Af Jens Mattias Clausen, policy-medarbejder, 92-gruppen

Marts 2014

De internationale klimaforhandlinger under FN bliver ofte beskyldt for at handle mere om proces end substans. På den baggrund overrasker det formentlig de færreste, at et af de vigtigste resultater fra den seneste diplomatiske tvekamp i Bonn i marts var af processuel karakter.

Mødet begyndte som en uformel meningsudveksling, hvor landene primært gentog allerede kendte positioner. Det stod dog hurtigt klart, at ulandene ikke var tilfredse med den tilgang. De ønskede i stedet, at der blev nedsat en såkaldt kontaktgruppe, der i FN-lingo betegner en mere formel forhandlingsproces, der skal munde ud i konkret tekst.

På mødets sidste dag annoncerede de to mødeledere, at man ville imødekomme ønsket og nedsætte en kontaktgruppe med virkning fra og med den næste forhandlingsrunde i Bonn i juni.

Med lidt mere end 1,5 år tilbage til COP21 i Paris, hvor man efter planen skal vedtage en ny global klimaaftale, er forhandlingerne dermed gået ind i den afgørende fase. Foran os ligger en intens møderække, der bare i 2014 inkluderer et topmøde på statslederniveau i New York samt COP20 i Peru, hvor man har en målsætning om at færdiggøre et første udkast til den nye aftale.

Landene har et stort arbejde foran sig både på internationalt niveau, men så sandelig også på hjemmebanen. På klimatopmødet i december i Warszawa besluttede man, at landene senest i første kvartal af 2015 bør fremlægge de forpligtelser – eller ”bidrag”, som man nu kalder det – man har tænkt sig at binde sig til i Paris. Indholdet af de forpligtelser er et af de store konfliktpunkter i forhandlingerne. Mens ilandene foretrækker at fokusere temmelig ensidigt på reduktionssiden, kræver ulandene klare og konkrete finansieringsmål. Der skal med andre ord penge på bordet.

Vi er dermed fanget i mere eller mindre samme dødvande, som forhandlingerne i Warszawa også var udtryk for: ilandene vil ikke levere finansiering, før ulandene forpligter sig til at reducere deres udledning af drivhusgasser, mens ulandene ikke vil forpligte sig til noget, før der er klarhed over økonomien i en aftale.