Af Gry Bossen, politisk koordinator, Verdens Skove
FN’s klimakonference, COP 26, er netop afsluttet i Glasgow. Mens den endelige aftale indeholder ambitiøse elementer, der hidtil ikke er set i en klimaaftale, så er der flere områder, hvor parterne ikke har kunnet blive enige om de mest ambitiøse løsninger. Artikel 6, den såkaldte markedsmekanisme, er én af disse.
Forhandlingerne på artikel 6 - en global markedsmekanisme under Parisaftalen - har igennem flere år skabt store problemer og forsinket afslutningen af flere COP’er, fordi parterne simpelthen ikke har kunnet blive enige. Men på COP26 mødte alle landene op med en anderledes indstilling og pludselig gik forhandlingerne stærkt. Det lykkedes derfor landene at nå til enighed om nogle overordnede ideer til en ny markedsmekanisme, og hvad der skal forhandles yderligere.
Vi har således rammerne for et kommende marked, hvor det bliver muligt for lande at handle med CO2 reduktioner og et marked, hvor det bliver muligt for private virksomheder at udveksle CO2 reduktioner på tværs af sektorer og landegrænser. Men her seks år efter Parisaftalen er tiden løbet fra ideen om, at man kan betale sig fra sine udledninger ved at købe drivhusgasreduktioner andre steder i verden. Det er der ganske simpelt ikke plads til i det globale karbonbudget.
Et hullet resultat
Når det nu er bestemt, at handel med CO2-kvoter skal være muligt, så er det pinedød nødvendigt, at reglerne for den kommende markedsmekanisme sikrer, at der trods alt kun handles med reelle og additionelle reduktioner, der ellers ikke ville være sket.
Selvom parterne har begrænset mulighederne for dobbelttælling, så er det desværre ikke nok. Reglerne giver stadig plads til overførsel af gamle kreditter og handel med kreditter skabt i skoven. Begge dele risikerer at underminere ambitionen i Parisaftalen, da alt for mange parter så kan købe sig fra reelle reduktioner via falske og usikre kreditter, i stedet for selv at skulle gøre noget.
Derudover burde menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder have været bedre repræsenteret i mekanismen. Ved ikke at sikre at oprindelige folk og lokale inkluderes i udviklingen af reducerende projekter og tiltag, risikerer man, at de mister retten til deres jord eller ikke deltager i implementeringen af projekterne. Det giver stor risiko for, at projekterne ikke bliver bæredygtige og dermed ikke sikrer permanente reduktioner i CO2 udslip.
Der er altså stadig risiko for, at vi med denne mekanisme giver plads til at handle med varm luft, der ingen klimaeffekt har og samtidig tillader regeringer og virksomheder at fortsætte med at udlede, som de plejer. Det er det helt modsatte af, hvad Parisaftalen foreskriver.
En Ikke-markedsbaseret tilgang giver håb
Parterne er dog også nået til enighed om 6,8 - en ikke-markedsbaseret tilgang. Det vil sige, at vi nu har begyndelsen til en ny mekanisme, der kan generere finansiering, kapacitet og viden til klimabevarende projekter, uden at CO2-reduktionen skal udveksles i bytte. Det er godt. Det vil forhåbentlig sikre flere gode klimaindsatser, hvor CO2-reduktionen ikke står i stedet for reduktioner andre steder.
