Af Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen

Forud for COP26 klimatopmødet, der blev afholdt i Scotland her i november, havde det britiske formandskab givet mødet overskriften ”Keeping 1,5 alive” – altså formålet om at holde 1,5 graders målsætningen fra Parisaftalen i live.

Det var der god grund til, for forud for mødet havde FN’s videnskabelige klimapanel IPCC og flere andre institutioner igen vist, at verden langt fra er på vej mod Parisaftalens mål om en maksimal global temperaturstigning på 1,5 endsige 2 grader. Tværtimod er vi hastigt på vej mod at overskride de 1,5 grader allerede inden for de næste 10-15 år og på vej mod 2,4-2,7 grader. Så det var en passende overskrift at give topmødet, for det er klart ved at være i allersidste øjeblik, hvis vi skal lykkes at holde 1,5 graders målsætningen, og dermed beskytte os alle sammen mod de værste klimaændringer.

COP26 var første gang siden Parisaftalen i 2015, at landene skulle melde mere ambitiøse klimaplaner ind til FN. En del lande har også gjort dette i forløbet op til topmødet og flere planer er bedre end tidligere. Men især en del af de store udlederlande har fortsat ikke klimaplaner og -mål, der er ambitiøse nok. Under COP’en meldte flere lande nye klimaplaner ud, bl.a. Indien, men bottom line er stadig, at vi er på vej mod en global temperaturstigning på mindst 2,4 grader, og det er endda kun, hvis alle lande så også reelt gennemfører deres klimaplaner. 

COP26 gav spinkelt håb om, at vi stadig kan holde de 1,5 grader

Det positive resultat på COPen er derfor, at det trods alt lykkedes at blive enige om, at vi nu ikke skal vente 5 år mere, inden landene igen skal komme med mere ambitiøse klimaplaner. I stedet blev landene enige om en afsluttende tekst, der beder landene om igen til næste år til COP27 at komme med styrkede nationale klimaplaner – samt at der skal udarbejdes synteserapporter og holdes højniveaumøder om det. 

Det er positivt, for det betyder, at processen med at hæve de nationale klimamål fortsætter, og at der derfor fortsat er pres på landene for at levere mere. Men man må samtidigt sige, at det er på et hængende hår, vi stadig har muligheder for at nå 1,5 graders målsætningen. Hvis det skal ske, vil det kræve, at landene, især dem der er bagerst i indsatsen, reelt forpligter sig til at gøre væsentlig mere i den nærmeste fremtid. Der er således brug for akut førstehjælp, hvis 1,5 graders målet skal holdes i live

Alt for få fremskridt på støtten til fattige og sårbare mennesker

Hvor der på indsatsen for at begrænse drivhusgasudslippet, nationale klimaplaner og ”Keeping 1,5 alive”, trods alt blev vedtaget en videre proces de kommende år, var der ikke mange fremskridt på de andre vigtige emner i klimaindsatsen. Nemlig de rige landes klimafinansiering til de fattigste og sårbare lande, herunder støtten til klimatilpasning og ”tab og skade” når klimakatastroferne rammer. Her lykkedes det endnu engang ikke at få de rige lande til at flytte sig og yde mere støtte til dem, der bliver hårdest ramt. Som man kan læse i andre artikler i dette nyhedsbrev, blev der kun opnået meget begrænsede fremskridt – især pga. de rige landes uvilje mod at forpligte sig til at løse de problemer, de selv har været med til at skabe for sårbare og fattige mennesker. 

Selv ikke der, hvor de rige lande åbenlyst ikke har leveret det, de har lovet, var der nævneværdige fremskridt - tværtimod. Helt tilbage fra COP15 i 2009 har de rige lande lovet at levere 100 mia. USD i støtte om året fra 2020 til udviklingslandene. Det har man ikke nået. Selv efter de rige landes egen opgørelse, når man kun ca. 80 mia. USD i 2020. Så ville man jo tro, at beslutningen fra COP26 ville blive, at de rige lande så forpligtede sig til at rette op på denne misligholdte forpligtelse med det samme. Men nej - teksten her endte kun med at ”tilskynde” til, at de rige lande leverer, det de har lovet, og uden at sætte konkrete mål for hvornår det skal ske, eller hvordan det sikres, at det faktisk ender på det samlede beløb de rige lande har forpligtet sig til.
Selv om der var mindre fremskridt her og der, var det generelt det samme billede hele vejen rundt ift. de rige landes støtte til de fattigste og mest sårbare lande – helt utilstrækkeligt og uretfærdigt.

Mange initiativer i handlingssporet – godt men svært at vurdere effekt

På COP26 blev der lanceret en lang række af initiativer udenom selve de fælles forhandlinger. Det gælder for eksempel et stort skovbevarelsesinitiativ, et initiativ mod metan-udslip, og flere udspil om kuludfasning. Generelt er det positivt med disse initiativer i ”handlings-sporet” uden om ”forhandlingssporet”, og også positivt, at der ser ud til at komme flere og flere af den slags tiltag. Som altid er det dog umiddelbart svært at vurderer, hvor meget der er tale om gammel vin på nye flasker, og hvor meget handling de reelt vil føre til.
Et initiativ der fik meget og positiv opmærksomhed på COPen, blev lanceret af Danmark og Costa Rica. Nemlig en gruppe af lande og delstater, der forpligter sig til at stoppe efterforskning efter ny olie og gas og sætte en slutdato på udvindingen. Det satte andre lande, herunder olieproducerende nabolande som England og Norge, under pres på COPen.

Hvad så nu? – Danmarks rolle

Ovenpå COP26 er det klart, at vi langt fra er i hus endnu, og at relativt progressive lande som Danmark har en meget stor rolle og ansvar for at skubbe så meget på som muligt i den videre proces. Danmark gjorde generelt en god indsats på COPen, dels gennem de initiativer Danmark var med til at lancere og tilslutte sig, og dels gennem den rolle den danske klimaminister Dan Jørgensen fik i forhold til at være med til at lande en beslutning om de videre spor for at leve op til 1,5 graders målet.

Danmark må nu fortsætte og styrke denne indsats frem mod COPen næste år. Herunder må Danmark selv opdatere og styrke sin egen klimaplan og 2030-målet – og arbejde benhårdt for, at EU gør det samme – så vi og EU lever op til COP26 beslutningen om at komme med mere ambitiøse planer til COP27 næste år. Derudover må der fra dansk side nu kastes kræfter ind i en klimadiplomatisk indsats for at sikre, at de fattige og sårbare udviklingslandes hensyn og interesser i langt højere grad imødekommes på COPen næste år. Der er tale om helt legitime og nødvendige hensyn som verdenssamfundet, ikke mindst de rigeste og mest forurenende lande, bliver nødt til at være med til at løse, og Danmark er i en god position til at gå forrest her.
Det kræver så også, at Danmark selv lever op til sine forpligtelser, og herunder begynder at levere ny og additionel klimafinansiering, som ikke tages fra udviklingsbistanden.