Der er meget på spil når der skal indgås en ny global klimaaftale i Paris i december. Der er brug for et langt højere ambitionsniveau. Også på den korte bane. Og de rige lande har et særligt ansvar for at styrke deres indsats. Danmark har en vigtig nøglerolle, hvis vi vil tage den.
Indlæg bragt på Kongressen.com 11. nov 2015
Af Troels Dam Christensen, sekretariatsleder og koordinator for 92-gruppen – Forum for bæredygtig Udvikling
Når verdens lande i starten af december mødes til det store klimamøde COP21 i Paris, er der meget på spil. Den verdensmetrologiske organisation WMO har lige udmeldt, at mængden af drivhusgasser i atmosfæren, har nået nye rekordhøjder og fortsat stiger. Vi har brugt over 2/3 af det CO2 budget, vi har til rådighed resten af dette århundrede, og vi vil have brugt hele budgettet om 15-20 år, hvis vi fortsætter som nu. Samtidigt ser 2015 ud til at blive året, hvor vi for første gang runder 1 grads global temperaturstigning. Kort sagt: det haster – og det haster meget, hvis vi skal undgå de værste klimaændringer.
COP21 må derfor blive et vendepunkt i indsatsen mod de globale klimaændringer. Ind til videre har over 150 lande meldt deres klimamål ind til den nye globale aftale, der efter planen skal komme ud af COP21. Det er godt, at så mange lande er med. Desværre giver målene, når man lægger dem sammen, ikke den nødvendige indsats. UNEP har lige analyseret resultatet og kommer frem til, at det svarer til scenariet for en global temperaturstigning på mellem 3 og 3,5 grader. Hvilket vil være katastrofalt.
Der er altså i høj grad brug for, at landene øger deres mål. Desværre er der ikke meget der tyder på, at det vil ske i Paris. Derfor er det afgørende, at den nye aftale indeholder en klar og bindende mekanisme for, hvordan landene skal øges deres indsats de nærmeste år.
Samtidigt må aftalen levere klare mål for den klimafinansiering, der skal ydes både før og efter 2020. Uden en sådan finansiering vil mange af verdens udviklingslande ikke kunne gennemføre den nødvendige omstilling. Desværre er de rige lande, inklusiv EU, ikke tilbøjelige til at sætte sådanne klare mål op for finansieringen. Det risikerer at underminere ambitionsniveauet i den nye aftale.
De fattige lande er blandt andet meget bekymrede for, om den nye aftale giver midler til, at de kan tilpasse sig de klimaændringer, der under alle omstændigheder kommer. Landene er naturligvis også bekymrede for, hvad man gør i de tilfælde, hvor man ikke længere kan tilpasse sig, men må flytte på grund af eksempelvis havstigninger og tørke.
Aftalen i Paris bør også sikre, at der sker mere på den korte bane frem til 2020. Efter planen skal aftalen, der indgås i december, først træde i kraft i 2020. Samtidigt er det dog en del af det oprindelige kompromis, at de rige lande skal øge deres indsats før 2020. Ingen af de rige lande er dog reelt kommet med nye og mere ambitiøse mål for denne indsats, hvilket er stærkt kritisabelt. Paris-aftalen skal derfor også sikre, at indsatsen frem til 2020 accelereres kraftigt, ellers bliver det meget svært at nå efter 2020.
Der er altså nok af ting, der skal til, før aftalen i Paris sætter den rette kurs fremad. Danmark har en nøglerolle, hvis vi vil tage den. Det kræver dels, at vi holder fast i et højt ambitionsniveau for vores egen indsats, og herunder ikke svækker de nuværende danske klimamål og klimafinansiering, som regeringen ellers har varslet, at den vil. Og dels kræver det en mere aktiv og målrettet indsats fra de danske ministre og embedsfolk for at sikre en bedre alliance mellem EU og de progressive udviklingslande. En alliance der kan lægge pres på både USA, Kina og de mere fodslæbende lande for at hæve ambitionsniveauet. Det er nødvendigt, hvis vi skal nå et tilstrækkeligt resultat i Paris.