Af Mette Kirstine Schmidt, politisk medarbejder, Sex & Samfund
September 2014
Når verdens ledere her i september træder sammen til FN’s generalforsamling, vil de samtidig holde et møde for at markere 20-års fødselsdagen og deadline for implementering af ICPD aftalen og handlingsplanen. International Conference on Population and Development Programme of Action/Kairo-aftalen er den globale grundaftale på det seksuelle og reproduktive felt. Det bliver en festlig begivenhed, hvor det forventes, at ICPD aftalen vil blive genbekræftet og hyldet - måske noget mindre hjerteligt fra visse konservative stater, men alligevel.
Festivitas til trods, er det dog også en lidt bitter-sweet event: For det første er det en reminder om, at der er sket meget få fremskridt på det seksuelle og reproduktive felt over de 20 år, ICPD handlingsplanen har løbet. Der er stadig store udfordringer i forhold til at opnå sikre fødsler, adgang til prævention og unges adgang til seksuelle og reproduktive sundhedsydelser.
For det andet var det forhåbningen, at denne begivenhed kunne være brugt til at fejre en udvikling af ICPD-rammen. Særligt håbede progressive kræfter, ideelt set, at få anerkendt seksuelle rettigheder samt styrket unges rettigheder indenfor feltet. Men, på trods af et stærkt pres herfor særligt fra latinamerikanske lande samt EU, er det desværre ikke lykkedes.
For det tredje, og måske mest alvorligt, er status nu, at ICPD Programme of Action reelt set bliver forlænget uden deadline. Dette er et svagt udgangspunkt, og der påhviler således såkaldte ’champion’ lande som Danmark en ekstra forpligtigelse til via udviklingsbistand og policy at holde gang i aftalen og forpligtigelserne.
Herudover skaber dette et ekstra pres for at skabe progressive, omfattende mål på det seksuelle og reproduktive felt i den nye post 2015 udviklingsramme, som nu reelt bliver det eneste ”forpligtende” globale set-up, der kan fremme situationen for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i verdens fattigste lande. Også her har Danmark et særligt ansvar dels i forhold til at holde EU på sporet, når der skal forhandles post 2015 positioner, og dels i forhold til at lave outreach til partnerlande og skabe en tværregional alliance, der kan fremme dagsordenen. Kun dette vil skabe forandring.
