Af Anne-Sofie Henningsen og Gry Bossen, Verdens Skove
Den 14. juli offentliggjorde EU-Kommissionen deres længe ventede Fit for 55-lovpakke. En lovpakke, der skal være med til at sikre, at EU bliver klimaneutralt i 2050. Lovpakken indeholder hele 13 forskellige forslag, der alle falder ind under EU’s Green deal og vedrører sektorer såsom energi, transport, landbrug og skovbrug.
Skovnatur fylder en del i en række af de fremsatte lovforslag herunder i LULUCF (forordning for arealanvendelse, ændring af arealanvendelse og skovbrug) og i EU’s nye skovstrategi.
Kommissionen har fremsat en revidering af den nuværende LULUCF-forordning, hvor regnskabsreglerne heldigvis simplificeres. Den nuværende opgørelsesmetode med brugen af et skovreferenceniveau er uigennemskuelig for både civilsamfundsorganisationer og medlemslandene selv. Samtidig tillader den, at medlemsstaternes kulstofpulje bliver mindre og skovhugsten øges. Det er derfor positivt, at opgørelsesmetoden simplificeres, og at der fra 2026 indføres et overordnet EU-mål, som fordeles ud på landene. Desværre, formår EU med den nye revidering ikke at hæve ambitionsniveauet nok. For selvom målet for kulstofsoptag øges til 310 millioner tons, er det langt fra nok. Flere undersøgelser viser, at EU’s kulstofpuljer i land og skov har potentiale til at optage helt op til 600 millioner tons. Det bør EU helt klart stile efter. Samtidig opretholder Kommissionen muligheden for, at CO2-kreditter fra LULUCF-sektoren stadig kan bruges til at dække over emissioner fra andre sektorer. Det er dybt problematisk, at skovenes optag stadig kan blive brugt som kompensation for manglende handling i andre sektorer.
I EU’s nye skovstrategi er det selvsagt skovene der er i fokus, men EU anerkender tilsyneladende kun to typer skov: produktionsskov og primær skov. Selvom der er mange gode takter i skovstrategien, bl.a. lægges der op til en bedre monitorering af Europas skove og en bedre beskyttelse af urskove, så er der et behov for at anerkende, at skove ikke kun falder i to grupper, men kan være alt derimellem, og at det er nødvendigt at beskytte flere kategorier end “blot” urskove. Samtidig er det vigtigt at anerkende, at skove kan have en værdi i sig selv, der ikke er økonomisk betinget.
Et sidste område, der bør bekymre alle med skov i deres hjerter, er EU’s manglende stillingtagen til biomasse. Både i skovstrategien, taxonomien for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter og i det nyeste direktiv for vedvarende energikilder (RED) nævnes biomasse som en del af den grønne omstilling uden, at der konkret lægges op til at begrænse brugen af skovbaseret biomasse. EU understreger dog, at brugen af træbaseret biomasse skal holdes på et bæredygtigt niveau og udnyttes effektivt, men allerede nu er brugen af biomasse på et ubæredygtigt niveau, hvorfor EU burde sigte mod at begrænse forbruget. Det er selvsagt kritisk, at EU forspilder denne mulighed og ikke stiller tilstrækkelige krav til hvilken slags træ, der må bruges til energi-biomasse.
Det er positivt, at EU vil fortsætte med at analysere, hvordan medlemsstaternes støtteordninger til biomasse påvirker biodiversiteten og kulstofspuljen, men vi ved allerede nu, at vores forbrug af træbaseret biomasse ikke er en farbar vej fremad, og EU bør derfor allerede nu påbegynde en udvikling, der ikke er afhængig af skovbaseret energi.
De mange lov-udspil fra Kommissionen er endnu ikke vedtaget og den kommende godkendelsesproces kan tage flere år. Hvis EU vil sikre sunde, biodiverse skove, der er mere robuste overfor klimaforandringerne, er der behov for at gentænke skovstrategien og LULUCF samtidig med at hensynet til biodiversitet og skovnatur også bør fylde mere i RED og taxonomien.
