Af Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen

Forhandlingerne om klimaloven spidser nu til. Efter klimaministerens plan skal de være færdige 28. november, så der forhandles på højtryk lige nu. Desværre er nogle af de ting, der siver ud af forhandlingslokalet, og nogle af de meldinger der kommer fra andre aktører, bekymrende. Bekymrende fordi de ikke peger på det nødvendige ambitionsniveau i den nye klimalov.

Forløbet ind til nu har ellers været godt. Fra vi stillede borgerforslaget til en ny klimalov i starten af året og i raketfart samlede de 50.000 underskrifter fra bekymrede danskere. Et borgerforslag som alle partier i rød/grøn blok dengang var klar til at stemme for, mens blå blok også ville have en klimalov, men udskød beslutningen til efter et valg. Til valget hvor klima var det måske vigtigste emne. Til den nye regering der sammen med støttepartierne i forståelsespapiret lovede nyt ambitiøst lederskab på klimaområdet inkl. en klimalov.

Næsten alle partier i Folketinget vil i dag have en klimalov, og forbavsende nok, men meget positivt, går næsten alle partier nu også ind for et klimareduktionsmål på 70% i 2030. Der ser ud til at være enighed om, at det skal skrives ind i klimaloven. Så langt så godt. Men når det drejer sig om, hvordan vi kommer derhen, ser det ud til, at der er større usikkerhed.

Først lækkede der et forhandlingsoplæg, hvor klimaministeren blot skulle ”forklare”, hvis man ikke nåede de fastsatte mål, men uden den nødvendige handlepligt til at gøre mere, hvis det var tilfældet. Så forlød det, at oplægget var, at ikke blot Klimarådet men også Det Miljøøkonomiske Råd skulle stå for rådgivningen, og at interessenter skulle have sæde i Klimarådet, hvilket når man kender historien er svært ikke at læse som ønsket om at undergrave klimargumenterne.
Så kunne man læse i pressen, at Venstres ordfører var glad for, at man havde imødekommet Venstres ønske om at droppe de femårige juridisk bindende klimamål, og at Venstre også mener, at man bør droppe sektormål for landbruget.

Brugen af annullering af CO2-kvoter – som Klimarådet tydeligt har vist ikke har den nødvendige klimaeffekt – er også dukket op på forslagslisten fra store partier i både rød og blå blok igen.
Og brugen af drivhusgasbudgetter som et styrende redskab virker til at være helt ude af forhandlingerne, på trods af, at netop de er vigtige for at sikre, at vi overholder vores andel af det globale CO2 budget, der er til rådighed, hvis vi skal nå Parisaftalen og 1,5 grads målet.
Ja selv et mål i 2025, og faste mål før 2030, ser der ud til at være tvivl om i forhandlingerne.

Dertil skal lægges usikkerheden om klimaloven vil resultere i den nødvendige stærkere internationale indsats. Her er det i hvert fald klart, at der ifølge finanslovsudspillet ikke lægges op til at hæve klimabistanden til de fattigste og mest sårbare lande, endsige gøre den ny og additionel, så den ikke udhuler den almindelige udviklingsbistand, som for øvrigt bliver den laveste i 40 år.

Så ”virkeligheden” har åbenbart ramt klimalovsforhandlingerne. Mange aktører er ude og fremføre alt det, den ikke må lave om. Den må ikke ændre på væksten, arbejdspladser, velfærd, erhvervsmuligheder, afgifter og skatter – i det hele taget ikke genere nogen eller noget. Det virker som om, nogle aktører ikke har forstået klimakrisens omfang. Hvordan kan man tro, at vi kan gennemføre den hurtige og transformative ændring af vores samfund, som forskerne er enige om er nødvendig, med en ”business as usual” tilgang?

I klimalovsforhandlingerne er risikoen lige nu, at klimaloven ikke bliver ambitiøs og bindende nok. Det virker som om nogle aktører både indenfor og udenfor statsadministrationen arbejder for maksimal ”fleksibilitet”. Altså godt nok er 70% målet der, men hvordan vi når derhen, delmål og sektormål undervejs, ansvarsfordeling og udregningsmetoder bliver så ”fleksible”, og dermed usikre, som muligt. Og det på et tidspunkt hvor det vi har allermest brug for er sikkerhed, sikkerhed for at vi får en hurtig og omfattende omstilling af det danske samfund og faktisk når vores mål. Ja det var jo derfor, vi bad om en klimalov!

Men håbet er der stadig. Klimalovsforhandlingerne pågår stadig og endnu er der intet endeligt resultat. Det er derfor afgørende, at regeringen og partierne – ikke mindst dem, der har forpligtet sig til en ambitiøs klimalov, som indeholdt i borgerforslaget – holder fast i ambitionsniveauet, så vi ender med den ambitiøse og bindende klimalov, som giver os sikkerhed for, at Danmark når de nødvendige klimamål og på den rigtige måde – og dermed gør sit for at holde Parisaftalen og 1,5 grads målet. Først da kan Danmark siges at være et ledende land i den nødvendige globale omstilling.