MP Pension dropper fossile investeringer

Af Thomas Meinert Larsen, talsperson AnsvarligFremtid

På et bestyrelsesmøde i pensionskassen MP Pension (MP Pension administrerer pensionsopsparinger for en række akademikergrupper, gymnasielærere og psykologer) torsdag den 8. marts 2018, blev det vedtaget, hvordan MP Pension nu konkret vil udmønte bestyrelsens egen beslutning fra foråret 2016 om, at pensionskassens investeringer skal understøtte Paris-aftalen.

Beslutningen er nu, at man fremover skal reducere investeringerne i især kul, tjæresand og olie ud fra to sæt frasalgskriterier: 1) Hvis selskaber har en omsætning fra udvinding af kul + tjæresand der udgør mere end 25 % af selskabets omsætning, så vil disse selskaber blive frasolgt i 2018, og 2) Hvis selskaber har en omsætning fra udvinding af olie + kul + tjæresand der udgør mere end 50 % af selskabets omsætning, så vil de blive frasolgt senest med udgangen af december 2020.

Beslutningen betyder samtidig, at MP Pension indtil videre vil fastholde investeringer i selskaber som primært udvinder gas eller producerer energi fra vedvarende energikilder, ud fra den betragtning og forventning, at gas i en overgangsperiode skal anvendes som et mindre klimaskadeligt alternativ til erstatning for kul.

MP pension skønner, at beslutningen kommer til at berøre investeringer for omkring 1100 millioner danske kroner i de cirka 70 selskaber som MP Pension har investeret i, og som frasalgskriterierne formodentlig vil berøre. Beløbet svarer til omtrent 70 % af det beløb som MP Pension i dag samlet set har investeret i kul-, olie- og gasselskaber.

MP begrunder beslutningen med, at man tror på den grønne omstilling og således på, at de vedvarende energiteknologier har potentialet til helt og fuldt at erstatte kul, olie og gas, og at frasalg af fossile investeringer er en sikkerhed for at undgå økonomiske tab i takt med at verden gør sig fri af de fossile brændsler. MP Pension agter således også sideløbende at ville øge mængden af grønne investeringer betragteligt.

Beslutningen er vitterlig et historisk grønt kursskifte, eftersom MP Pension hidtil har været tilbageholdende med at ville frasælge fossile selskaber. MP Pension er imidlertid den første danske pensionskasse der tager endelig beslutning om at afhænde store investeringer i fossil energi. Beslutningen bør så absolut tjene til inspiration og efterfølgelse blandt andre pensionsselskaber, således at vores fælles pensionsopsparinger placeres mere ansvarligt, og så vi sikrer os, at vores opsparinger rent faktisk arbejder for at indfri Paris-aftalen og sikre en tryg fremtid, og ikke imod dette.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer