Af John Nordbo og Mathias Høj Kristensen, klimarådgivere i Care Danmark
Da lyset i plenarsalen i Glasgow blev slukket, stod det lysende klart, at årets klimatopmøde blev de brudte løfters COP. Allerede tidligt i forhandlingerne fornemmede man, hvordan særligt de rige lande forsøgte at løbe fra ansvaret. USA, EU og Australien m.fl. kæmpede med næb og klør for at tømme aftaleteksterne for ambitioner og konkrete forpligtelser, bl.a. inden for klimafinansiering og ’tab og skader’, således, at klimaregningen også i fremtiden vil blive tørret af på de fattigste og mest udsatte stater.
Trods utallige løfter, blandt andet fra COP15 i København og COP21 i Paris, hvor de rige lande lovede 100 mia. dollars fra 2020 til verdens fattigste, indeholder Glasgow Pagten ingen garantier for, at de rige lande vil indfri deres klimagæld. Hidtil er de kun nået op på 80 mia. dollars om året, hvoraf en stor del tilmed blot er lån, mens næsten alle penge tages fra den eksisterende udviklingsbistand. Dermed er der reelt blot tale om en omfordeling af penge fra fattigdomsbekæmpelse til klimahandling, selvom landene har lovet, at de netop ikke vil gøre det. Af Socialdemokratiets finanslovslovsforslag fremgår det for eksempel, at den danske regering foreslår, at 100 pct. af den danske klimabistand fra 2022 finansieres af midler, der ellers skulle gå til at bekæmpe fattigdom, ulighed og sygdomme etc. i ulandene.
At Danmark og de rige lande på den måde udhuler bistanden, er i sig selv dybt kritisabelt. Harmen bliver bestemt ikke mindre af, at verden i 2020 støttede subsidier til fossile brændsler med ca. 6.000 milliarder dollars. Mens olieselskaber og fossile giganter nyder godt af de rige landes pengetank, fastholder de samme lande altså, at der ikke er råd til at give den klimabistand, man har lovet – og som konkret betyder, at ulande og østater hvert år blive snydt for milliarder af euros og dollars samtidig med, at de skal optage dyre lån for at betale for de tab og skader, som afbrændingen af fossile brændsler bidrager til.
Glasgow Pagten ændrer ikke disse kendsgerninger. Ej heller blev det i denne omgang aftalt, hvordan eller hvor meget fattige lande skal kompenseres, når det gælder tab og skader fra klimaforandringer, som særligt vestens historiske CO2-udledninger har bidraget til. I stedet for hjælp til genopbygning af byer efter orkaner eller genetablering af landbrugsarealer, som er blevet ødelagt af tørker eller oversvømmelser, blev fattige lande spist af med en serie dialogmøder. Alle tilløb mod reel handling og konkrete forpligtelser blev nemlig fejet af banen af forhandlere fra ikke mindst USA og EU. Ganske vist blev man enige om at operationalisere det såkaldte Santiago Netværk, der katalyserer teknisk assistance og rådgivning til lande, der rammes af tab og skader. Isoleret set et fint initiativ, som dog overskygges af, at spørgsmålet om penge og ansvar blev syltet og sparket til hjørne. Mange ulande og østater understregede forståeligt nok deres utilfredshed med denne beslutning under de afsluttende bemærkninger. Men faktum er, at det endnu engang lykkedes de rige lande at slippe ud af et COP-møde uden at påtage sig ansvaret eller en rimelig del af den økonomiske byrde.
Skal man pege på et lille fremskridt, må det være, at de rige lande forpligtede sig til at fordoble bistanden til klimatilpasning. Det er vigtigt og helt afgørende, at fattige lande får mere hjælp og økonomi til at opbygge modstandskraft og forberede sig på de klimaforandringer. Hvorfor? Fordi disse klimaforandringer allerede i dag tvinger millioner af mennesker på flugt, skaber enorme ødelæggelser samt øger sult og manglen på vand i det globale Syd. Alligevel føles det i bedste fald kun som en halv sejr, da de rige lande allerede har lovet af yde 50 milliarder USD om året til tilpasning. Problemet er, at de ikke har gjort det. Så selvom det er godt, at Glasgow Pagten lover en fordobling af det nuværende niveau på 20 til 40 mia. USD, er det i princippet en forringelse af allerede vedtagne aftaler. Men, som flere ulande sikkert har tænkt, var denne option nok den mindst ringe af alle dem, der reelt var på bordet.
Historien om COP26 er en fortælling om svigt og brudte løfter. ”Paris promised, but Glasgow did not deliver”. Er det overraskende? Nej, desværre. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det stadigvæk er dybt forstemmende, at det efter COP26 fortsat vil være verdens fattigste og mest sårbare mennesker, der betaler den absolut højeste pris for en klimakrise, de nærmest ikke har andel i. Det er ikke retfærdigt, og det er heller ikke solidarisk – og derfor bliver vi ved med at kæmpe for at ændre det.
