EU har danskernes opbakning til ambitiøs lov om afskovning

Af Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

Mere end 8 ud af 10 danskere bakker op om en lov, der forbyder virksomheder i EU at sælge produkter, der bidrager til skovrydning og ødelæggelse af andre økosystemer. Men EU’s miljøministre og Kommissionen kan ende med at spænde ben for loven.

13. september stemte EU-Parlamentets medlemmer for et forslag til den lov om afskovning, som hele EU ventes at vedtage enten i 2022 eller senest i 2023.

Læs også miljøorganisationers budskab til MEPerne forud for afstemningen i EU-parlamentet”  

Loven vil i udgangspunktet forbyde virksomheder i EU at sælge produkter, der bidrager til afskovning. Men EU-Parlamentets medlemmer bakker op om at gå endnu længere end det forslag, der oprindeligt kom fra EU-Kommissionen. Med det netop vedtagne forslag lægger de op til også at lade loven omfatte anden skovklædt jord, mens andre naturområder såsom savanne, tørvemoser m.v. desværre undlades.

Loven skal dog forhandles færdigt med EU-Kommissionen og unionens miljøministre, før den kan stemmes endeligt igennem. Selvom der er grund til at være positiv over Parlamentets ambitionsniveau, lagde miljøministrene i juni op til at sætte barren noget lavere.

EU’ miljøministre i EU-Rådet kan derfor komme til at spænde ben for banebrydende lovgivning. Som en af de største drivkræfter bag den globale skovrydning i verden har Europa et ansvar. Det handler blandt andet om at stoppe efterspørgslen efter produkter, der bidrager til ødelæggelse af økosystemer.

Den danske miljøminister Lea Wermelin (S) har tidligere sagt, at hun gerne var gået længere end sine europæiske ministerkolleger. WWF Verdensnaturfonden bakker fuldt ud op om miljøministeren og håber, at den danske EU-delegation fortsætter presset for en lov i topklasse.

Danskerne bakker op om ambitiøse regler
Alene i 2017 kostede import af varer til EU hele 203.000 hektar skov i hele verden. Kun Kinas import af varer stod for mere afskovning end EU.

Derfor er det utrolig positivt, at EU vil gøre noget ved det enorme aftryk, som vores forbrug sætter på planeten. Og heldigvis er danskerne tilsyneladende positivt stemt over for lovgivningen.

Hele 87 procent af danskerne støtter således en afskovningslov, der forbyder virksomheder i EU at sælge produkter, der bidrager til rydningen af verdens skove. Og mere end 8 ud af 10 støtter også, at loven skal omfatte andre økosystemer end skov.

Når danskerne – og europæerne – i dag køber varer som hakket oksekød, chokolade og sæbe i supermarkedet, har produkterne i mange tilfælde skov på samvittigheden. I produktionen indgår nemlig oftest soja og palmeolie, som lægger enorme skovområder ned hvert eneste minut, året rundt.

Men det er utrolig svært som almindelig forbruger helt at undgå produkter som soja og palmeolie, der er relateret til skovrydning, når man handler ind. Soja og palmeolie gemmer sig i produktionen på utrolig mange måder, som kan være svære at gennemskue for den enkelte.

Derfor er det også fantastisk, at et så stort flertal af danskerne støtter op om strengere regler på området, som kan gøre det lettere for forbrugeren at træffe et bæredygtigt valg. Samtidig vil strengere regler sende et kraftigt signal til producenterne og ikke mindst de lande, der fører an i skovrydningen.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer