Danish Crowns forbrug af soja koster tropisk skov

Af: Jonas Schmidt Hansen, Verdens Skove

Mere end halvdelen af den soja, der indgår i Danish Crowns forsyningskæde, kommer fra områder, hvor der er risiko for, at sojaen har været med til at drive afskovning. Det viser en ny, international rapport, som Mighty Earth i USA, Regnskovsfondet i Norge og Verdens Skove har udgivet. Tidligere har Danish Crown frasagt sig ansvaret for den soja, der indgår i forsyningskæderne, men virksomheden har skiftet standpunkt og erkender nu, at virksomheden har et ansvar for, at meget af dens soja, som bruges som foder til svin i produktionen, er problematisk.

Danish Crown har meldt ud, at koncernen vil være afskovningsfri i 2025 og at de vil følge RTRS-certificeringen. Men hvis de “vil være verdens mest bæredygtige producent af kød,” som de selv skriver, så er det simpelthen ikke godt nok. RTRS-certificeringen sikrer ikke, at sojaen er afskovningsfri, og målet om at være afskovningsfri i 2025 er fem år mere med hastig og destruktiv afskovning. Danish Crowns udmelding er et skridt på vejen, men det er ikke nok, og det er alt for langsomt.

Danish Crown har tidligere slået sig på, at de opererer i hård international konkurrence. Men Danish Crown har lige meldt ud, at koncernen i første halvår af 2020 har haft rekordstor omsætning – det har været intet mindre end “det bedste nogensinde”. Derfor vil også være nu, at Danish Crown kan vise handling og for alvor omstille sin produktion, så den bliver afskovningsfri. 

For det første bør Danish Crown sikre fuld sporbarhed i sine forsyningskæder med udgangen af 2020, så der er transparens omkring, hvor sojaen kommer fra.

For det andet bør Danish Crown stræbe efter kun at have afskovningsfri soja, der er fysisk adskilt fra konventionel soja, i sine forsyningskæder med udgangen af 2020.

For det tredje bør Danish Crown stille krav til deres underleverandører om, at de skal være afskovningsfri i hele deres forsyningskæde. Ellers støtter Danish Crown indirekte virksomheder, som er skyld i afskovning i Latinamerika.

Hjælp Verdens Skove med lægge pres på Danish Crown, så sojaen i virksomhedens forsyningskæder bliver afskovningsfri - skriv under her.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer