Af Thomas Meinert Larsen, 350 Klimabevægelsen i Danmark
Hvis regeringen giver grønt lys til at grave den 200 km lange gasrørledning Baltic Pipe tværs gennem det danske landskab, så den kan forsyne Polen med norsk gas, kommer vi alle til at døje med både klimamæssige, økonomiske og geopolitiske tømmermænd.
Det er et paradoks, at Staten, via Energinet.dk, vil investere 6,3 milliarder kr. i en rørledning, der vil gøre Polen mere afhængig af klimaskadelig fossil gas i op mod 50 år, mens man herhjemme for længst har besluttet hurtigt at udfase fossile brændsler i energisystemet. I stedet burde de 6.3 milliarder investeres i hurtigt at indfase billigere vedvarende energi.
Energinet har lavet en såkaldt ”business case”, der viser, at investeringen over 30 år giver en lille besparelse på 1,5 mia. for de nuværende danske gasforbrugere. Men et kritisk problem med Energinets regnestykke er, at Energinet tager udgangspunkt i fremskrivninger, som forudser et væsentligt øget polsk gasimport, på trods af, at EU Kommissionens egne forudsigelser (EUCO+33 scenariet), som passer med den nuværende fælleseuropæiske lovgivning, faktisk forventer et fald i Polens gasimport med -1,2% per år fra 2020-2030 (Se Baltic_Pipe_analyse_notat_november2018.pdf).
EU's klimamål skal revurderes og sandsynligvis skærpes igen i 2023, hvorfor man fra 2023 frem til 2030 bør forvente, at Polens gasimport nærmere falder i størrelsesordenen -4% om året frem til 2030 (jvf EUCO+40 scenariet), og herefter måske yderligere et fald på 6-7% om året for at indfri et mål om netto-nuludledning i EU senest i 2050, som Danmark arbejder for.
Og her har man endvidere slet ikke taget højde for Parisaftalens ambitionsmekanisme, som betyder, at alle lande skal stramme deres klimatiltag hvert femte år. For Baltic Pipe betyder det, at EUs klimapolitik vil være blevet strammet mindst syv gange inden den lille gevinst i den nuværende ”business case” fra Energinet er fuldt realiseret. Energinets beregninger er altså stærkt problematiske, og i bedste fald meget mangelfulde, fordi de på ingen måde inddrager eksisterende og forventede fremtidige udviklinger, og dermed kraftigt overvurderer økonomien i rørledningen.
Hvad der måske er værre er, at hvis først investeringen i Baltic Pipe er foretaget, så vil ejeren, Energinet, uundgåeligt arbejde ihærdigt for at øge indtjeningen ved at sikre størst mulig transport af fossil gas i rørledningen, på trods af at en investering i CO2-neutrale energiteknologier vil være bedre for både miljøet og bundlinjen.
Selv set med geopolitiske briller, så halter argumentationen. Tilhængere vil fremføre, at rørledningen gør, at Polen kan købe (dog muligvis dyrere) gas fra Norge, i stedet for Rusland. Men da gassen til Polen tages fra den eksisterende ledning, der går fra Norge til Tyskland, vil Baltic Pipe bare betyde, at Tyskland kan få en tilsvarende mindre mængde gas fra Norge. Derfor er Tyskland nu ved at lave en ny gasledning til Rusland, Northstream II, for at købe mere russisk gas og voila Europas samlede afhængighed af Rusland er konstant. Polen har i øvrigt allerede nu mulighed for at få gas fra mange forskellige lande via såkaldt LNG-gas leveret via skibstransport.
Samlet set, så virker det absurd og kontraproduktivt at etablere ny dyr fossil infrastruktur, som risikerer at binde Polen til klimaskadelige brændsler i op til 50 år, altså et godt stykke tid efter det tidspunkt hvor Danmark selv skal være fri af fossile brændsler. Og det sker endda uden at Polen har givet nogen som helst form for garanti for, at den øgede gasforsyning vil erstatte kulafbrænding.
Danmark bør derfor droppe Baltic Pipe, og i stedet sætte ind på at hjælpe Polen med udbygning af vedvarende energi og en massiv satsning på energibesparelser og energieffektivisering.
