Af Astrid Wiborg Jensen, Kvindernes U-landsudvalg (KULU)
Efter FNs årlige højniveau topmøde kaldet High Level Political Forum (HLPF) i New York City, står vi i KULU tilbage med en blandet smag i munden. FNs årlige HLPF tager målingen på, hvordan verden klarer sig med opfyldelsen af de 17 Verdensmål. I år var mål 5 om ligestilling mellem kønnene ikke officielt oppe til revision, men blev alligevel diskuteret ved flere lejligheder. Især glædes vi i KULU over, at kønsaspektet og ligestilling ved flere af de såkaldte sideevents blev fremhævet som et analytisk kompas, der skal gå på tværs af monitorering af målene. Dette mener vi i KULU kan medvirke til at ophæve den silotankegang, som ellers ofte præger arbejdet med Verdensmålene. Selvom vi i KULU kontinuerligt arbejder og presser på for kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, advokerer vi også for, at kampen for kvinders rettigheder i høj grad også handler om kvinders mulighed for at kunne deltage aktivt politisk såvel som socialt i det samfund, de lever i.
I den forbindelse oplevede vi i KULU, at regeringer i deres afrapportering af deres arbejde med verdensmålene, de såkaldte Voluntary National Reviews (VNRs), i flere ombæringer blot i en bisætning nævnte, at de også arbejder aktivt med mål 5. Desværre stod det ofte tilbage i det uvisse, hvordan de rent faktisk gør det og sjældent lod det til, at man aktivt havde søgt at inkludere civilsamfundet i processen omkring dette arbejde. KULU’s indtryk af HLPF var derfor desværre, at køn og ligestilling er populært at proklamere at arbejde med men, at det i realiteten stadig behandles overfladisk af de fleste regeringer.
Hvis Verdensmålene skal leve op til parolen om at: Leave no one behind, agiterer vi derfor i KULU fortsat for, at Verdensmålene er vigtige og, at det kræver ambitiøse regeringer, der inkluderer deres civilsamfund.
Læs også Global Fokus’ artikel om HLPF, som ligeledes beskriver topmødet som lidt af en rutsjetur her.
