Af Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen
Den 8. oktober kom FN’s videnskabelige klimapanel IPCC med deres vigtige rapport om, hvad der skal til for at holde de globale temperaturstigningen under 1,5 grad. Baggrunden er, at der med Paris-aftalen er sat et sådant mål, men ind til IPCC rapporten kom, havde vi som verdenssamfund ikke meget samlet viden om, hvad der skal til.
Rapportens budskab er: Ja det kan godt lade sig gøre at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grad, men det vil kræve en meget stor indsats fra alle sektorer, og de næste få år og årtier bliver afgørende. Med andre ord: Hvis ikke vi sadler alvorligt om og yder en lagt større indsats her og nu bliver det umuligt.
Rapporten viste samtidigt, at der er ret stor forskel på klimaeffekterne ved 1,5 og 2 graders temperaturstigning. Ved 2 grader er konsekvenserne klart værre både for natur og mennesker. Konkrete eksempler er, at ved 1,5 grad forventes Arktis at have isfri somre hvert 100. år og der vil stadig at være 10-30% af verdens nuværende koralrev tilbage i år 2100. Ved 2 grader vil Arktis være isfri hvert 10. år og alle verdens koralrev vil være forsvundet i 2010 (!). Effekterne på os mennesker vil også være markant værre ved 2 end ved 1,5 grad. Der er altså ifølge IPCC rapporten rigtig god grund til at gå efter at begrænse klimaændringerne til 1,5 grad.
Men det kræver hurtig og kraftigt forstærket handling. Hele verden skal sænke sit drivhusgasudslip med 45% fra 2010 til 2030 og det er især handling på den korte bane, der kommer til at gøre forskel.
Hvor er Danmark så i alt dette. Dagen efter IPCC rapporten var kommet, lancerede regeringen sin længe ventede klimaplan ”Sammen om en grønne fremtid” – og man måtte så forvente, at den svarede på den udfordring, som Paris-aftalen og IPCC rapporten stiller. Desværre er det langt fra tilfældet.
Klimaplanen retter ikke op på det grundlæggende problem, at Danmark ikke har klimamål, der svarer til Paris-aftalen. Ja faktisk har vi slet ikke nogen mål for det samlede drivhusgasudslip i perioden før 2050! Det vil bl.a. sige, at vi som land ikke har et samlet klimamål for 2025, 2030, 2035 eller 2040. Sådanne mål burde være inkluderet i en national klimaplan, men er det altså ikke i regeringens udspil.
Med energiforliget har Danmark fået et samlet mål om netto-nul udslip i 2050, men det er langt fra nok hvis vi skal gøre vores del ift. Paris-aftalen. Så ville et mål om nul-udslip senest i 2040 være mere relevant.
På den positive front indeholder regeringens klimaplan en målsætning om stop for salg af benzin og diesel biler i 2030 (og plug-in hybrider i 2035). Det er godt med et mål, selv om det burde være senest 2025, da en bil i gennemsnit lever i 15 år. Der er også nogle initiativer for at fremme salget af el-biler de næste få år. Men desværre er der alt for få og begrænsede virkemidler til for alvor at flytte transportsektoren, som det er nødvendigt.
På landbrugssektoren er det endnu værre. Meget få og begrænsede virkemidler. Og også initiativer indenfor energieffektivisering må man spejde langt efter.
Det hele bliver yderligere nedslående, når man så ser, hvor meget de enkelte virkemidler i klimaplanen reelt skal levere af CO2 reduktion. Hele 80% af effekten forventes at komme fra ”varm luft” nemlig EU CO2 kreditter fra skov og landbrugssektoren samt opkøb at CO2 kvoter i EU’s kvotesystem. Kreditter vi allerede har fået af EU og kvoter med tvivlsom klimaeffekt. Kort sagt i stedet for at klimaplanen for alvor sætter gang i den grønne omstilling, vælger regeringen at hoppe over, hvor bommen er lavest, og primært satse på indsatsen, der har en meget tvivlsom klimaeffekt hvis nogen overhoved.
Læg dertil, at klimaplanen intet indeholder om den langt stærkere og prioriterede indsats, Danmark må yde på klimafronten i EU og internationalt, herunder at vi må yde væsentligt mere i klimabistand til udviklingslandene.
Så klimaplanen er langt fra nok og det er ganske simpelt ikke at tage klimaproblemet tilstrækkeligt alvorligt. Med Paris-aftalen og IPCC rapporten har vi fået klare mål at leve op til. Det kræver en langt stærkere indsats også fra Danmarks side – og det haster faktisk!