Af Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver i Greenpeace

Efter flere år med konstant politisk positionering og taktisk fodslæberi, var stemningsskiftet til at tage og føle på, da verdens klimaforhandlere mødtes i slutningen af maj til det første FN-møde siden Paris-aftalen blev vedtaget i december sidste år. Det er nu, at den regelbog, der skal give aftalen de nødvendige tænder, skal skrives og de udsendte embedsmænd gik generelt til den vanskelige, og særdeles tekniske, opgave med krum hals.

Men søde ord og forhandlerflid kan ikke skjule den elefant af mammutdimensioner, der fyldte hele rummet: ambitionskløften mellem det, der bliver gjort, og det, der er behov for. I Paris blev verdens lande enige om at forsøge at begrænse den gennemsnitlige, globale temperaturstigning til 1,5 grad. Det var især de fattigste og mest sårbare lande i verden, der i en imponerende alliance fik sikret en opstramning af det 2-gradersmål, der gennem længere tid har været den politiske målsætning. For de lande er det et spørgsmål om overlevelse. Problemet er bare, at landenes nuværende klimaplaner sætter planeten på kurs mod en 3-graders stigning.

Derfor er der også et udtalt behov for drastiske og øjeblikkelige drivhusgasreduktioner. Og når verdens lande mødes første gang i 2018 for at gøre status over indsatsen, så er der ingen undskyldning for at møde tomhændet op. Alle ved, at ambitionerne skal i vejret, så der vil være en klar forventning om, at landene laver deres hjemmearbejde inden og lægger noget nyt og stærkere på bordet. Uden for mødelokalerne, i den virkelige verden, slår vedvarende energi rekorder på nærmest ugentlig basis over hele kloden. Der er kun dårlige undskyldninger tilbage – noget vi desværre ser den danske regering excellere i med samme frekvens.

Det næste klimatopmøde i Marokko til november skal handle om action. I et land, hvor man er ved at bygge verdens største solcellepark, virker det uendeligt passende, at den globale omstilling mod 100% vedvarende energi accelereres. Samtidig er det afgørende at huske, at klimaforandringerne allerede nu har konsekvenser for særligt de fattigste. Det er derfor vigtigt, at de rige lande møder op med en klar køreplan for, hvordan de vil øge klimafinansieringen, særligt til tilpasning i disse lande. Det er ikke enten/eller, men skal pinedød være både/og. Ellers får vi aldrig ambitionselefanten ud af rummet.