Artiklen blev bragt i Information 17. marts 2022 og kan findes her.
Af Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen
Klimahandling sker ikke af sig selv, og derfor bør det være en af klimaminister Dan Jørgensens helt store opgaver for 2022 at få skabt en alliance med de fattige og sårbare lande frem mod næste års klimatopmøde, så vi kan hjælpe verden videre mod en bedre fremtid for os alle, skriver 16 organisationer i denne kronik
De seneste par år har vi hørt mange gange, at tiden er ved at løbe ud for at løse klimakrisen. Men når vi sidder godt og trygt i et land som Danmark, kan det være svært at forholde sig til. Selv om konsekvenserne af klimakrisen rykkede nærmere i 2021 med de voldsomme tyske oversvømmelser, har vi stadig ikke selv hånden på kogepladen. Men for børn i det sydlige Sudan, der må svømme for at komme i skole, fordi vejene er blevet skyllet væk af massive oversvømmelser, er virkeligheden en anden. For dem og deres familier hersker der ingen tvivl om, at tiden er løbet fra tomme løfter og diffuse 2050-planer.
Når verdens lande igen mødes til COP27-klimaforhandlinger i Egypten til november, er det afgørende for verdens fremtid, at der kommer meget mere skred i forhandlingerne, end vi så ved klimamødet i Glasgow i 2021. Klimaminister Dan Jørgensen (S) kan være med til at løse op for den gordiske knude, forhandlingerne altid ender i. Men der er særligt to vigtige områder, hvor Dan Jørgensen skal skrue op for ambitionerne, hvis det skal lykkes.
Vi har en regning at betale
Historisk set har de rige lande stået for størstedelen af udledningen af de klimagasser, der nu trækker ødelæggende spor igennem udviklingslandene. Senest har den store klimarapport, der kom fra FN’s videnskabelige klimapanel IPCC i slutningen af februar, atter engang påvist, at de fattige lande rammes langt hårdest af klimaændringer, på trods af at de rige lande bærer hovedansvaret. Alligevel smider de vestlige lande regningen for ødelæggelserne rundt som en varm kartoffel.
Helt tilbage i 2009 lovede de rige lande at levere 100 milliarder dollar årligt fra 2020 i støtte til udviklingslandene. Det er det, der betegnes som klimafinansieringen, der skal finansiere både reduktioner af og tilpasning til klimaforandringer i udviklingslande. I det store regnskab er der tale om småpenge for de rige lande. Verdens regeringer har eksempelvis brugt 16.000 milliarder dollar på at give virksomheder og arbejdspladser kunstigt åndedræt under pandemien.
Alligevel stod det klart i 2021, at det kun er lykkedes de rige lande at finde 80 milliarder ud af de lovede 100 milliarder dollar, som man havde lovet 12 år tidligere. Det er vel at mærke, når man tæller rub og stub med, inklusive lån, der skal betales tilbage igen.
Derfor var vores forventning, at de rige lande ved topmødet i Glasgow i november sidste år var blevet enige om at betale det, de retmæssigt skylder. Men i den endelige tekst endte ordlyden blot som en »tilskyndelse« til, at landene holder, hvad de klart og tydeligt har lovet.
Hvis de rige lande ikke betaler deres del af regningen, bliver det ualmindeligt svært at kræve ambitiøse reduktioner fra udviklingslandene. Det er vigtigt, for vi kan ikke løse klimakrisen, hvis vi ikke får alle med.
Dan Jørgensen har en unik mulighed
Hvad kan Danmark så gøre ved det? En hel del tror vi faktisk.
Dan Jørgensen blev på topmødet i Glasgow tildelt posten som co-chair på forhandlingssporet om ambitionsteksten. Der er gode chancer for, at han bliver udpeget som forhandlingsleder igen, hvilket giver ham en stærk position som ledende person i forhandlingerne fremadrettet. Han har derfor en unik mulighed for at tage førertrøjen på og skabe dialog og alliancer med de progressive udviklingslande og samtidig lægge pres på EU.
En førerposition kræver naturligvis, at Danmark selv lever op til sine egne forpligtelser. Som det er i dag, bliver Danmarks klimafinansiering taget fra udviklingsbistanden, der i forvejen er skåret ned til et absolut minimum.
Verdens lande har ellers gentagne gange besluttet, at klimafinansiering skal være nye penge. Det skal med andre ord ikke være penge, som flyttes fra den finansiering, der eksempelvis skal hjælpe med at bygge skoler og hospitaler, som tilfældet er i dag. Det må laves om, så Danmarks klimafinansiering bliver ud over den udviklingsbistand, vi har lovet under FN.
Skru op for klimaplanerne
Et af de få gode resultater fra klimatopmødet i Glasgow var, at alle lande blev pålagt at møde op med nye ambitiøse planer i 2022. Men fra EU-Kommissionens top hørte vi efterfølgende, at EU ingen planer har om at skrue op for målet om 55 procents reduktion for hele EU.
EU huser kun et sted mellem fem og seks procent af klodens befolkning. Med de nuværende klimamål vil europæerne lægge beslag på ti procent af den CO₂, som kan udledes frem mod 2050. De europæiske lande skal derfor som minimum op på 65 procents reduktion i 2030, og så skal der skrues gevaldigt op for reel handling, så vi ser konkrete reduktioner her og nu.
Men det sker ikke af sig selv. Derfor bør det være en af Dan Jørgensens helt store opgaver for 2022 at få EU til at hæve ambitionerne frem mod efterårets klimatopmøde. Det kræver naturligvis, at vi går foran og selv hæver ambitionerne for de danske klimaplaner.
Som Klimarådet viste i deres nylige statusrapport, er vi i Danmark langtfra på sikker vej mod 70-procentsmålet i 2030. Derfor er de danske politikere nødt til hurtigt at genbesøge de indgåede aftaler for at nå 70 procent og finde flere reduktioner. Der skal der sættes turbo på hele implementeringsarbejdet, så vi når et mål om mindst 54-procentsreduktion i 2025.
Herunder er det bydende nødvendigt, at politikerne hurtigt lander en ambitiøs aftale om en CO₂-afgift, der dækker alle betydende sektorer og drivhusgasser. Og så må Danmark tage ansvar for den store klimapåvirkning uden for landets grænser, der kommer gennem vores import og forbrug.
Med nye ambitiøse planer kan Dan Jørgensen med rette skubbe på hos de andre lande. Hvis vi danner stærkere alliancer med progressive lande som eksempelvis de nordiske, kan vi med større tyngde presse de fodslæbende nationer. Det gælder både internt i EU og i USA samt Australien og Japan.
Når verdens lande mødes til COP27 på det afrikanske kontinent, skal alliancerne med både de progressive lande og udviklingslandene allerede være på plads. På den måde kan Danmark være med til at lægge det nødvendige pres på resten af verden og måske være med til at løse klimakrisens gordiske knude.
Vi tror på, at der stadig er tid. Men det kræver handling nu.
Troels Dam Christensen er sekretariatsleder i 92-gruppen
Mads Flarup Christensen er generalsekretær i Greenpeace
Vibe Klarup er generalsekretær i Amnesty International Danmark
Tim Whyte er generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke
Rasmus Stuhr Jakobsen er direktør i CARE Danmark
Caspar Olausson er sekretariatschef i Verdens Skove
Claus Ekman er direktør i Rådet for Grøn Omstilling
Knud N. Flensted er rådgiver i DOF BirdLife
Kirstine Lund Christiansen er forperson i Klimabevægelsen
Julie M. Rosenkilde er sekretariatsleder i Nyt Europa
Torleif Jonasson er generalsekretær i FN-forbundet
Lars Myrthu-Nielsen er daglig leder for Øko-net
Janice Førde er forkvinde for KULU (Kvindernes U-landsudvalg)
Jonathan Ries er formand for Miljøorganisationen VedvarendeEnergi
Poul Kattler er formand for Rådet for Bæredygtig Trafik
Carsten Lützen er formand i DIB (Dansk International Bosætningsservice)
