FN’s nye verdensmål kræver handling nu – både ude og hjemme

Af Christine Jacobsen Mulvad, 92-gruppen

September 2015

Den 25. – 27. september skal verdens ledere mødes for at vedtage 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling i FN i New York. Et unikt sæt mål der bl.a. sammentænker beskyttelse af miljøet, bekæmpelse af fattigdom og ulighed samt sætter fokus på menneskerettigheder, klima og fred i hele verden med en målstreg i 2030.

Målene er et af de mest ambitiøse tiltag for at skabe en global bæredygtig udvikling, der nogensinde er set. Ikke nok med, at de er ambitiøse i form og indhold, de skal også gælde for alle verdens lande – både rige og fattige. Og det er netop samspillet mellem indsatsen i rige og fattige lande samt integrationen af de tre dimensioner af bæredygtighed (socialt, miljømæssigt og økonomisk), der afgør, om målene bliver en succes.

Hvis de bliver opfyldt, kan de resultere i en markant forbedring af levevilkårene for en stor del af verdens befolkning og samtidig være med til at skabe en global grøn omstilling, der sikrer en bæredygtig udvikling for alle inden for planetens miljømæssige råderum.

For eksempel kan de rige lande, herunder Danmark, gøre en afgørende forskel, når der skal arbejdes med mål nr. 12. Målet der omhandler bæredygtigt forbrug og produktion, kan være med til at ændre forbrugsmønstre og gøre Danmarks ressourceforbrug mere bæredygtigt. Dette er nødvendigt for, at der kan skabes en mere retfærdig og ligelig deling af verdens ressourcer, der har indflydelse på de fattigste landes mulighed for at udvikle sig bæredygtigt.

I Zimbabwe, hvor der er alvorlige problemer med vandforsyningen, kan mål nr. 6 om vand være med til forhindre alvorlige sygdomsudbrud, styrke sundhedsrettigheder, ligestilling og forbedre adgangen til uddannelse for landets fattigste befolkning. For at nå dette, er det dog samtidig vigtigt, at rige lande som Danmark fortsætter og styrker støtten til indsatsen i de fattigste lande.

Hvis målenes høje ambitioner for verdens globale bæredygtige udvikling skal nås inden for tidsrammen, er det helt afgørende, at landene nu skaber grundlaget for at målene reelt gennemføres. Det betyder blandt andet, at der må udvikles stærke indikatorer og monitorering, der matcher ambitionsniveauet i målene. Men også at implementeringen sikres af landene på nationalt niveau.

Danmark bør være foregangsland her og udvikle en national handlingsplan, der indeholder både nationale og internationale tiltag, involverer de relevante aktører og sætter en ambitiøs ramme for arbejdet fremadrettet.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer