Syv ting der bekymrer ved forhandlinger om klimaloven

Af organisationerne bag borgerforslaget for klimaloven (se navne nederst)

Bragt i Politiken den 18. november 2019 

Organisationerne bag borgerforslaget om en klimalov frygter, at forhandlingerne bevæger sig betænkeligt langt væk fra udgangspunktet.

»Folketingsvalget 2019 har givet Danmark en historisk mulighed for at sætte en ny politisk retning. Vi skal gå forrest i kampen mod klimakrisen. Danmark skal markant hæve ambitionerne for klima, miljø og natur og påtage sig det internationale lederskab for den grønne omstilling. Folketinget kan blive det grønneste parlament i verden, der ikke kun gør noget, men som gør det, der skal til for at leve op til Paris-aftalen«.

Sådan lyder de meget flotte første linjer af forståelsespapiret, der danner grundlag for Mette Frederiksens regering. Klimaet blev sat helt i top, og ambitionerne var skyhøje. Det fremgik af papiret, at en klimalov med bindende mål ville være et helt centralt redskab til at føre ambitionerne ud i livet.
Det lå helt i tråd med løfterne før valget; at vi skal have en klimalov baseret på principperne i borgerforslaget, der i begyndelsen af året samlede mere end de nødvendige 50.000 underskrifter på få uger. Det erklærede Socialdemokratiet og støttepartierne gentagne gange.

I de fire måneder, der er gået siden, regeringen blev dannet, har partierne gennem medierne markeret forskellige ønsker og krav til klimaloven, og hele fire partier mere er nu med i forhandlingerne.
Det er naturligvis godt, hvis der kan skabes bred opbakning til en klimalov, men det er også vigtigt, at vi får en klimalov, der rent faktisk løser de problemer, der har præget dansk klimapolitik i de seneste år; målsætninger har ikke været globalt ansvarlige og ikke ført til en forstærket klimaindsats; klimahensyn har ikke været indtænkt på alle politikområder; og Danmark har ikke levet op til internationale forpligtelser.
Vi følger forhandlingerne om klimaloven tæt, og vi ser en risiko for, at man er ved at smide barnet ud med badevandet. Udgangspunktet for forhandlingerne bør være det ganske gennemarbejdede borgerforslag, men vi frygter – blandt andet baseret på den aktuelle mediedækning – at forhandlingerne bevæger sig betænkeligt langt væk fra dette udgangspunkt. Vi er blandt andet bekymrede for:

 

1. Regeringen spillede ud med forslag, som indebar, at det ville være muligt at lade være med at arbejde på at nå klimamålene, blot den kom med en forklaring. Det er selvsagt helt utilstrækkeligt. Der er altså brug for, at forhandlerne bruger meget mere energi på at indrette lovens opfølgningssystemer og incitamenter, så de sikrer, at (klima)målene nås.

2. Der er ikke umiddelbart lagt op til, at klimamålene skal baseres på en udregning af, hvad en rimelig dansk andel af det globale CO2-budget er. Det er ellers netop sådan en udregning, der skal sikre, at Danmark leverer et fair bidrag til den globale klimaindsats. Der er heller ikke umiddelbart skitseret nogen mekanisme, som kan sikre, at hvis vi i et eller flere år har for høje udledninger, så skal vi indhente det forsømte. Da borgerforslaget blev debatteret i Folketinget var både den nuværende regering og dens støttepartier ellers enige om, at vores nationale klimamål skulle baseres på netop den slags budgetter.

3. Der er bekymrende tendenser fra begge sider af folketingssalen, hvor flere partier nægter at afvise brugen af EU’s CO2-kvoter til at leve op til klimamålene. Netop den skrivebordsfinte, der ikke vil sikre tilstrækkelige og hurtige reduktioner i den virkelige verden, har bl.a. Klimarådet ellers stærkt anbefalet, at man afstår fra. Klimaloven skal sikre en reel grøn omstilling, ikke åbne døren for lette løsninger med tvivlsom klimaeffekt.

4. Klimarådet foreslås svækket – ikke styrket. Det er foreslået, at de økonomiske vismænd skal stå for en del af rådgivningen. Det kan kun skabe tvivl om Klimarådets rolle og mandat. Det er også foreslået, at interessenter skal have sæde i Klimarådet, hvilket vil betyde, at Klimarådet ikke længere vil være et uafhængigt råd bestående af eksperter.
Samtidig er det afgørende at sikre en fast bevilling til Klimarådet, så finansieringen ikke bliver en del af det årlige finanslovsslagsmål, hvilket reelt vil underminere rådets uafhængighed.

5. Det har tilsyneladende ikke prioritet at skabe fundamentet for, at klimaindsatsen bliver en folkesag. Der er i hvert fald endnu ikke spillet ud med forslag til, hvordan kommuner og befolkning inddrages, eller eksempelvis forslag om klimaets plads i undervisningssektoren.

6. Det er tvivlsomt, om klimaloven – som foreslået i borgerforslaget – vil sikre, at Danmark bliver en drivende kraft i international klimapolitik og lever op til sine forpligtelser om at give klimafinansiering til de fattige og mest klimasårbare lande. Denne bekymring skal ses i sammenhæng med, at klimafinansieringen ifølge regeringens finanslovsforslag kan finansieres med midler, der tages inden for ulandsrammen på 0,7 pct. af bni, og dermed ikke er nye og additionelle. Det står i skærende kontrast til, at regeringen og støttepartier under forårets forhandlinger om borgerforslaget erklærede, at »Danmark skal holde de løfter, man har givet om ekstra støtte til fattige og klimasårbare lande«.

7. Afsættet for klimaloven er skævt – der sigtes ikke efter at skabe verdens bedste klimalov. Med regeringens forståelsespapir og det både prisværdige og nødvendige 70 pct.-mål lægges der op til, at Danmark vil påtage sig »det internationale lederskab for den grønne omstilling«. Men Danmarks rolle som det lysende eksempel til efterfølgelse risikerer at blive undermineret, hvis vi ikke selv formår at lave en klimalov, som internationalt set er helt i top.


Forhandlingerne om klimaloven er langt fra slut, og der lyser stadig et grønt håb. Vi tror på, at regeringen og partiernes forhandlere har læst nøje med og har motivationen til at rette kursen op, således at borgerforslaget og befolkningens krav afspejles i verdens mest ambitiøse og forpligtende klimalov.

 

Underskrivere:

Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen

Frederikk Roland Sandby, 350 Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse

Rasmus Sturh Jakobsen, generalsekretær, CARE Danmark

Mads Flarup Christensen, generalsektretær, Greenpeace

Maria Remuert Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Bo Øksnebjerg, generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden

Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Bjarke Rambøll, sekretariatsleder, VedvarendeEnergi

Claus Ekman, direktør, Det Økologiske Råd

Anders Morten Christoffersen, formand, Verdens Skove

Tim Whyte, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke 

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer