Af Stefan Thorsell, klimarådgiver og programkoordinator, IWGIA
COP26 forventes at blive den vigtigste FN klimakonference siden 2015, hvor Paris-aftalen kom i hus. Efter et års forsinkelse på grund af COVID-19 pandemien, er der nu lagt op til et brag af en konference i november i Glasgow, hvor landes ambitioner og regelsættet for markedsmekanismer blandt andet er på tapetet.
Branded som den mest inkluderende COP nogensinde har den britiske regering garanteret, at konferencen vil være sundhedsmæssig forsvarlig at deltage i. Men mens pandemien stadig raser i mange lande (for øvrigt også i Storbritannien) og kun omkring 3 procent af Afrikas befolkning er vaccineret, er virkeligheden for mange forhandlere og observatører en helt anden til trods for den britiske regerings løfte om støtte til vaccinering af deltagere.
Dette har fået Climate Action Network, bestående af 1.500 civilsamfundsorganisationer, til således at opfordre til en udsættelse af COP26. Andre NGO-koalitioner, såvel som nogle af de oprindelige folks organisationer, har fulgt trop. Også gruppen af de 46 fattigste lande har udtrykt bekymring omkring manglende inkludering i lyset af de logistiske udfordringer, der for mange gør det umuligt at deltage i COP’en. Storbritannien holder dog fast og det ser ud til at COP’en vil blive gennemført - uden yderligere lempelse af karantænerestriktioner for delegerede fra den såkaldte røde liste af lande med høje COVID-19 smittetal.
FN store biodiversitetskonference er blevet udskudt til april 2022. COP26 vil således være den første FN megakonference, der afholdes siden pandemien brød ud. Gennemførelse af COP’en med deltagelse af over 20.000 delegerede indebærer i sig selv potentiale for at udvikle sig til en global massespredningsbegivenhed. Lige så reelt og ikke mindre betydningsfuldt er frygten for, at forhandlingerne falder til jorden på grund af manglende tilstedeværelse ved forhandlingsbordet fra særligt én fløj. COP’er ender som oftest med svære forhandlinger mellem landene fra det globale syd og nord. Således så vi COP15 i 2009 i København fejle, hvorefter det tog yderligere seks år(!) at komme til enighed om aftalen i Paris. IPCC’s seneste rapport har stadfæstet, at der ingen tid er at spilde. COP26 må og skal blive en succes, der sikrer radikal forhøjet ambition blandt verdens regeringer.
Spørgsmålet er således, om fraværet af landerepræsentanter, civilsamfundsgrupper og oprindelige folk fra de fattigste, og klima- og COVID-19-mæssigt hårdest ramte lande, ikke netop er det dårligst tænkelige udgangspunkt for at skabe enighed og konsensus mellem disse og de privilegerede, rige og vaccinerede lande fra nord. I så fald ville det måske være bedre at udskyde COP’en yderligere et halvt års tid for derved at øge chancerne for en reel, inkluderende konference, hvor parter kan mødes på et mere lige og fair grundlag, end forholdende tilsiger det lige nu.
