Klimastatus 2022 – brug for handling globalt, i EU og i Danmark

Af Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen


Den 12-13 maj mødtes ministre fra 45 lande til det såkaldte May Ministerial møde i København for at diskutere, hvordan der følges op på beslutningerne fra klimamødet COP26 sidste år. Det var der god grund til, for mens usædvanlige hedebølger plager Indien og Spanien og endnu en tørke- og sultkatastrofe – en af de værste i 40 år – har ramt millioner af mennesker på Afrikas Horn, er det svært at få øje på den nødvendige acceleration af den globale klimaindsats.
COP26 resultatet var ellers ret klart: Medmindre der hurtigt sker en væsentlig styrkelse af landenes klimaindsats, bliver det meget snart umuligt at holde den globale temperaturstigning på målet om de maksimalt 1,5 grader. Derfor vedtog verdens lande også på COP26, at de skulle komme tilbage til COP27 mødet i november i år med mere ambitiøse nationale klimaplaner, end dem de ind til nu har meldt ind til FN.

Desværre er det svært at spore den nødvendige fremdrift her. Meget få lande har vist, at de arbejder på at komme med stærkere nationale klimamål til COP27. Tværtimod var flere lande – herunder vores eget EU – hurtigt ude efter COP26 og udtale, at man nok ikke skulle forvente et højere klimamål fra dem til COP27.
Samtidigt er der heller ikke særlig fremdrift på andre dele af den internationale klimaaftale fra COP26, herunder de rige landes alvorlige og pinlige hængeparti om at yde tilstrækkelig klimafinansiering til de fattige og sårbare udviklingslande. Den indgåede aftale er, at de rige lande skal yde 100 mia. USD om året i klimabistand fra 2020 til og med 2025, men til COP26 i 2021 var man kun nået op på ca. 80 mia. USD, og det endda ved at medregne former for bistand, der ikke burde medtages. Siden er der heller ikke her, meget der tyder på, at indsatsen er forøget.

Så der var god grund til, at ministrene mødtes her i maj i København og så hinanden i øjnene for at forsøge at flytte momentum. Hvad der præcis kom ud af mødet, er stadig lidt uklart, men forhåbentligt kan det være med til at gøre landene mere ansvarlige for faktisk at levere det, de lovede hinanden på COP26 - og det verden så akut har brug for.

Krigen i Ukraine må føre til øget klimhandling – ikke det modsatte

Verdens, og ikke mindst EU's, opmærksomhed er siden COP26 jo blevet kapret af en anden dagsorden, nemlig Ruslands krig mod Ukraine. Det er forståeligt, at krigen fylder meget på den politiske og offentlige dagsorden, men det må ikke få os og vores politiske ledere til at miste fokus på klimakrisen. Tværtimod, for der er meget der hænger sammen mellem krigen og klimakrisen. Vores afhængighed af fossile brændsler er det, der skaber det økonomiske fundament for krigen, og krigen i sig selv bidrager til den fødevarekrise, som klimakrisen skaber rundt om i verden – herunder som nu på Afrikas Horn.

Som med Corona-krisen må Ruslands krig mod Ukraine bruges til at accelerere den grønne omstilling og ikke det modsatte. Lige nu kan det gå begge veje. Selv om EU lige nu, med de nys annoncerede og storstilede planer om at øge udbygningen med vedvarende energi i Nordsøen og med REPowerEU udspillet, ser ud til primært at fokusere på at øge den grønne omstilling, er der stadig risiko for dårlige løsninger som øgede investeringer i andre fossile kilder, eller øget forbrug at biomasse eller biobrændstoffer, der kommer til at låse os fast til fortsat ikke-bæredygtigt forbrug mange år fremad. Og hvad sker der i resten af verden, hvis det lykkes EU at komme ud af Ruslands fossile eksport, leder det så bare til øget fossilt forbrug i resten af verden?

Derfor er det nødvendigt, at Danmark, regeringen og danske politikere både herhjemme og i Bruxelles arbejder benhårdt for, at krigen i Ukraine leder til det rigtige løsninger, der reelt fører til den nødvendige accelererede grønne omstilling både i Danmark, EU og globalt.
Det bør bidrage til, at EU kan komme til COP27 klimamødet senere i år og vise, at nu øger vi vores klimaindsats som lovet på COP26.

Danmark må også gøre mere

Det samme bør Danmark gøre. Vi er ikke ”home free” med vores 70% mål i 2030. Det er velkendt, at regeringen stadig har svært ved at anskueliggøre, at vi er tilstrækkeligt på vej mod de 70%, som påpeget af Klimarådet tidligere i år. Klimarådet viste også, at vi stadig er ret langt fra at nå det mest akutte klimamål i Danmark, nemlig det for 2025, og senere viste Klimafremskrivningen fra regeringen, at gabet faktisk er forøget. Her må Danmark vise, at vi faktisk respekterer klimavidenskaben og det tilbageværende globale CO2e budget. Den værste klimahockeystav må undgås, så vi reelt når mindst 54% reduktion i 2025. Lige nu ser det ud til, at regeringen og måske også en stor del af Folketinget, er tilfredse med at nå 50%. Det er ikke godt nok.

Vi må tage ansvar for hele Danmarks klimapåvirkning

Hvis Danmark skal være et grønt foregangsland, er det ikke nok, at vi adresserer vores hjemlige klimaudslip. Vi må også tage ansvar for den globale klimapåvirkning vores forbrug, import og internationale ageren belaster kloden med. Heldigvis er vores internationale klimabelastning også en del af Klimaloven og Energistyrelsen rapporterer nu hvert år på status for den. Desværre har denne Globale Afrapportering endnu nogle alvorlige mangler (se 92-gruppens høringssvar her). Blandt andet er der for meget fokus på vores forbrugsbaserede klimapåvirkning, hvor der ikke tages ansvar for klimabelastningen fra hele vores import, fordi eksporten fratrækkes. Det skjuler vores samlede ansvar. I stedet bør den Globale Afrapportering give et fuldt billede af det samlede klimaansvar fra hele vores import, forbrug og internationale påvirkning, så den bliver et reelt handlingsanvisende redskab til at sikre, at vi som land får gjort noget ved vores store klimaansvar uden for Danmarks grænser.

Så der er nok at se til både på dansk, EU og globalt plan de kommende måneder.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer