Kvalitetsuddannelse og livslang læring for alle – også os herhjemme

Af Helle Gudmandsen, IBIS

September 2015

Retten til uddannelse har været på dagsordenen de sidste 15 år, men i en meget snæver form. I de nu udløbne Millennium Development Goals (2000-2015) handlede kun ét af de otte mål om adgang til uddannelse. Dette mål sagde dog intet om uddannelsens kvalitet.

Til FN konferencen ’World Education Forum’ i Dakar i år 2000 blev man ellers enige om en ’Uddannelse for Alle’ dagsorden, der satte mål for både de yngste børn, de unge og de voksnes skolegang. Her vedtog man, at analfabetisme skulle halveres, at flere piger skulle i skole og at skolerne skulle levere kvalitetsundervisning.

Denne fulde dagsorden blev dog ikke en del af Millennium Development målene, og derfor er det desværre i løbet af de sidste 15 år ikke lykkedes at sikre kvalitet i alle verdens skoler.

Det er til gengæld yderst positivt, at den fulde kvalitetsuddannelse nu med de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, er kommet på verdens dagsorden. Frem til 2030 er uddannelse repræsenteret i mål nr. 4 af de 17 verdensmål.

Mål nr. 4 går ud på, at alle mennesker skal gives inkluderende kvalitetsuddannelse og mulighed for livslang læring. Alle undermål, der specificerer, hvordan mål nr. 4 kan opnås, er i tråd med den nye globale uddannelsesdagsorden, som FN-landene vedtog ved endnu et ’World Education Forum’ i Sydkorea i maj 2015. Her er altså en stor forskel mellem de Millennium Development Goals og de nye verdensmål for bæredygtig udvikling.

Det nye verdensmål for inkluderende kvalitetsuddannelses og livslang læring kræver dog mere finansiering. Bistanden til uddannelse er på globalt plan faldet mere end den samlede udviklingsbistand.

Danmark har uddannelse som en af sine bistandsprioriteter, og det bliver derfor meget vigtigt, at Danmark også de næste femten år prioriterer sin bistand til uddannelse. Det er helt og aldeles afgørende, at Danmark holder fast i netop uddannelse som prioritet i bistandspolitikken, da uddannelse kan være med til at sikre, at de seksten andre nye verdensmål kan opfyldes. Uddannelse er i mange henseender grundstenen i en global bæredygtig udvikling.

Uddannelse for bæredygtig udvikling er kommet med i det nye uddannelsesmål. Det har også konsekvenser for os herhjemme, for det vil ikke kun være udviklingslandene, der får brug for at forbedre undervisningen i skolerne. Danmark har et stort ansvar når det gælder om at forberede kommende generationer til et mere bæredygtigt liv, og det bliver derfor nødvendigt, at vi i langt højere grad tænker bæredygtighed ind i vores uddannelsessystem.

Hvis Danmark ønsker at gå forrest i kampen mod blandt andet klimaforandringer, så spiller uddannelse en yderst central rolle.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer