Hvor er Talanoa-dialogen i Danmark?

Af Troels Dam Christensen, sekretariatsleder for 92-gruppen

I år er der i de internationale klimaforhandlinger en enestående mulighed for at sætte øget klimaambition på dagsordenen i den såkaldte Talanoa-dialog. Men hvor er Danmark i denne proces?

Det haster i dén grad, hvis vi skal nå Paris-aftalens mål og undgå de værste klimaændringer. Med de nationale klimaplaner, verdens lande har meldt ind under Paris-klimaftalen, når vi kun ca. en tredjedel af vejen til at holde os under de maksimale temperaturstigninger, der er besluttet i aftalen (UNEP The Emissions Gap Report 2017). Samtidigt er vi meget hastigt på vej til at have brugt den sidste del af det CO2-budget for udslip til atmosfæren, der er plads til. Det haster altså meget med en øget klimaindsats - og handling de næste få år bliver afgørende.

I år er der så en enestående mulighed for at handle på det i en global sammenhæng. For i de internationale FN-klimaforhandlinger er 2018 året, hvor verdens lande for første gang efter Paris-aftalen formelt skal snakke øget ambition og højere klimamål. På klimatopmødet COP24 i december i år skal landene således være klar med de første meldinger om, hvordan de vil øge deres klimamål. Inden da, i oktober, kommer FN’s videnskabelige klimapanel IPCC med deres vigtige rapport om, hvad der skal til, for at verden kan holde sig på en temperaturstigning på 1,5 grad, som indeholdt i Paris-aftalen.

På baggrund af dette blev det på COP23 i Tyskland i november sidste år vedtaget, at 2018 skal være et år, hvor vi som verdenssamfund taler øget klimaambition. Denne proces har fået navnet Talanoa-dialogen efter forslag fra COP23 formandskabslandet Fiji, hvor Talanoa betyder en dialog kendetegnet ved en inkluderende, respektfuld og transparent dialog for at finde løsninger til fælles bedste.

Beslutningen fra klimatopmødet COP23 sidste år opfordrer således verdens lande og aktører til at gennemføre lokale, nationale, regionale og globale begivenheder for at fremme Talanoa-dialogen (se s. 8 i beslutningen).

Spørgsmålet er nu: Hvor er Danmark henne i denne afgørende proces for øget klimaambition?

Danmark har skåret ned på sin internationale klimaindsats og klimabistand
Op til COP23 påpegede vi fra 92-gruppen og andre aktører, at den danske indsats under FN-klimaforhandlingerne er blevet væsentligt nedprioriteret de senere år. Der er klart færre ressourcer afsat fra dansk side, herunder personer i det danske forhandlerteam - og politisk spiller Danmark en væsentligt mindre rolle i den internationale klimaforhandlingsproces end tidligere. Alt sammen udtryk for en mindre politisk prioritering. Dette stemmer dårligt overens med, at det netop er nu i de nærmeste få år, det afgørende verdenshistoriske slag om fremtidens klima skal stå, og at 2018 som sagt er et afgørende år.

Danmark har ikke alene skåret ned på sin klimapolitiske indsats, også den danske klimabistand til udviklingslandene er blevet kraftigt beskåret de seneste år. Som påvist af nogle af 92-gruppens organisationer, er den danske klimarelaterede bistand således blevet skåret ned til ca. halvdelen over de sidste 5 år (se høringssvar fra CARE, Folkekirkens Nødhjælp, WWF og Det Økologiske Råd). Det betyder konkret, at de fattigste udviklingslande har færre ressourcer til at gennemføre deres klimaindsats for – en ellers afgørende forudsætning for, at de kan gennemføre deres mål under Paris-aftalen. Danmark yder altså ikke sit nødvendige bidrag, hvilket samtidigt betyder, at Danmark mister legitimitet og dermed indflydelse i den internationale klimaproces.

Danmark og EU har ikke justeret deres klimamål efter Paris-aftalen
Hverken Danmark eller EU har justeret deres klimamål, så de følger Paris-aftalen. I EU kører man fortsat efter de mål, som gjaldt før Paris, på trods af, at Paris-aftalen klart og tydeligt besluttede en mere ambitiøs målsætning for de temperaturmål, verden skal holde sig under. Først for nyligt, er der sat en proces i gang i EU for at se på, hvordan EU’s langsigtede klimamål for 2050 kan ændres. Det er godt, at det sker nu, men det går for langsomt, og der er fortsat uenighed i EU, der forsinker processen. Danmark må kaste flere ressourcer ind i at være med til at sikre, at EU meget hurtigt får revideret sine klimamål og i en tilstrækkelig ambitiøs retning. Et eksempel på, at regeringen ikke sigter højt nok, er den igangværende proces om at fastsætte EU’s mål for vedvarende energi i 2030. Her går regeringen forsat ikke efter et højt nok mål på trods af, at dansk erhvervsliv og EU Parlamentet ønsker højere mål og at nye studier klart viser, at det vil være en god forretning både for EU og Danmark.

Danmarks egne klimamål er heller ikke blevet justeret så de følger Paris-aftalen. Tværtimod blev en stor del af Danmarks klima- og energimålsætninger skrottet, da Venstre-regeringen kom til i 2015. Det betyder, at Danmark i dag forsat kun har et langsigtet klimamål om at være et ”lav-emissionssamfund” i 2050. Hvis Paris-aftalens skal følges, tyder meget på, at Danmark i stedet bør nå dette mål omkring 2040 og samtidigt være på 100 % vedvarende energi.

I øjeblikket har regeringen et mål om, at Danmark skal have mindst 50 % vedvarende energi i 2030. Et mål, som Klimarådet og andre har påpeget, er for lavt selv i forhold til den nuværende for lave målsætning for 2050. Altså: Der er i alvorlig grad brug for, at Danmark beslutter nye klimamålsætningen, som er i overensstemmelse med Paris-aftalen.

I øjeblikket planlægger vi et energiforlig uden klimamål som ramme
I øjeblikket er vi i den lettere absurde situation, at man på Christiansborg er i gang med at forberede et nyt energiforlig, der skal sætte rammerne for den danske energiudbygning de kommende år, måske helt frem til 2030. Men det sker uden, at vi har nogen klimamålsætning, der følger Paris-aftalen. Det vil sige, vi planlægger energiudbygningen uden at have klimamål, der sætter rammen for, hvor vi skal hen og dermed hvor ambitiøs energiudbygningen skal være. Det burde være omvendt: At vores klimamål var rammen for den nødvendige omstilling af energisektoren.

Brug for stærkere dansk indsats
Der er kort sagt brug for en stærkere dansk indsats, hvis vi skal leve op til vores ansvar og muligheder i klimakampen. Danmark må igen yde en væsentligt større og aktiv indsats i de internationale klimaforhandlinger - herunder presse EU til at vise større klimalederskab og søge alliancer med de progressive og sårbare udviklingslande. Danmark må også gøre en større politisk indsats for at hæve EU’s egne klima- og energimål hurtigt, så de lever op til Paris-aftalen. Og herhjemme må vi gøre det samme: Sætte nationale klimamål, der svarer til Paris-aftalen, og lade dem være rammen for energiforlig og andre væsentlige politikområder - og samtidigt vende faldet i den danske klimabistand til en væsentlig stigning, der følger vores ansvar og muligheder.

Regeringen og folketinget kunne passende starte denne nødvendige opgradering af den danske klimaindsats med, her i året 2018 hvor øget klimaambition er på den internationale dagsorden, at indkalde de væsentlige aktører og interessenter i Danmark til en Talanoa-dialog, om hvordan Danmark kan styrke sin klimaindsats og dermed yde sit nødvendige bidrage til Paris-aftalen.

Artiklen er første gang blevet bragt på Altinget, energi og klima den 19. marts 2018 og kan findes her

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 24 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.