Hiv hovedet ud af busken med et ambitiøst 2025-delmål

Af Louisa Mathies og Troels Dam Christensen, 92-gruppen

Danmarks omstilling står i øjeblikket ved en skillevej. Politikerne er nemlig i gang med at forhandle, hvad det danske klimamål for 2025 skal være. Videnskaben er klar: Det er nu vi skal handle - og derfor opfordrer FN også til omgående reduktioner, hvis vi skal have en chance for at holde den globale opvarmning til 1.5 grader. Et for lavt 2025 mål vil forsinke reduktioner inden for de kommende helt afgørende år og øge Danmarks samlede drivhusgasudslip frem mod målet om 70% reduktion i 2030. Dermed risikerer politikerne at vælge vejen mod en dyrere og mere risikabel grøn omstilling.

Men forhandlingerne om et 2025 mål er gået i stå. Selv efter at regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet for nyligt slog på alarmklokkerne og vurderede, at regeringens klimaindsats ikke lægger op til at nå 70-procent-målet i 2030. Regeringen sidder fortsat med hovedet i busken med et bud om, at det er nok, bare vi når 46-50% reduktion i 2025 sammenlignet med 1990. Det er alt for lidt, fordi det vil skubbe en meget stor del af indsatsen til at skulle ske mellem 2025 og 2030.

Ved at udskyde store reduktioner til sidste øjeblik før 2030, satser regeringen dermed på en hockeystavsmodel. Det sker blandt andet ved at satse på usikre storskala-teknologier, der ikke er udviklet tilstrækkeligt, er enormt dyre og derfor forbundet med en betydelig risiko. Men at udskyde reduktionerne vil øge Danmarks samlede udledninger og dermed den totale mængde af CO2 i atmosfæren. Det er en katastrofal model at vise resten af verden. FN’s Emissions Gap Report 2020 viser netop, at det er helt afgørende at hente de største reduktioner de næste få år. 92-gruppen har udregnet, at det er nødvendigt at have et 2025 mål på minimum 54,8%, hvis vi i Danmark skal overholde vores andel af et globalt CO2 budget, der svarer til Parisaftalens målsætning om maksimalt 1.5 graders opvarmning. Og der er mange gode argumenter for, at målet bør være endnu højere.

En reduktion på 46% i 2025 betyder, at regeringen ikke behøver røre en finger frem mod 2025, fordi de allerede med vedtagne midler når dertil (status februar 2021). Deres argumentation for at bibeholde det lave reduktionsmål er at undgå ’dyre og ineffektive’ løsninger. Men at starte tidligt giver netop anledning til at kunne være på forkant med en omfattende og retfærdig omstilling af de sektorer, der skal stilles om. Samtidig er tidlige, gradvise reduktioner ikke kun er en fordel fra et klimaperspektiv men også mere omkostningseffektive.

Derfor må de andre partier i Folketinget nu stå fast på, at regeringens udspil ikke er acceptabelt, og få sat et 2025-delmål der reelt lever op til vores klimaansvar. Det er nu politikerne har muligheden for at vælge en vej, der fører til en bedre fremtid, i stedet for klimakatastrofen.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer