Transporten: Klimapolitikkens blinde vinkel

Af Gunnar Olesen, VedvarendeEnergi

Mandag 16/3 kom rapporten fra erhvervslivets klimapartnerskab om landtransport som planlagt. Rapporten beskriver, hvordan man kan reducere udledningerne i sektoren op til 49% frem til 2030, svarende til 1,9 af 3,9 mio. tons CO2. To af virkemidlerne er desværre noget tvivlsomme:

  • Brug af drivmidler med lavere drivhusgasudledninger, primært i eksisterende køretøjer. Det kan i praksis forventes at være mere biobrændsel og kun i begrænset omfang brint og elektrofuels/Power2X, hvor partnerskabet finder, at der mangler skalering af teknologien og at der er høje omkostninger.
  • Større lastbiler i form af modulvogntog og lastbiler med dobbelt anhænger. Det vil kræve, at der gøres plads på vejene til de store køretøjer, bl.a. gennem København til havnen.

Tilsammen skal de to forslag levere 62% af reduktionerne, mens resten skal dækkes af udmærkede tiltag som CO2-neutrale taxier, lav-og nulemissions varevogne og lastbiler (f.eks. eldrevne), handlingsplan for godstog m.m.

Selvom forslagene fra landtransportens klimapartnerskab kan diskuteres, er det helt store problem, at partnerskabet kun har taget fat på 1/3 af landtransportens drivhusgasudledninger. De 2/3 kommer fra personbilerne, der aktuelt både stiger i antal og i udledninger per bil med de mange SUV’er, der sælges.  Klimapartnerskabet kan ikke klandres for manglen, de har bare fulgt deres kommissorie. Desværre er der ingen andre klimapartnerskaber, der tager fat på transportens største klimabelastning: personbilerne. Det er i stedet en Kommission for grøn omstilling af personbiler (nedsat af den tidligere regering), som skal komme med forslag til, hvordan vi får flere elbiler. Den tager ikke stilling til, om antallet af personbiler fortsat skal vokse som de seneste år, hvor vi har haft historisk lave bilafgifter og dyrere kollektiv transport? Aktuelt er fremskrivningerne, at vi uden ændret politik får en stigning fra 2,7 mio. personbiler i dag til 3,3 mio. i 2030.

Det er klimapolitikkens største blinde vinkel, at transportpolitikken ikke indgår. Ingen tager stilling til, om det er det bedste for samfundet og klimaet, at vi får 3,3 mio. personbiler i 2030, 600.000 flere end i dag. Ønsker vi det? Har vi lyst til at få så mange ekstra biler i vore byer og på vore veje? Og er vi indstillede på at gøre plads til de ekstra 600.000 biler i klimaregnskabet ved at reducere 1½ mio. ton CO2 i andre sektorer?  

Når politikkerne i disse uger starter forhandlingerne om klimahandlingsplanerne, så her en opfordring til at se bag den blinde vinkel og lade cykler, kollektiv transport og bedre byplanlægning med mindre centralisering indgå på lige fod med andre klimaløsninger. Fremfor at frygte bil-lobbyen bør politikerne spørge sig selv og befolkningen, om vi virkelig ønsker at køre så meget mere i bil i 2030, når det samtidig er en barriere for at nå målet om 70% reduktion af drivhusgasserne?

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer