Af: Helene Hagel, Klimapolitisk leder i Greenpeace
Oprindeligt bragt i Klimamonitor 12. april 

»The case for moving beyond oil and gas has never been clearer.«
Sådan lød overskriften i en udtalelse fra BOGA, alliancen der arbejder for at stoppe ny olie- og gasjagt med Dan Jørgensen og Danmark i spidsen.

Det ganske fornuftige skriv er fra september 2022, og emnet er energikrise, Ruslands invasion af Ukraine og verdenssamfundets svar i forhold til forsyningsudfordringer, når vi vil af med Putins gas.

Alliancen fortsatte yderligere:

»At udstede nye olie- og gaslicenser for felter, som vil tage flere år at få i gang, gør intet for at løse den nuværende krise. Tværtimod vil sådanne beslutninger betyde langsigtede investeringer med en voksende risiko for ‘stranded assets’ og CO2-lock in (...) Vores vej frem må fortsætte med at være væk fra olie- og gasafhængighed, og den må gå endnu hurtigere.«

Som minister for globalt klimasamarbejde rejser Dan Jørgensen verden tynd og gør et væsentligt og godt stykke arbejde internationalt for at få flere lande med på at stoppe nye olie- og gastilladelser.

Meanwhile, in Denmark….
Men samtidig hjemme i Danmark er Dan Jørgensens afløser som klima- energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard (M) i gang med at kompromittere hele det arbejde og den troværdighed, vi har brugt flere år på at opbygge på den internationale diplomatiske klimascene, hvor BOGA er et af de absolut vigtigste initiativer.

Regeringen har nemlig modtaget en ansøgning om efterforskning af ny fossilgas i et nyt felt i Nordsøen og starter derfor en miniudbudsrunde, hvor andre selskaber inviteres til at byde ind på området, som der altså ikke hives olie eller gas op fra i dag.

Det er jo desværre ingen overraskelse. Muligheden for minirunder (og nabobloktilladelser) er lige præcis grunden til, at Nordsøaftalen har skullet opdateres, siden den blev lavet i 2020, så vi kan få lukket disse smuthuller til øget produktion. Men nu er faren for minirunder ikke længere teoretisk. Det er en meget reel mulighed, der kan vanskeliggøre vores internationale arbejde for global fossil udfasning.

Vores troværdighed smuldrer
For hvilken troværdighed står BOGA egentlig tilbage med, hvis gasproduktionen i Nordsøen udvides de kommende år?

Hvis der gives tilladelse til ny efterforskning og produktion i Nordsøen, bliver det utroligt svært at promovere Danmark som et grønt foregangsland på dette område. Vi spiller lige nu hasard med vores troværdighed, og denne runde skal lukkes, før den overhovedet kommer i gang.

Lars Aagaard har til og med den frækhed at bruge Ukraine-krigen som argument for at øge gasproduktionen i Nordsøen. Det er opportunistisk at dække sig ind bag forsyningshensyn, når der vil gå flere år, før der vil blive produceret ny gas, og vi i stedet bør bruge alle vores kræfter på ny vedvarende energi.

At »løse« energikrisen ved at forværre klimakrisen er det absolut dummeste, vi kan gøre lige nu.

Dan Jørgensen siger i BOGA:
»At udstede nye olie- og gaslicenser for felter, som vil tage flere år at få igang, gør intet for at løse den nuværende krise«.

Hvordan i alverden hænger det sammen med Lars Aagaards udtalelser om iværksættelsen af denne minirunde?

»(...) en potentiel ny gasproduktion (skal) bidrage til Europas forsyningssikkerhed, « og »Ukraine-krigen har vist, at Europas energiforsyning er skrøbelig. (...) men indtil vi er i mål med den grønne omstilling, så er Europa afhængig af gas. Og jeg ser hellere, at den gas kommer fra effektiv produktion i Nordsøen frem for uden for EU.«

Den reelle fare er vores fossile afhængighed
Vi har på ingen måde brug for at åbne nye felter i en situation, hvor klimavidenskaben helt entydigt igen-igen-igen med den seneste IPCC-rapport har fortalt os, at vi er ved at gøre kloden ubeboelig og skal stoppe al ny jagt øjeblikkeligt.

Vi skal bruge alle kræfterne på ny vedvarende energi og på energieffektiviseringer. Ved at implementere EU’s energipolitik i Fit for 55, få flere varmepumper, mere elektrificering, ved at bruge den eksisterende infrastruktur kan vi blive fri af Putins gas. Det kræver ikke nye felter at frigøre os, og de planer, vi har for at komme væk fra Putins gas, er tilstrækkelige.

Desuden er faren jo ikke kun Putin. Den egentlige fare er vores fossile afhængighed, lige meget hvor de fossile brændsler kommer fra.

Vores problem er ikke, at vi mangler fossile brændstoffer, Lars Aagard. Vores problem er, at vi har for mange.
Det siger selv din ministerkollega Dan Jørgensen helt tydeligt.