Ny klimaaftale handler om mindre udledning - ikke mindre ambition

Af Connie Hedegaard, formand for KR Foundation og CONCITO

Endelig kom den. Klimaaftalen. COP21 brød ud i jubel. Faktisk var jubelen så øredøvende enstemmig, at det i sig selv var en lille smule mistænkeligt. Normalt er der altid nogle - en hel del faktisk - der er sure efter en COP. Om ikke andet NGO'erne. Men her var alle glade. De klappede i hvert fald og udtalte sig begejstret.

Jeg sad i Paris og læste mig igennem den endelige version af aftalen og kunne konstatere, at en hel del indhold var røget i de sidste sving. En hel del "shall" var nu blevet til "should" - i FN sammenhæng ikke så uskyldigt som det lyder. Skibe og fly var helt skrevet ud af teksten. En pris på carbon var opgivet flere måneder forinden...

Men reaktionen viser, at klimaaftalen i den grad handler om politik. Nu VILLE alverdens regeringer vise, at man - endelig! - har forstået, at verden skal skifte spor. Og ingen ville påtage sig ansvaret for, at aftalen kunne falde på gulvet, ligesom ingen nok så ambitiøse kræfter havde interesse i at tale aftalen ned. Alle vidste, at Paris-aftalen var det, der kunne opnås i verden anno 2015, og at det var et MUST at få halet den hjem.

Men en ramme reducerer i sig selv ingenting. Paris-aftalens virkelige succes står og falder med, om den implementeres. Ikke en gang ad åre, men nu. Alle regeringer skal nu holdes op på, om de rent faktisk tager konsekvensen af, hvad de har sagt ja til i Paris. Om de leverer på deres nationale klimaplaner, og om de i deres økonomiske politik tager højde for, at de nu har forpligtet sig til at bevæge sig henimod et lavemissionssamfund.

EU får travlt med at implementere sine 2030-mål. Energiomstillingen er i gang, men der skal sættes turbo på også på de svære områder som f.eks. landbrug, transport og bygninger. I en tid hvor EU's ledere har travlt med andre presserende emner, skal der skabes et folkeligt pres på beslutningstagerne i medlemsstaterne. Europa KAN bare ikke møde tomhændet til "review" i 2018.

Og Danmark kan da slet ikke. At regeringen få uger før Paris annoncerede, at de ville skære ned på ambitionerne var pinligt. Da Energistyrelsen så lige efter COP'en meddelte, at man alligevel når 40 % uden nye tiltag blev meldingen direkte dum.

Nogle bør fortælle regeringen, at Paris ikke handlede om at skære ned på ambitionerne men på CO2-udslippet... Opgaven er altså ikke, at gøre så lidt man kan slippe afsted med, men tværtimod at gøre så meget, man fornuftigvis kan - nu hvor man ved, at konkurrenterne i verden også rykker. Derfor er det på høje tid at planlægge indsatsen og sætte mål frem mod 2030. Også i Danmark. For selv om vi følger EU, kan der kun vedtages ambitiøse tiltag i EU, hvis der er nok medlemslande der viser vej og kæmper for det grønne. Og det gør Danmark da, ikk'?

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 23 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.