Af Ann Berit Frostholm, Danmarks Naturfredningsforening

Det er efterår og på vej mod vinter. Helt symbolsk når man læser EU Kommissionens midtvejsevaluering af EU’s biodiversitetsstrategi. I 2010 var udgangspunktet, at op mod 25 % af Europas arter var truet af uddøen og 65 % af de levesteder, der er af fællesskabsbetydning, var i ugunstig bevaringstilstand. I 2015 viser EEA’s naturtilstandsrapport for EU, at 77 % af de levesteder og 60 % af de arter, der beskyttes af EU’s naturlovgivning, er i ugunstig bevaringsstatus.

Med få undtagelser viser midtvejsevalueringen, at 2020-målene for biodiversitet kun kan nås rettidigt, hvis indsatsen for at implementere eksisterende EU-lovgivning og tiltag ude på arealerne øges markant. Resultatet af et uændret indsatsniveau vil være, at tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemer fortsætter i hele EU med betydelige implikationer for biodiversitetens evne til at møde samfundets behov. Det skal ses i sammenhæng med, at World Economic Forum har listet tab af biodiversitet og sammenbrud af økosystemer som en af de 10 største globale risici i 2015.

Den samme nedslående beretning om fortsat tab af natur blev leveret ved COP 12 i Sydkorea i 2014, da man lancerede midtvejsevalueringen af de 20 globale biodiversitetsmål. Og den samme trend omfatter biodiversiteten i Danmark.

Midtvejsevalueringen af EU’s biodiversitetsstrategi er en oplagt anledning til, at politikere i både Danmark og EU sætter kikkerten for det andet øje. Der er brug for et nyt syn på naturens bidrag til vores velfærd. Og der er brug for, at politikerne tør ændre på de rammevilkår, som er afgørende for, om tabet af biodiversitet og de kontinuerlige forringelser af økosystemerne ophører.

Det er helt afgørende, at indsatser og mål peger i samme retning. Politikerne må sikre en ordentlig implementering af EU’s natur- og vanddirektiver, herunder afsætte midler til naturgenopretning og dæmme op for overgødskning og brugen af sprøjtegifte. Og de må få gennemført EU’s strategi for grøn infrastruktur, der skal yde beskyttelse og naturgenopretning af naturen uden for Natura 2000 netværket. Endelig er der behov for at justere på landbrugspolitikken – både i DK og i EU – så en langt større del af landbrugsstøtten anvendes til at sikre plads til naturen.