Nej, EU-USA frihandelsaftale skader ikke udviklingslandene

Af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen

Maj 2014

Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA er en vigtig prioritet for regeringen. En ambitiøs frihandelsaftale har et stort vækst- og eksportpotentiale - ikke mindst for en lille og åben økonomi som den danske. Den helt grundlæggende pointe risikerer dog at blive overset på grund af bekymringer om en aftales påståede negative konsekvenser.

Nogle siger, at vi ikke længere vil kunne opretholde vores høje, danske beskyttelsesniveau vedrørende blandt andet arbejdstagerrettigheder, miljølovgivning og forbrugerbeskyttelse. Det er ikke korrekt. Intet i en frihandelsaftale vil ændre ved, at vi fra dansk side fortsat vil kunne regulere de områder.

Det gælder også brugen af såkaldt investor-til-stat-tvistbilæggelse (ISDS). ISDS giver mulighed for, at en udenlandsk investor, der udsættes for diskriminerende behandling i forhold til nationale investorer, ekspropriation af ejendom, forbud mod udførsel af kapital eller anden åbenlys urimelig behandling, kan få sagen prøvet ved en international voldgift og få håndhævet kendelsen. Det betyder dog ikke, at vi ikke længere kan regulere. Intet i en aftale med USA må undergrave de to parters ret til at regulere og lovgive ud fra legitime hensyn som for eksempelsundhed, miljø, sociale og sikkerhedsmæssige forhold eller forbrugerbeskyttelse. Retten til at regulere er fundamental for EU og går forud for beskyttelsen af investors rettigheder.

Andre kritikere af en aftale peger på, at EU og USA som de to største handelsblokke med en frihandelsaftale vender ryggen til WTO og det multilaterale handelssystem – og at det vil skade især udviklingslandene. Det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod. Danmark og EU er stadig dybt forpligtet overfor det multilaterale system.

Bilaterale frihandelsaftaler mellem lande eller regionale sammenslutninger af lande er ikke i konflikt med WTO’s regelsæt. Det skal blot sikres, at aftalerne er tilstrækkeligt ambitiøse, så de bidrager til mere frihandel. Det er faktisk en pointe, at bilaterale frihandelsaftaler kan skubbe på for en mere fri verdenshandel til glæde for alle – også de fattigste lande. Verdenshandelsorganisationen WTO har i mange år ligget i dvale. Men vi har lige set ny energi i det multilaterale spor med den banebrydende aftale opnået i december 2013 på Bali. Den aftale kommer ikke mindst udviklingslandene til gavn, og genopliver håbet om, at Doha-udviklingsrunden efter mere end 12 år kan bringes til en succesfuld afslutning. Det ville for alvor være en håndsrækning til verdens fattige.

De foreløbige beregninger viser, at en frihandelsaftale mellem EU og USA først og fremmest vil resultere i øget samhandel. Den deraf følgende vækst vil brede sig til den globale økonomi og medføre positive effekter for blandt andet udviklingslandene.

Derudover er der afledte effekter af flere fælles standarder mellem EU og USA. Enighed om mere fælles regulering og flere fælles standarder vil være et vigtigt bidrag til udviklingen af nye, globale standarder. Det vil betyde en rationaliseringsgevinst, som også vil være til fordel for de udviklingslande, der eksporterer til både EU og USA. De kan i fremtiden indrette sig efter én standard frem for to eller flere forskellige standarder. Frihandelsforhandlingerne mellem EU og USA rokker i øvrigt ikke ved EU’s eksisterende gunstige handelsordninger for udviklingslandene. Fattige landes adgang til det europæiske marked vil være nøjagtig den samme efter en aftale.

Udviklingslandene vil ikke blive glemt i forhandlingerne mellem EU og USA. Kommissionen er blandt andet forpligtet på at udarbejde en nærmere vurdering af en frihandelsaftales konsekvenser for udviklingslandene, som blandt andet skal tage højde for den bredere bæredygtighed af en frihandelsaftale.

Der vil være rig lejlighed til at drøfte disse og andre aspekter nærmere, når vi kommer lidt længere i forhandlingerne. Jeg ser som handels- og udviklingsminister frem til den dialog.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 24 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer