Af Troels Dam Christensen, 92-gruppen
Den politiske udvikling de næste få måneder bliver af stor betydning for klimaet – både herhjemme i Danmark og globalt.
Herhjemme skal der ikke alene landes en landbrugsaftale og komme udspil om en CO2-afgift, regeringen skal også, som forpligtet i klimaloven, komme med sit årlige klimaprogram her inden udgangen af september. Det er det klimaprogram, som ifølge klimaloven, skal ”anskueliggøre”, at den til enhver tid siddende regering er på vej mod de 70% reduktion i 2030.
Klimarådet konkluderede i deres store statusrapport i februar, at regeringens klimaindsats og klimaprogram ikke i tilstrækkelig grad anskueliggør, at vi er på vej mod de 70%, og efterlyste en større indsats og en mere specifik køreplan for indsatsen. Fra 92-gruppens side har vi tilsvarende kritiseret regeringens indsats for at være for meget hockeystav og fugle på taget. Hockeystav fordi den udskyder en stor del af indsatsen til for sent, og fugle på taget fordi en stor del af de påtænkte CO2e reduktioner forventes at komme fra endnu ikke udviklede og usikre teknologier
Siden har IPCC, FN’s videnskabelige klimapanel, i deres store rapport fra august i år, med al tydelighed vist, at det haster endnu mere med indsatsen. Der er ganske simpelt ikke tid til hockeystave og udskydelsen af indsatsen – heller ikke i Danmark.
Regeringens klimaprogram må anvise den konkrete, nødvendige handling
På den baggrund må regeringen i dette års klimaprogram klart og tydeligt vise, hvordan vi konkret når de 70%, og gerne mere til, med konkrete virkemidler og indsatser – uden hockeystav og med en klar køreplan. Samtidigt må der være en klar politisk erkendelse af, at de aftaler, der er indgået i Folketinget på de forskellige sektorer, siden klimaloven blev vedtaget, langt fra er tilstrækkelige. Derfor må de med det samme videreforhandles og styrkes. Og det haster.
COP26 må resultere i øget ambition og klimamål
Internationalt bliver de kommende måneder også afgørende. Verdens lande lovede i Parisaftalen at styrke deres nationale klimamål, og første deadline er COP26 klimatopmødet, som oprindeligt skulle finde sted i 2020, men pga. Corona-pandemien, nu er planlagt i første halvdel af november i år.
Endnu er vi meget langt fra mål. Selv om nogle lande som EU, er kommet med nye og højere klimamål, er en stor del af verdens lande herunder mange af store udledere endnu ikke kommet med deres nye klimaplaner og -mål. Summen af landenes klimaplaner peger derfor stadig i den helt forkerte retning. Således konkluderer en rapport fra FN den 17. september, at landenes nuværende klimaplaner vil resultere i globale udledninger der er 16% højere i 2030, hvor de i stedet skal være 45% lavede, hvis vi skal kunne nå 1,5 graders temperaturmålet ! Det vil lede til katastrofale globale temperaturstigninger, og derfor er det helt afgørende, at COP26 leder til langt højere ambition og klimamål fra landene.
Det gælder også i forhold til klimabistanden til udviklingslandene. Også her halter det alvorligt. De rige lande lovede helt tilbage i 2009 og senere i Parisaftalen 100 mia. USD om året fra 2020 til at hjælpe de fattigste lande til at modgå klimaændringerne. En nylig opgørelse fra OECD viser, at også her er der ret langt til målet . Ud over, at vi i de rige lande skylder at hjælpe de fattigste lande, fordi vi historisk er hovedansvarlige for klimaproblemet, er det en vigtig pointe, at uden finansiering og anden assistance, vil mange af de fattige lande ikke være i stand til at foretage den nødvendige grønne opstilling og nå de nødvendige klimamål i tide.
Danmark må tage ansvar og lederskab både nationalt og internationalt
Så der er nok at tage fat på, både i forhold til den hjemlige og den globale klimaindsats de kommende uger og måneder. Danmark og den danske regering må her påtage sig det nødvendige grønne lederskab. Det betyder, at regeringen må komme med et klimaprogram her i september, der klart og tydeligt viser at hockeystaven er kastet væk, og erstattet med øget og konkret handling der faktisk viser en sikker vej til de 70% i 2030. Det betyder også, at finansloven må indeholde øget og ikke mindst ny og additionel dansk klimafinansiering til udviklingslandene, der ikke som nu bare tages fra udviklingsbistanden. Og så betyder det en stærk, dedikeret og aktivistisk dansk international indsats, der for alvor er med til at flytte den internationale klimaproces i den retning, vi alle behøver.