Danmarks indsats i forbindelse med EU’s position op til COP21
Kommentarer fra 92-gruppen i forbindelse med Vedtagelse af EU ministerrådskonklusioner om
forberedelse af FN’s klimakonference COP21/CMP11, Paris, Frankrig, 30. november - 11.
december 2015 (klima/miljørådsmødet den 18. september 2015
Klimatopmødet COP21 i Paris i december i år bliver afgørende for kampen mod de globale
klimaændringer. EU er en central aktør i den sammenhæng, og derfor er EU’s position i
forbindelse med topmødet af stor betydning. Selv om EU i sammenligning med andre større
aktører generelt har spillet en relativt progressiv rolle i klimaforhandlingerne, er der i dag i høj grad
brug for at ændre EU’s positioner i mere progressiv retning, hvis EU skal spille en tilstrækkelig rolle
i forbindelse med den nye aftale.
Danmark har en nøglerolle i forhold til at styrke EU’s position og arbejde i denne retning.
Det gælder både i forhold til EU’s egne klimamål og på emner som mål for klimafinansiering og
klimatilpasning, en indsats for ”Loss and Damage”, forpligtelsesperioden under en ny aftale, det
langsigtede mål og EU’s allianceopbygning med de progressive og sårbare udviklingslande. Det er
således nødvendigt, at Danmark fortsætter og også styrker sin indsats for at påvirke EU’s position i
progressiv retning over de kommende måneder.
Samtidigt er det afgørende, at Danmark ikke slækker på egne klimaambitioner og -mål. Danmark
bliver set som foregangsland i klimaindsatsen, og som et eksempel-land for andre. En svækkelse
at de danske klimamål - herunder 40% målet i 2020 og udfasningsmålene for fossile brændsler,
samt en evt. nedsættelse af den danske klimafinansiering - vil være et helt forkert signal at sende
op til COP21. Der vil internationalt blive lagt mærke til et sådant kursskifte og det vil ikke alene
falde tilbage på Danmarks image og troværdighed, som et land der tager sit internationale ansvar
på sig, men også resultere i en negativ dynamik i forhandlingerne, samt gøre det sværere for
Danmark og dansk erhvervsliv at sælge sig på netop den ambitiøse grønne omstilling.
Derfor er det nu afgørende, at Danmark ikke svækker sin klimaindsats, men tværtimod styrker
indsatsen og målene både i Danmark, i EU og internationalt. Kun derved kan Danmark yde den
nødvendige indsats til en ny global klimaaftale.
Nedenfor er der konkrete anbefalinger til det samlenotat, der er sendt i høring, med kommentarer
til de enkelte afsnit under ”Regeringens generelle holdning”.
Langsigtet mål
Samlenotatets tekst:
Danmark bør arbejde for et globalt mål om at udfase fossile emissioner og indfase 100%
vedvarende energi senest i 2050. Målet om at udfase drivhusgasemissioner i år 2100 er alt for sent
både med hensyn til at holde temperaturstigninger under 2 C - endsige 1,5 C - og i forhold til
regeringens ønske om at sende et stærkt signal til fordel for klimavenlige investeringer. En
udfasning i år 2100 er så langt ude i fremtiden, at det ingen indflydelse vil få på investeringsbeslutninger
i den kommende, og afgørende, tid. Det er værd at bemærke, at G7 ikke støtter en
udfasning af drivhusgasudledninger i slutningen af århundredet, men i løbet af århundredet.
Denne udfasning kan og bør ske meget tidligere end regeringen lægger op til (og fejlagtigt tilskriver G7).
5 årig review-periode
Samlenotatets tekst:
En global aftale i Paris vil være et stort skridt, men den vil sandsynligvis ikke i sig selv
være tilstrækkelig til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Derfor
arbejder regeringen for at sikre, at aftalen bliver fleksibel, så den globale
reduktionsindsats kan øges løbende efter Paris. Regeringen kan derfor støtte, at
klimaaftalen vil indeholde en femårig evalueringsmekanisme (”review”) af
reduktionsindsatsen. En sådan mekanisme bør dog ikke indebære en automatisk
forøgelse af parternes, herunder EU’s, bidrag. EU’s bidrag om mindst 40 pct.
reduktion i 2030 ift. 1990 bør modsvares af tilsvarende ambitiøse bidrag fra andre
lande. Regeringen støtter pt. ikke, at EU forøger sit ambitionsniveau. Stillingtagen til
en evt. forøgelse af EU’s ambitionsniveau bør afvente klarhed over det samlede
ambitionsniveau for en global klimaaftale
Regeringen har desværre ret i, at aftalen i december sandsynligvis i første omgang vil være
utilstrækkelig i forhold til at holde temperaturstigningerne under 2 C. Det er derfor af afgørende
betydning for aftalens effekt og troværdighed, at Parisaftalen kommer til at inkludere de
tilstrækkelige dynamiske mekanismer, så reduktionsforpligtelserne fremover løbende skærpes som
nødvendigt i forhold til klimaudfordringen. Dette gøres bedst gennem 5-års forpligtelsesperioder,
der sikrer, at alle lande hvert femte år skal opjustere ambitionsniveauet. Et ”review” er ikke
tilstrækkeligt, da det ikke tvinger landene til at fremsætte nye forpligtelser, og det skal i den
forbindelse understreges, at ”reviews” under UNFCCC historisk set sjældent har haft den ønskede
effekt. Med 5-års forpligtelsesperioder skabes der incitamenter for tidlig handling, man undgår at
fastlåse et lavt ambitionsniveau mange år frem og man muliggør rettidige reaktioner på
teknologiske og økonomiske fremskridt, særligt inden for vedvarende energi og energieffektivitet.
At regeringen ifølge samlenotatet vil afvente og ikke støtter, at EU øger sit ambitionsniveau, er helt
utilstrækkeligt. EU’s nuværende klimamål for både 2020 og 2030 er ikke tilstrækkelige i forhold til
EU’s ansvar og 2o
C målsætningen. Samtidigt er det afgørende, at COP21 netop resulterer i et
større ambitionsniveau, end det der tegner sig gennem landenes nuværende klimamål. Derfor bør
Danmark i stedet arbejde for, at EU er klar til at øge sine klimamål i forbindelse med COP21
forhandlingerne, og er med til at skabe en dynamik med andre lande hvor dette kan ske.
Regeringen bør således blandt andet arbejdet for:
- At der med Paris aftalen etableres femårige forpligtelsesperioder der sikrer, at alle lande
hvert femte år skal opjustere ambitionsniveauet. Et ”review” er ikke tilstrækkeligt;
- At EU opdaterer/øger sit 20% reduktionsmål for 2020 (de 20% er allerede opnået);
- At EU udvikler et 2025 mål for EU hurtigst muligt. Dette bør være klar inden EU's INDCkonference
i oktober. Det vil gøre EU’s INDC sammenlignelig med USA m.fl., som har
udarbejdet INDC’er med 2025 som slutår. (Også af hensyn til sammenlignelighed bør EU's
INDC beregninger fremlægges både med og uden LULUCF for både 2030 og 2025);
- At EU i forbindelse med COP21 er klar til at øge EU's 2030 mål om minimum 40%
reduktioner internt i EU, da det ikke udgør et tilstrækkeligt eller fair bidrag til den globale
indsats;
- At EU arbejder for en forhandlingsdynamik der fremmer, at landene øger deres klima-mål
op til og i forbindelse med COP21.
Indsatsen før 2020
Samlenotatets tekst:
Regeringen arbejder for ambitiøse reduktionsindsatser både før og efter 2020 samt
øget inddragelse af private aktører. Ift. den globale reduktionsindsats før 2020 lægger
regeringen vægt på, at indsatsen skal styrkes gennem et øget samarbejde med bl.a.
ikke-statslige aktører som den private sektor med fokus på konkrete initiativer med et
stort reduktionspotentiale (f.eks. energieffektivitet, vedvarende energi og udfasning af
subsidier til fossile brændsler)
Arbejdet for at styrke klimaindsatsen før 2020 er af meget stor betydning. Uden en sådan indsats
bliver det meget svært at nå de nødvendige klimamål med den nye klimaaftale, der jo først
forventes at komme til at gælde fra 2020. Vi støtter derfor i høj grad, at Danmark spiller en aktiv og
betydelig rolle her. I forhold til samlenotatet er det dog vigtigt at påpege, at denne indsats ikke
alene må fokusere på de ikke-statslige aktører. Landene har i høj grad en vigtig rolle og et vigtigt
ansvar her.
Det er vigtigt, at indsatsen før 2020 bliver så effektiv og omfattende som muligt, herunder bør
Danmark arbejde for konkrete samarbejder og initiativer på blandt andet de nævnte emner
(energieffektivitet, vedvarende energi og udfasning af subsidier til fossile brændsler), samt for at
emnet fortsat holdes højt på dagsordenen i UNFCCC, blandt andet gennem jævnlig høj-niveau/
minister inddragelse.
Som nævnt ovenfor, bør Danmark samtidigt arbejde for, at især de rige lande øger deres klimamål
og forpligtelser frem til 2020.
Klimafinansiering og klimatilpasning
Samlenotatets tekst:
”Regeringen støtter EU’s position om, at klimatilpasning og klimafinansiering bør
tillægges stor vægt i den nye aftale. Regeringen vil kunne støtte en teknisk
proces med fokus på at udbrede konkrete erfaringer og løsninger for
klimatilpasning. Fsva. klimafinansiering betones det - i det omfang, der forud for
ECOFIN i november, vil komme drøftelser herom - at klimafinansiering er
væsentlig for at støtte udviklingslandenes reduktions- og tilpasningsindsatser.
Klimafinansiering er således først og fremmest et middel, som skal støtte
udviklingslandenes omstilling til lavemissionsøkonomier, men regeringen
betoner samtidig, at klimafinansiering i forhandlingerne bør bidrage til at sikre, at
EU’s prioriteter imødekommes. Det er dog fortsat ganske usikkert, hvordan det
endelige kompromis om klimafinansiering på COP21 vil se ud.”
Klimatilpasning
Det er vigtigt, at Danmark i EU ikke alene, som beskrevet i samlenotet, arbejder for en ”teknisk
proces” på klimatilpasning, men prioriterer tilpasningsindsatsen, herunder imødekommer de fattige
og sårbare ulandes ønske om konkrete og meningsfulde tilpasningsmål. Danmark bør arbejde for
et kvalitativt tilpasningsmål, som knytter reduktionsindsatsen sammen med tilpasningsbehovet.
Ligeledes må ”Loss and Damage” få en tydelig, og særskilt, plads i aftalen. Det er vigtigt at huske,
at ”Loss and Damage” ikke kun handler om finansiering, men at det er et bredt tema, der dækker
situationer, hvor det ikke længere er muligt at tilpasse sig klimaforandringerne.
Hidtil har Danmark fastholdt, at klimafinansiering skal benyttes ligeligt til reduktions- og
tilpasningsindsatser, blandt andet da de fattigste udviklingslande ikke selv har midler til
klimatilpasning. Formuleringen ”... Klimafinansiering er således først og fremmest et middel, som
skal støtte udviklingslandenes omstilling til lavemissionsøkonomier” er forhåbentligt ikke en
fravigelse fra denne holdning. Danmark bør fortsat arbejde for en ligelig fordeling.
Klimafinansiering
Danmark og EU's bidrag til klimafinansiering må ikke ses som et forhandlingsobjekt med henblik
på at opnå egne prioriteter, som det kan forstås ud fra samlenotatet, men som en kernedel af
ilandenes forpligtelser til særligt de mest sårbare og fattigste udviklingslande.
Ifølge notatet (s. 4) vil EU i rådskonklusionerne bekræfte sin og ”...medlemslandenes forpligtelse til
at mobilisere deres del af de 100 mia. USD om året fra 2020 fra en række forskellige finansielle
kilder, herunder offentlige og private. Derudover refereres til EU’s kommende rådskonklusioner om
klimafinansiering, der ventes vedtaget i ECOFIN i november”.
Det er godt, hvis EU vil (gen)bekræfte de allerede indgåede generelle forpligtelser, men det er ikke
nok. En af de helt store knaster i forhandlingerne er, at de rige lande - inklusive EU - ikke i
øjeblikket er interesseret i at inkludere konkrete mål og delmål for, hvor stor klimafinansieringen
skal være både i årene før 2020 og i aftalen efter 2020. Dette truer i høj grad det samlede
ambitionsniveau i den nye aftale. Det fremgår ikke af samlenotatet, hvad Danmarks position er her.
Det bør ændres, så Danmark arbejder for, at EU ændrer holdning på området og går ind på at
sætte konkrete mål og delmål på finansieringen.
Her vil det være relevant for Folketinget, hvis samlenotatet kvantificerer, hvad der konkret menes.
Hvor stor en andel af de 100 mia. USD bør EU-landene bidrage med? Og hvor stor en andel af
dette beløb skal udgøres af offentlige midler? Da regeringen selv vurderer, at offentlig
klimafinansiering er utilstrækkelig til at nå 2C målet, vil en kvantificering af regeringens opfattelse
af fordelingen mellem offentlige og private midler gøre det lettere at bedømme, om EU er på en
kurs mod at overholde forpligtelsen om at bidrage en fair andel til klimafinansiering i udviklingslandene.
Igen er vigtigt at se reduktions- og tilpasningsindsatsen, samt klimafinansiering i sammenhæng, da
de er forbundne. Den ønskede dynamiske optrapning af reduktionsindsatsen i en 5-årig cyklus, vil
kræve tilsvarende cyklisk optrapning af finansiering, og tilsvarende påvirke behovet og forpligtelsen
til tilpasning og tilpasningsfinansiering. Danmark bør arbejde for, at EU er med til at sikre, at denne
sammenhæng er klar og forpligtende i den nye aftale.
Ifølge samlenotatet (s. 5) er der uenighed indenfor EU-kredsen med hensyn til klimafinansiering.
Det vil være relevant for Folketinget, at der i samlenotatet gives informationer vedrørende, hvad
denne uenighed går ud på, samt hvilket synspunkt den danske regering så vil arbejde for på
miljørådsmødet d. 18. september og på ECOFIN i november.
”Regeringen lægger vægt på behovet for at få den maksimale effekt ud af den
eksisterende klimafinansiering, herunder ved at offentlig klimafinansiering benyttes
som løftestang for at mobilisere private investeringer. Offentlige midler vil ikke være
tilstrækkelige til at nå målsætningen om at holde den globale temperaturstigning
under 2 grader, og mobilisering af privat klimafinansiering vil således være afgørende
for at løse klimaudfordringerne”.
Vi er enige i, at det også er afgørende at mobilisere private klimainvesteringer for at løse
klimaudfordringen. Det skal dog understreges, at dette ikke må tage opmærksomheden bort fra
landenes forpligtelse til at bidrage med offentlige midler. Sådanne midler er blandt andet
afgørende, da privat finansiering næppe i tilstrækkeligt omfang vil komme tilpasningsprojekter eller
de fattigste udviklingslande til gode, da det er væsentligt sværere at profitere heraf. Det betyder, at
offentlig finansiering til stadighed vil være afgørende særligt på disse områder.
Skibs- og luftfart
Samlenotatets tekst:
Regeringen arbejder også gennem EU for, at den nye globale aftale omfatter
alle sektorer, herunder udledninger fra skibs- og luftfart, mens selve
reguleringen af den internationale skibs- og luftfarts CO2-udledning fortsat skal
håndteres i regi af FN’s søfartsorganisation (IMO) og FN’s internationale
luftfartsorganisation (ICAO).
Det er som udgangspunkt godt, at regeringen arbejder for, at alle sektorer bliver omfattet af den
nye aftale. Regeringen bør dog på skibs- og luftfart ikke lægge sig fast på, hvem der løser
opgaven. Fokus bør være, at de mest effektive reguleringsmekanismer tages i brug, også hvis
disse ligger udenfor IMO og ICAO. CO2-udslip fra skibe og fly er allerede højt og forventes op mod
tredoblet frem mod 2050. Det skyldes blandt andet, at det hidtil ikke er lykkedes IMO og ICAO at
etablere effektive mekanismer til at reducere udledningerne fra international transport. Hvorvidt
IMO og ICAO fortsat skal have ansvaret for at regulere disse sektorers CO2-udslip bør derfor
gøres betinget af, at de inden for en kort tidshorisont leverer effektiv regulering.
Danmark og EU bør samtidigt være opmærksom på, at regulering af fly og skibes CO2-
udledninger, hvis det gennemføres via brændstofafgifter, kan udgøre et væsentligt bidrag til at
mobilisere offentlig klimafinansiering, uden at det bebyrder statskassen. Regeringen bør derfor,
udover at give IMO og ICAO en klar tidsfrist, også overfor EU udtrykke krav om, at regulering af
sektorens CO2-udslip tilrettelægges med henblik på også at mobilisere klimafinansiering.
Allianceopbygning
Samlenotatets tekst:
Regeringen arbejder for, at EU i FN´s klimaforhandlinger prioriterer fokuseret og
målrettet allianceopbygning med særligt de progressive ulande, herunder de
afrikanske lande og de små østater, samt øget klimadiplomati for at sikre
indgåelse af en ambitiøs, juridisk bindende global klimaaftale på COP21 med
tidlige og ambitiøse reduktionsindsatser fra særligt de store udledere. Derfor
arbejder regeringen videre med det danske initiativ ”Climate Diplomacy Action”,
der har til formål at understøtte EU’s klimadiplomatiske handlingsplan.
Derudover arbejder regeringen gennem EU for at sikre, at der tages hensyn til
de mindst udviklede lande ved at sikre, at der vil være fleksibilitet for disse i en ny aftale.
92-gruppen støtter i høj grad, at Danmark påtager sig denne rolle ved dels inden for EU-kredsen at
arbejde for, at EU opbygger alliancer med de progressive udviklingslande, og dels at regeringen
selv aktivt viderefører et stærkt dansk klimadiplomati. Danmark har, på baggrund af årtiers markant
international indsats både inden for klima og udviklingsbistand, mulighed for at spille en stærk rolle
i forhold til opbygning og vedligeholdelse af alliancer med progressive udviklingslande. Det er dog
vigtigt, at EU her reelt arbejder for en ligeværdig alliance med de progressive udviklingslande, hvor
EU ikke bare forsøger at overbevise dem om egne positioner, men også har vilje til at ændre egne
positioner og prioriteter med henblik på at imødekomme de progressive og sårbare
udviklingslande. Det bør Danmark arbejde for at sikre og også selv efterleve.
Som tidligere nævnt vil regeringens overvejelser om at sænke Danmarks hjemlige 40%
reduktionsmål for 2020 og at reducere udviklingshjælpen til 0,7% af BNI, samt herunder evt.
reducere klimabistanden, i høj grad gribe negativt ind i dynamikken i forbindelse med den nye
klimaaftale og alvorligt svække Danmarks forhandlingssituation ikke mindst i forbindelse med den
nødvendige allianceopbygning. Derfor må regeringen opgive disse planer og i stedet styrke den
danske klimaindsats både hjemme og ude.
Nye markedsmekanismer
Ud over det ovenstående er det velkendt, at EU over længere tid har arbejdet for etablering af nye
markedsmekanismer under den nye aftale. Sådanne markedsmekanismer har tidligere skabt store
problemer i forhold til at sikre klimaeffekten og en bæredygtig udvikling. Derfor kan vi ikke
umiddelbart støtte sådanne nye mekanismer og mener heller ikke, at Danmark bør gøre det.
Med venlig hilsen
Troels Dam Christensen
På vegne af 92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling, der i denne sammenhæng tegnes af:
Afrika Kontakt
Care Danmark,
Danmarks Naturfredningsforening
Dansk International Bosætningsservice
Dansk Ornitologisk Forening/BirdLife Danmark
Det Økologiske Råd,
FN-forbundet
Folkekirkens Nødhjælp
Greenpeace
IBIS
Mellemfolkeligt Samvirke
VedvarendeEnergi
Verdens Skove
WWF Verdensnaturfonden
