FN klimatopmødet den 23. september må blive et vendepunkt

Af Troels Dam Christensen, koordinator, 92-gruppen

September 2014

Den 23. september mødes stats- og regeringsledere til klimatopmøde i FN i New York. FN’s generalsekretær har kaldt dem sammen for at sætte mere momentum i den international klimaproces. Og det er der hårdt brug for.

WMO, FN’s metrologiske verdensorganisation har lige konkluderet, at CO2 indholdet i atmosfæren er på rekordniveau og steg mere mellem 2012 og 2013 end på noget andet tidspunkt de 30 år, man har pålidelige målinger. CO2 niveauet accelererer altså på et tidspunkt, hvor vi har hårdt brug for, at det går den modsatte vej. Hvis vi skal holde os under de kritiske 2 graders temperaturstigning, vil vi med den nuværende udvikling vil vi have brugt det samlede udslipsbudget frem til 2100 allerede i 2034!

Derfor er der akut brug for et politisk gennembrud for at styrke den globale klimaindsats her og nu. Klimatopmødet i FN her den 23. september er en sådan mulighed. Det finder sted på et afgørende tidspunkt forud for COP21 klimamødet i Paris i 2015, der efter planen skal levere en ny global klimaftale. Topmødet her i september må derfor skabe en langt stærkere politisk opbakning fra stats- og regeringslederne til at lande den nødvendige klimaftale. Det betyder at alle landene nu må forpligte sig på processen og vise langt større vilje til selv at sætte ambitiøse klimamål og give klimafinansiering til andre.

Klimatopmødet må også sætte konkrete nye initiativer i gang. Danmark forventes blandt andet at lancere nye initiativer omkring energieffektivisering. Og det er godt. Men samtidigt må Danmark også bakke op om andre væsentlige initiativer, og sikre at de reelt leder til en bæredygtig udvikling og 100% vedvarende energi og ikke forsat afhængighed af fossile og andre ikke bæredygtige energikilder.

Klimafinansiering bliver afgørende og Danmark må på topmødet annoncere et nyt bidrag til den Grønne Klimafond og presse andre lande til at gøre det samme.

Og så må Danmark bruge det danske eksempler til at overbevise andre om, at det kan lade sig gøre at skabe en omkostningseffektiv og bæredygtig omstilling også på den korte bane.

Så det er nu, det skal ske, og Danmark med statsministeren og de andre deltagende ministre, har en nøglerolle.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer