningen.
Intentionen med bestemmelsen er således, at sager om erstatning efter denne lov kan anlægges ved en dansk domstol mod virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, også når en virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 har forårsaget eller bidraget til den negative indvirkning.
Da virksomheder kan være erstatningsansvarlig som følge af anden dansk lovgivning, der giver en bedre beskyttelse af skadelidte, vil bestemmelsen alene være subsidiær i forhold til sådan lovgivning.
Standarden for vurderingen af virksomheden omfattet af § 1, stk. 1, nr.1 er om, hvorvidt den har udvist den nødvendige omhu. Det vil sige, at virksomheden skal godtgøre, at den har udvist den rette nødvendige omhu i forhold til den konkrete skade eller den skal godtgøre, at den konkrete skade ville være opstået uanset hvor effektiv den nødvendige omhu ville have været. Hvis virksomheden kan løfte denne bevisbyrde, vil virksomheden ikke have handlet culpøst, og skaden vil være hændelig, hvorfor virksomheden ikke vil blive erstatningsansvarlig.



Hvis en virksomhed eksempelvis kun i begrænset omfang har brugt sin indflydelse på, at få datter-virksomheder omfattet til af § 1, stk. 1, nr. 2, til at udvise nødvendig omhu, vil der være en formodning for, at virksomheden ikke har udvist nødvendig omhu som beskrevet i § 6, stk. 1.
Ved vurderingen af godtgørelsen for ikke-målelige tab, hvilket typisk vil være den tort som en person har lidt ved at være udsat for en indvirkning af en vis grovhed, er den en skærpende omstændighed, såfremt virksomheden helt har undladt eller i meget begrænset omfang har iagttaget sin nødvendig omhu forpligtelse.
Personer bosiddende i Danmark vil være omfattet af de almindelige regler for fri proces, hvorimod bestemmelsen giver mulighed for at få meddelt fri proces af Civilstyrelsen efter reglerne i retsplejeloven for personer uden for Danmark. Betingelserne herfor er lempet, idet det må antages, at det hovedsageligt er personer, der i forvejen er i en sårbar position, der vil kunne kræve erstatning efter bestemmelsen. Da de almindelige økonomiske krav sjældent vil være aktuelle og svære at dokumentere, vil der ikke blive stillet krav herom. Om der gives fri proces vil således blive vurderet ud fra en rimelighedsbetragtning, men hvor der er formodning for at det er rimeligt at føre proces, såfremt processen ikke er åbenbart grundløs. I sådanne tilfælde kan ansøgeren i stedet vælge at indklage virksomheden for Klage- og Mæglingsinstitutionen, og hvis institutionen accepterer at behandle sagen, for så vidt angår det menneskeretlige eller miljømæssige aspekt omfattet af sagen, vil klageren herefter kunne meddeles fri proces.
§ 9 Erhvervsstyrelsen påser af egen drift, eller som følge af en henvendelse, at virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1 efterlever denne lov og regler udstedt i medfør heraf og påtale eventuelle overtrædelser af loven. Erhvervsstyrelsen kan benytte fremmed bistand ved tilsyn. Rimelige udgifter hertil vil blive afholdt af virksomheden, såfremt virksomheden findes ikke at have efterlevet denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler udstedt i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Stk. 3. Erhvervsstyrelsen skal tilbyde vejledning til virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1 og påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af loven skal indhente bistand fra en ekstern rådgiver, bl.a. med henblik på, at sikre at virksomhedens arbejde med nødvendig omhu styrkes.
Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om offentliggørelse ved navns nævnelse af den enkelte virksomheds manglende efterlevelse af loven.
Stk. 5. Myndigheder og personer, der udøver tilsynsopgaver efter denne lov samt enhver, der i øvrigt yder bistand hertil, er underkastet reglerne om tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e. Straffelovens § 152 f finder ligeledes anvendelse.
Stk. 6. Afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller bekendtgørelser udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.


Bemærkninger til § 9
Bestemmelsen, ligesom loven som helhed, tillægger Erhvervsstyrelsen en række kompetencer idet det er vigtigt for troværdigheden, at danske virksomheder, der er omfattet af loven, bliver kontrolleret men også hjulpet til at efterleve loven. Derfor giver loven også mulighed for at styrelsen kan anvende ekstern bistand og pålægge virksomheder at de skal anvende ekstern rådgivningsbistand. Rådgivningsbistanden skal ikke overtage virksomhedernes ansvar men give virksomheden muligheden for at sparre med eksterne eksperter. Omkostninger hertil skal afholdes af virksomheden.
Fokus for erhvervsstyrelsens arbejde vil først og fremmest være centreret om små, mellemstore og store virksomheder. Dette skal ses i lyset af, loven suppleres af muligheden for at indbringe klager for Mæglings – og klageinstitutionen i forhold til mikrovirksomheder, ligesom denne har som mandat og funktion at vejlede virksomheder, herunder mikrovirksomheder, om indholdet af OECDs retningslinjer.
Erhvervsstyrelsen kan pålægge virksomheder bøder for manglende efterlevelse af loven og påbud, ligesom den skal offentliggøre navne på de virksomheder, der ikke efterlever loven. Afgørelser truffet af styrelsen kan indbringes for Erhvervsankenævnet.
§ 10 Offentliggør virksomhederne omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, urigtige eller vildledende oplysninger om forhold omfattet af §§ 5-7, kan dette medføre bødestraf. Ved gentagelsestilfælde kan bødestraffen skærpes.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen skal iværksatte en undersøgelse af forhold omfattet af stk. 1 af egen drift eller som følge af en henvendelse fra en klager. Hvis Erhvervsstyrelsen ikke iværksætter en undersøgelse inden for en fastsat frist meddelt til klageren, vil klageren kunne indbringe spørgsmålet for domstolene i medfør af reglerne om privat påtale.
Bemærkninger til § 10
For at styrke troværdigheden af de oplysninger, der offentliggøres og tilliden til at virksomheden rent faktisk arbejder med sin nødvendige omhu, som oplyst i offentliggjorte i redegørelser mv. er der indsat en bestemmelse om at virksomheder kan idømmes bøder for dette. Det antages, at Erhvervsstyrelsen kan påtale dette. Dette kan ske som følge af egen drift eller ved en henvendelse fra en klager. Hvis styrelsen beslutter sig for ikke at undersøge spørgsmålet, vil overtrædelse af § 10 være undergivet privat påtale. Bestemmelsen er inspireret af blandt andet markedsføringsloven
§ 11. Manglende efterlevelse af påbud om at offentliggøre oplysningerne beskrevet i 5 § (politik) og § 7 (oplysninger om klageproces), eller om at efterleve § 6, stk. 3 eller stk. 4 (redegørelse om nødvendig omhu) kan medføre bødestraf.
Stk. 2. Medlemmerne af virksomhedens ledelse kan af Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægges daglige eller ugentlige bøder, hvis de undlader at
1) indsende dokumenter rettidigt
2) efterkomme en anmodning om oplysning eller
3) efterkomme et påbud givet af styrelsen

Stk. 3. Tvangsbøder tilfalder statskassen.

§ 12. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at give oplysninger, der er påkrævet i denne lov
2) undlader at efterkomme påbud.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Bemærkninger til §§ 11-12
Bestemmelsen skal sikre at virksomheder efterlever de krav til offentliggørelse og dokumentation som følger af loven. Det antages at virksomheder efterkommer dette, men et ultimativt tvangsmiddel er at styrelsen kan pålægge ledelsen af virksomheden tvangsbøder. Bestemmelsen er hentet med inspiration i årsregnskabslovens bestemmelser.

Kapitel 6
Ikrafttræden m.v.
§ 13. Loven træder i kraft den [xx.xx.xxxx]
Stk. 2. Lovens §§ 5-7 finder anvendelse fra [xx.xx.xxxx]
Stk. 3. Lovens § 8 finder anvendelse på alle skader, der er indtræder efter tidspunktet angivet i stk. 2.
Bemærkninger til § 13
Da flere af bestemmelserne er indbyrdes afhængige, og der i øvrigt må påregnes en del forberedelsestid for virksomhederne, vil det være nødvendigt med en overgangsperiode. Det bemærkes, at lovens § 8 om erstatning bliver defineret efter, hvornår skaden indtræffer. Det vil sige, at skader indtruffet før bestemmelsens ikrafttræden ikke vil være omfattet af bestemmelsen. Derimod vil skader, der er indtruffet før loven, men som stadig er til stede efter dette tidspunkt, være omfattet, idet lige netop de skader, burde en virksomhed have identificeret og afhjulpet som et led i dens nødvendige omhu.
Færøerne og Grønland
§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer