Af Johannes Birk Schjelde, naturpolitisk rådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening
På efterårets FN-topmøde COP15 i regi af Biodiversitetskonventionen skal en ny ambitiøs redningsplan for planetens biodiversitet sikres.
Jeg er bange for, at det den dag biodiversitetskrisen for alvor går op for verdenssamfundet, måske vil være for sent. Tabet af biodiversitet er irreversibelt. Vi har allerede mistet 300 pattedyrarter under den igangværende sjette masseuddøen – et ildevarslende praj om den kurs, vi har sat med den antropocæne epoke.
De konkrete konsekvenser af biodiversitetskrisen kender vi ikke til fulde, men vi ved, at hvis vi fortsat destabiliserer økosystemernes funktionalitet og ødelægger arternes levesteder, så er det et spørgsmål om tid, før vi vil opleve et kollaps. Vi mennesker er dybt afhængige af naturen. Vi lever i og af den og et kollaps vil få uoverskuelige konsekvenser for vores livsvilkår i fremtiden.
Haves: Globale løsninger – Søges: Politisk vilje
Vi ved hvad krisens årsager er - ingen nævnt ingen glemt - og vi kender løsningerne. På alle planer skal vi give naturen mere plads og fred fra vores ødelæggende forstyrrelser. Det er tid til nu, at verden for alvor står sammen om at løse biodiversitets- såvel som klimakrisen. Et utal af rapporter, deriblandt fra FN’s videnskabelige paneler IPBES og IPCC, peger i samme retning. Vi skal løse de to kriser med samtænkning. Der skal radikale samfundsforandringer til, og de skal til nu. Det er både dyrt og politisk upopulært, men ikke desto mindre bydende nødvendigt. At sikre bred politisk vilje kræver stærkt politisk lederskab.
Barren skal hæves i de igangværende forhandlinger
De seneste forhandlinger frem mod den nye globale biodiversitetsaftale, som foregik i Rom i sidste måned, viste tydeligt, at der er lang vej endnu før vi kan sikre en global aftale, der står mål med den udfordring, vi står overfor. Der er behov for alle gode kræfter.
Danmark har tidligere spillet en vigtig rolle under FN’s Biodiversitetskonvention med store faglige og økonomiske bidrag, og har trods sin lille størrelse sat vigtige aftryk på arbejdet – særligt i konventionens første år. Det kan vi gøre igen. Det kræver legitimitet, vilje og dygtighed.
Mens både EU og vores egen miljøminister har givet lovende grønne løfter, så mangler vi endnu at se det afspejlet i konkrete handlinger, i bindende målsætninger, i viljen til at træffe valg, der måske på kort sigt vil gøre ondt på økonomien, men på lang sigt vil sikre, at den overhovedet har et grundlag.
Og mens man kan håbe, at henholdsvis EU’s biodiversitetsstrategi og regeringens natur- og biodiversitetspakke vil indfri disse løfter, så er det nu verdens biodiversitet har brug for, at vi løfter vores ansvar i de globale forhandlinger. Vi skal sikre ambitiøse mål for biodiversiteten og være med til at betale, hvad det koster at nå dem. Derfor må Danmark spille en mere aktiv rolle i forhandlingerne frem mod den nye aftale på COP15 i år.
Vi står ved en skillevej, og vores valg og handlinger nu får altafgørende betydning for, hvilken verden vi giver videre til vores børn.
