Paris-aftalen fordrer radikal omstilling af transportpolitikken

Af: Thomas Meinert Larsen, talsperson for 350 Klimabevægelsen i Danmark.

Da transportministeren og erhvervsministeren i juli 2017 fremlagde regeringens nye luftfartsstrategi, der bl.a. skal styrke indenrigsflyvningen, blev transportminister Ole Birk Olesen efterfølgende spurgt til effekterne på klimaet, og han svarede, at ”klimaudfordringen hører under klima- og forsyningsministeren”.

Men det er ikke i orden, at enkeltministre fører politik som strider med regeringens eget regeringsgrundlag, som fastslår, at Danmark vil fastholde sin position som et foregangsland i den grønne omstilling. Regeringsgrundlaget gælder naturligvis for alle ministre, herunder ikke mindst transportministeren, som skal sikre, at også transportområdet bidrager til vores forpligtelser under Paris-aftalen.

Flyselskaberne drømmer givetvis om flere passagerer, som dagligt tager fly til arbejde, og regeringen vil hylde mobiliteten. Sagen er imidlertid, at luftfart er den allermest klimabelastende form for trafik. Luftfarten får store indirekte subsidier ved at være fritaget for afgifter svarende til dens forureningsbelastning. I øvrigt er indenrigsluftfarten i et lille land som Danmark næsten overflødig, og danskernes transportbehov kan i det store og hele dækkes ved en hurtigere og mere effektiv udbygning af et el-baseret jernbanesystem.

De manglende ambitioner på transportområdet spores desuden også for den individuelle bilisme, hvor Danmark sakker håbløst bagud i omstillingen fra fossil-biler til el-biler. I stedet for at bebude en gradvis udfasning af fossil-biler, så har regeringen i stedet sat afgifterne ned på de benzinslugende biler, man har fastholdt lavere benzin-og dieselafgifter end vore nabolande, og har afgiftsbelagt elbiler.

Resultatet er, at Danmark i starten af 2017 har haft rekordhøjt salg af biler, men bundrekord i salg af elbiler. I en tid, hvor snart alle vores bilproducerende nabolande har sat årstal for udfasningen af produktionen af benzin- og dieselbiler, så fremstår den danske regering helt visionsløs. Regeringens ministre burde genlæse regeringsgrundlaget og Parisaftalen og tage medansvar for en radikal omstilling til en mere ansvarlig og visionær transportpolitik, som Danmark kan være tjent med.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer