Regeringens 2025-plan: Kun 31 % reduktion af drivhusgasudslippet i 2020

Tarjei Haaland, klima- og energirådgiver, Greenpeace

Løkke-regeringens skrotning af de kystnære vindmøller i 2025-planen er ikke alene et forligsbrud og i strid med et flertal i folketinget. Det er også udtryk for total mangel på forståelse af, at Danmark med Paris-aftalen skal fremskynde nedbringelsen af CO2-udslippet – ikke øge Danmarks udslip.

Med regeringens 2025-plan om afskaffelsen af PSO-afgiften, skrotning af 350 MW kystnære vindmølleparker og andre nedskæringer vil Danmarks CO2-udslip stige markant.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt meddelte i et svar af 21. september, at de samlede CO2-udledninger som konsekvens af 2025-planen vil føre til et mer-udslip på 3,8 mio. tons CO2.

Dette er pinligt i sig selv, for det betyder, at 2025-planen plus landbrugspakken vil føre til, at reduktionen af Danmarks drivhusgas-udslip i 2020 (inklusive CO2-binding fra jord/skov) kun bliver 34,2 % i forhold til 1990 - og ikke de 40 %, som et flertal i folketinget ønsker.

Endnu mere pinagtigt er det, at ministeren efter alt at dømme undervurderer CO2-stigningen med 2,1 mio. tons, og at reduktionen i 2020 i forhold til 1990 kun vil blive 31,2 %!

Tarjei Skema
Klimarådet har eksempelvis vurderet, at alene mer-udslippet fra det større elforbrug, som er konsekvensen af fjernelsen af PSO-afgiften, vil blive 3,1 mio. tons, hvor ministeren vurderer, at det kun bliver 1,4 mio. tons CO2.

Ministeren skriver, at ”annulering af kystnært udbud” kun vil føre til et mer-udslip på 0,7 mio. tons CO2. Men det strider mod en tidligere udmelding.

I Energistyrelsens ”Faktaark – CO2-effekt af Aftale om en Vækstpakke 2014”, skriver man bl.a.: ”Endelig sker der en reduktion af kystnær vind med 100 MW (fra 450 til 350 MW, min tilføjelse). Dette vil medføre en stigning i CO2-udledningen på 0,3 mio. ton i forhold til det hidtil forudsatte.”

Hvis en reduktion fra 450 MW til 350 MW kystnært vind fører til en mer-udledning på 0,3 mio. tons CO2, så vil skrotning af 350 MW med samme forudsætninger lede til et mer-udslip på godt 1 mio. tons CO2 – svarende til, at den mistede elproduktion helt overvejende skal leveres fra kulfyrede kraftværker.

Energistyrelsen har senere i en mail om de kystnære vindmølleparker oplyst, at de ”antager, at møllerne vil producere i 4.000 og 4250 fuldlasttimer for respektive øst og vest Danmark”.

Vattenfalls tilbud for de 350 MW kystnære møller ud for Vestjylland vil derfor producere knapt 1,5 mia. kWh pr. år - svarende til mere end 900.000 danskeres årlige elforbrug. En skrotning af mølleparkerne, som regeringen ønsker, vil i forhold til, at strømmen ellers produceres overvejende på basis af kul, føre til mer-udslip på 1,1 mio. tons CO2 – ikke kun 0,7 mio. tons, som ministeren skriver.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer