Blev bragt i Kristeligt Dagblad 27. marts 2022.
Af Lars Koch, generalsekretær i Oxfam IBIS.
Den ukrainske flygtningekrise er en kæmpe udfordring for Europa, og det er dejligt at se, at Danmark tager et medansvar for at sikre ukrainernes sikkerhed. Men det er til gengæld hjerteskærende, at man tager pengene fra verdens fattigste.
Næste år kan den største modtager af dansk udviklingsbistand paradoksalt nok blive Danmark selv. Det er konsekvensen af den nye særlov for modtagelse af ukrainske flygtninge. Her vil man nemlig hente 2 mia. kroner fra udviklingsbistanden til at dække udgifterne herhjemme.
Det betyder, at man tager penge fra andre af verdens brændpunkter og humanitære kriser, som hverken er blevet mindre eller færre. Tværtimod. Penge som skulle bruges til at bekæmpe fattigdom, sult og ulighed og til tilpasning af de klimaforandringer, der uundgåeligt får store konsekvenser for flere lande i det globale syd.
Det er grundlæggende en helt forkert prioritering at finde pengene på den måde. Særligt når dansk økonomi – og andre højindkomstlandes økonomier – står bomstærkt. De rige lande er allerede kommet godt gennem coronakrisen med stærke statsfinanser, lav arbejdsløshed og minimalt indtægtstab for befolkningen. Anderledes ser det ud i verdens fattigste lande, der stadig kæmper med en rasende pandemi, underfinansierede sundhedssystemer, fattigdom og en næsten ubetalelig høj gæld. De stærkt stigende fødevarepriser lige nu, som konsekvens af Ukraine krisen, er måske det strå, der knækker deres ryg.
Der er alt for mange alvorlige kriser og mennesker i nød andre steder i verden, som vi ikke kan vende ryggen, og som vi har en solidarisk forpligtelse overfor. De har lige så meget brug for Danmarks udviklingsbistand i dag som i går. Det er netop udviklingssamarbejdets og bistandens fornemmeste opgave at huske på helheden og sammenhængene, når verdens øjne er rettet mod en akut krise.
Derfor skal vi i Danmark tage imod og hjælpe fordrevne fra Ukraine, men det skal ikke betales af verdens mest udsatte, som fortsat har brug for vores hjælp. Danmark har råd til at finansiere modtagelse af tusindvis af fordrevne fra Ukraine uden at sende regningen videre til verdens fattigste.
Der er rigeligt med penge i verden, som kunne finansiere de mange humanitære katastrofer. Lige nu er de bare enormt skævt fordelt. Under coronapandemien har vi set, at de rigestes formuer er steget mere end nogensinde før. Mange store multinationale selskaber har også leveret rekordoverskud og tjent styrtende med penge primært på baggrund af coronakrisen. Flaskehalse i den internationale transportsektor under har presset fragtraterne op til fordel for shippingbranchen, og nedlukninger har betydet et boom for streamingstjenester og andre digitale ydelser.
Verdens regeringer pumpede under coronakrisen 16.000 mia. dollars ud for at holde hånden under befolkningen og virksomheder primært i de rige lande. Ligeledes har Danmark sagtens kunne finde milliarder til hjælpepakker og coronaindsatser og til den nye sikkerhedspolitiske aftale.
Konkret er der i sikkerhedsaftalen faktisk sat midler af til diplomatiske og humanitære indsatser. Her er det oplagt at finde de 2 mia. kroner her og nu.
Vi har både råd til en ordentlig flygtningemodtagelse, velfærd og et styrket internationalt engagement, der bekæmper global ulighed og klimakrisen. Vi skal bare kigge i den retning, hvor pengene faktisk er, frem for at tage dem fra verdens fattigste.