Den kommende EU-lovgivning om CSR-rapportering – Et vigtigt skridt på vej mod større ansvarlighed

Af Sanne Borges, Amnesty International

Maj 2014

Den 15. april kom vi et skridt nærmere europæisk lovgivning inden for CSR-rapportering, da Europa-Parlamentet stemte for det kompromis, der er opnået mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Det kommende EU-direktiv kommer til at forpligte de største europæiske virksomheder til, at rapportere om de politikker og procedurer de har formuleret for at forebygge og håndtere deres mulige negative indflydelse på mennesker og miljø. Direktivet kommer til at omfatte omkring 6000 europæiske virksomheder.

EU-direktiv er et første vigtigt skridt på vej mod at sikre, at europæiske virksomheder bliver mere gennemsigtige og ansvarlige, når det handler om at respektere internationale standarder på miljø, menneskerettigheds- og korruptionsområdet. EU-direktivet vil således gøre det nemmere for forbrugere og aktionærer at stille de største europæiske virksomheder til ansvar for deres negative indflydelse på mennesker og miljø.

Når EU-direktivet skal implementeres i Danmark, er det vigtigt, at den danske regering går forrest og gør EU-direktivet gældende for alle de omkring 1200 danske virksomheder, der er omfattet af den nuværende danske lov om CSR-rapportering, og ikke kun de omkring 50 største danske virksomheder, som EU-direktivet lægger op til. EU-direktivet skærper nemlig de danske lovkrav på en række vigtige punkter, blandt andet:

1. EU-direktivet forpligter de største europæiske virksomheder til at rapportere om de risici, de står overfor på CSR-området, herunder også i leverandørkæden, når det er relevant. Ifølge den nuværende danske lov behøver virksomhederne ikke forholde sig til deres risici og leverandørkæder.

2. EU-direktivet forpligter også de største europæiske virksomheder til at rapportere om deres procedurer for at forebygge og håndtere deres mulige negative indflydelse på mennesker og miljø. Det gør den danske lov ikke.

3. EU-direktivet forpligter de største europæiske virksomheder til at rapportere inden for 5 CSR-områder, nærmere bestemt miljø, sociale forhold herunder medarbejdere, respekt for menneskerettighederne, anti-korruption og bestikkelse. Den danske lov omfatter kun krav om rapportering på menneskerettigheds- og klimaområdet.

4. EU-direktivet baserer sig på ”comply or explain”, dvs., at de virksomheder der er omfattet af Direktivet skal forklare sig, hvis de ikke har en politik på en eller flere af de 5 CSR-områder. Den danske lov kræver blot, at virksomhederne skal rapportere, at de ikke har en politik. De behøver ikke at forklare hvorfor.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer