Klima: Brug for klare mål for en øget indsats frem til 2020

Af Troels Dam Christensen, koordinator for 92-gruppen

Juni 2014

Der var en konstruktiv stemning på FN klimaforhandlingsmødet i Bonn her i juni. Kort forinden mødet havde præsident Obama meldt, at USA vil nedskære udslippet fra dets kraftværker, og den grønne klimafond under FN er nu, efter flere års tovtrækkeri, endelig kommet i gang. Gode nyheder, der sikkert var med til at sprede god stemning i Bonn.

Men samtidigt kom mange af de toneangivende ulande også med en klar besked i Bonn: Hvis ikke de rige lande øger deres ambitionsniveau for egne reduktioner af klimagasser og klimafinansiering til de udsatte ulande inden 2020, bliver der ikke nogen klimaaftale i Paris i 2015, som ellers aftalt.

Regnestykket er enkelt for ulandene: Hvis ikke de rige lande gør, som de har lovet, og øger ambitionsniveauet inden 2020, hænger ulandene på en større byrde efter 2020, hvor de skal være med i den nye aftale – og det vil de ikke.

Det er ikke kun den fremtidige klimaaftale, der er på spil, det er også klimaet. Som FN’s klimapanel IPCC konkluderer i sin nye rapport, haster det med klimaindsatsen. Der er nødvendigt med en langt stærkere indsats de næste få år, hvis det skal lykkes at holde den globale temperaturstigning under de kritiske 2 grader.

Derfor må de rige lande, herunder EU og USA, indse, at man ikke kan blive ved med melde de samme utilstrækkelige mål for perioden før 2020 ind i klimaforhandlingerne, og så tro, at ulandene nok alligevel vil sluge det i forbindelse med den nye aftale. På Bonn mødet skulle landene netop diskutere, hvordan man hæver ambitionsniveauet før 2020. Men der kom ikke nye mål på bordet. Derfor må der nu arbejdes målrettet for, at konkrete mål for øget handling inden 2020, bliver et vigtigt resultat på det næste klima COP møde i Peru til december.

Danmark har her en nøglerolle. Ikke alene som eksempelland der viser, hvordan det kan lade sig gøre, men også ved i forhandlingerne at kaste kræfter ind i at konkretisere og udforme de mål og fælles initiativer, der kan drive den fælles globale klimaindsats fremad også på den korte bane.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer