Valget handler også om den grønne omstilling og Danmarks globale ansvar

Valget handler også om den grønne omstilling og Danmarks globale ansvar

Af Troels Dam Christensen, koordinator for 92-gruppen

Så er folketingsvalget udskrevet. Som altid kommer valgkampen meget hurtigt til at fokusere på hjemlige og nære ting. Men det er ikke godt nok. Valget må også handle om Danmarks globale ansvar og politik.

2015 er et afgørende år for den globale udvikling de kommende årtier. I september skal verdenssamfundet i FN vedtage de nye globale mål for bæredygtig udvikling og til december skal en ny global klimaaftale vedtages i Paris. Danmark har en nøglerolle i begge processer, både som foregangsland på den grønne omstilling, i forhold til vores udviklingspolitik- og bistand og som nøglespiller i de internationale forhandlinger.

Hvis den globale omstilling mod bæredygtighed skal lykkes, er der brug for lande som Danmark, der viser, at grøn og bæredygtig omstilling faktisk er mulig - et Danmark der fastholder og udbygger det internationale engagement herunder en ambitiøs udviklings- og klimabistand.

En nylig, grundig analyse af partiernes klima-, energi- og miljøpolitik udført af Det Økologiske Råd, Greenpeace og Verdens Skove viser, at der er tydelig forskel på partiernes og også regeringsblokkenes politik på disse områder. Derfor bliver valget også afgørende for, om den grønne omstilling skal fortsætte eller bremses.

Ligeledes på udviklingsbistanden. Her er vi med de nuværende ca. 0,83% milevidt fra den 1% i udviklingsbistand, som Danmark i mange år kunne være stolte af. Men nu har flere partier i blå blok som erklæret valgmål at skære endnu mere i bistanden. Dette upåagtet at vi – på trods af kriser – må siges som samfund at være rigere end nogensinde før.

Det er vigtigt, at disse forskelle i partiernes politik er tklare, så vælgerne kan tage et informeret valg. Derfor er en række miljø- og udviklingsorganisationer også gået sammen for at sætte Danmarks globale ansvar på dagsordenen i valget. Det sker under overskriften ”Stem på et Danmark verden kan regne med”.

Valget handler altså ikke kun om, hvad vi vil i Danmark, men også i meget høj grad om hvordan Danmark skal påvirke den globale udvikling de kommende år. Om vores mulighed for at være med til at løse de globale klima- og miljøproblemer, afhjælpe fattigdom og nød og skabe en mere bæredygtig global udvikling. Det er i høj grad også dette valg, vi som vælgere skal afgøre, når vi sætter vores kryds den 18. juni. Godt valg!

Se www.vælgverden.dk for mere om den fælles NGO-kampagne.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer